Nyt landbrug

Hvad der skabte forudsætningerne for at Jylland til stadighed var bundet til de holstenske grevers magtområde var sandsynligvis en økonomisk udvikling i denne landsdel som bevirkede at landbruget overvejende blev orienteret imod eksporten gennem Holsten til Nordvesteuropa af animalske produkter. Antagelig har pesten ved 1300-årenes midte forstærket denne udvikling.

Fra gammel tid havde Danmark haft en omfattende eksport af heste fra f.eks. Ribe. Hverken gennem 1200-årene eller 1300-årene ser okser ud til at have spillet nogen særlig rolle i Danmarks handel med udlandet, selv om der kendes enkelte eksempler på fremmedes indkøb af kvæg i Danmark i 1300-årene. Det er imidlertid muligt, at den omfattende øksnehandel, der kan ses i 1400-årene, og som er af central betydning mellem 1500 og 1800, har sine rødder længere tilbage i tiden.

Noget er der ganske givet sket i landbruget gennem sidste halvdel af 1300-årene, da folketallet var faldet drastisk, og markedspriserne i Europa var med til at bestemme landbrugsproduktionens art og omfang, også i Danmark.

Kvægavl kræver som bedriftsform mindre mandskab end kornproduktion og er velegnet for større brug med omfattende græsningsarealer. Til gengæld er det en satsning og det er nødvendigt at kunne klare en omfattende investering for at producere to-tre år gamle stude. I alle tilfælde er landbruget et konservativt erhverv, og det har sikkert taget tid at foretage en omlægning, selv for dem, der havde mulighed for at låne på de tyske kapitalmarkeder mod sikkerhed i produktionen eller i producentens gods.

I Holsten havde kvægavl længe haft gunstige vilkår, og de mange holstenske adelsmænd, der gennem 1300-årene indvandrede til Hertugdømmet Slesvig, tog i nogen grad kvægavlen med sig, men det er uvist, hvornår denne udvikling når til kongeriget, hvor godsstrukturen var mere opdelt.

Uanset krig eller fred i landet havde Valdemar interesse i forholdene syd for grænsen. Allerede i 1344 synes han at have underlagt sig en del af Frisland, det rige kvægproducerende område vest for Holsten ud mod Vesterhavet som de holstenske grever ikke til stadighed havde magt over. Friserne hævdede i stedet at tilhøre bispesædet i Bremen, hvad der i praksis må have været det samme som at være selvstændige. 1354 fører Valdemar atter krig mod de altid oprørske frisere og 1359 etablerer han for en tid en egentlig myndighed her, indsætter en kongelig staller der kan opkræve hans skatter og afgifter. Han tog dem næppe fra nogen anden herre, men sikrede sig at ikke andre erobrede dem.

Fyrsterne og deres mænd krigedes om borge og fæstninger der var midtpunkter i godsområder, større eller mindre enheder i krongodset, men også centrer for opkrævning af afgifter af udenrigshandel. Her kunne også kortvarige gevinster være af betydelig værdi, og det gjaldt om at være på pletten når pengene faldt, selv om besiddelsen eventuelt ikke kunne opretholdes.