Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landefreden 1360

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Valdemars evne til at redde sig ud af en uoverskuelig situation fornægtede sig dog aldrig. Han sluttede stilstand med både hertugen af Sønderjylland og greverne af Holsten og havde dermed sine jyder isoleret. Og i stedet for et af de almindelige forligsudkast som aldrig var blevet overholdt, udarbejdede han med dem og sine andre undersåtter et stort højtideligt dokument der kunne danne et nyt grundlag for hele hans fremtidige regeringsmagt.

På et rigsmøde i Kalundborg pinsedag 1360 udstedte kong Valdemar og hele hans folk en gensidig forpligtelse over for hinanden, et dokument der er kendt som Landefreden af 1360.

Den har karakter af grundlov, en nøje afstemt herskerkontrakt efter udenlandsk forbillede. Kongen havde da også tilbragt sin ungdom ved den tyske kejsers hof og var velbevandret i tidens europæiske politik. Han kendte både krigskunsten og statsteorien i de former hvori de nu udøvedes ved Europas fyrstehoffer og hvor de kappedes om førerskabet.

Annonce

Landefreden er et dokument der er affattet i højstemte vendinger. Aftalens parter er kongen og hertug Christoffer på den ene side, hertug Valdemar af Jylland og hans søn Henrik, rigets biskopper, riddere, væbnere, og menig almue på den anden. Formålet med det hele er fred. Mange års nød og ulykke der er overgået Danmarks rige skal komme til en afslutning, og riget skal få bedre og sikrere kår med disse bestemmelser „ved Helligåndens hjælp, fordi det er på selve Den Helligånds festdag disse bestemmelser, håndfæstninger og beslutninger er affattede og stadfæstede”.

 Der er mere end 81.000 sølvmønter i et fund gjort ved Kirial på Djursland i 1967. De ligger i to store husholdningsgryder. Den store er fremstillet i Stralsund, og der er endnu sodspor i bunden. Mønterne er gemt væk ca. 1365, og hovedparten stammer fra Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Mecklenburg. Der var simpelt hen ingen dansk udmøntning fra 1330'rne og århundredet ud. Kirialfundet er det største møntfund der er gjort i Danmark, det vejer 33,5 kg, svarende til 160 mark sølv. Det er en formue, næsten for stor til at have været ejet af en enkelt mand. Måske har det været en skatteopkrævers beholdning.

Der er mere end 81.000 sølvmønter i et fund gjort ved Kirial på Djursland i 1967. De ligger i to store husholdningsgryder. Den store er fremstillet i Stralsund, og der er endnu sodspor i bunden. Mønterne er gemt væk ca. 1365, og hovedparten stammer fra Hamburg, Lübeck, Lüneburg og Mecklenburg. Der var simpelt hen ingen dansk udmøntning fra 1330'rne og århundredet ud. Kirialfundet er det største møntfund der er gjort i Danmark, det vejer 33,5 kg, svarende til 160 mark sølv. Det er en formue, næsten for stor til at have været ejet af en enkelt mand. Måske har det været en skatteopkrævers beholdning.

Løfterne går ud på at alle fredsbrydere skal straffes, særlig dem der farer frem med rov og brand og tager folk til fange, samt ikke mindre dem der med råd og dåd fører fremmede herrer ind i riget. Endog gamle elementer af lovgivningen om majestætsforbrydelse får en bekræftelse de ikke havde fået længe, og disse løfter viser, hvad aftalens hovedpunkt er, kongen får her et samdrægtigt løfte af riget der går ud på ikke at antaste hans kongedømme ved at gøre modstand mod det, og ikke forsøge at erstatte det med en anden herres myndighed. Kongens løfter er til gengæld at holde alle privilegier, love og sædvaner, at afholde danehoffet hvert år og afstå fra enhver suspension af retstilstanden, hvad enten den var krigsmæssigt begrundet eller havde anden sammenhæng. Reelt er disse indrømmelser ikke af mindre rækkevidde. Ingen skulle kunne fængsles på den blotte mistanke, og alle skulle have adgang til retslig prøvelse af mellemværender de måtte have med kongen og hans embedsmænd.

Landefreden er en udveksling af løfter mellem kongen og folket, og den bygger på den opfattelse at disse to parter begge ejer statsretlig selvstændighed. Kontrakten udelukker krig mellem dem, dvs. mellem kongen og hans søn på den ene side, vasallerne i Sønderjylland, biskopper, riddere, væbnere og menig almue på den anden.

Men dokumentet var, til trods for tekstens smukke omsorg for retfærdigheden, en forberedelse til krig, og nu gjaldt det Skåne. Det er de nye lande, der måske „i fremtiden kan komme ind under det danske rige”. Der er beredt dem en venlig modtagelse; de skal nemlig selv kunne tage stilling til, om de vil være del af det danske samfunds rets- og fredstilstand. Her er hensynet til folkesuveræniteten kommet i højsædet.

Dokumentet taler om fred, men tænker på krig, og altså frem for alt erobringen af Skåne. Landefreden er en forberedelse hertil, ved at den ophæver Danmarks indre krigstilstand der hidtil havde været en hæmsko, og ved at dokumentet så at sige allerede gælder for Skåne på forhånd. Blækket har ikke været tørt på pergamentet før det var skånerejsen alle tænkte på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Landefreden 1360 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307270