Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krigsmagt og domæneforvaltning

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Da kongen holdt hof i Nyborg i 1354 og kundgjorde en række grundlovsartikler for sit folk, højtideligt oplæst ved biskop Peder af Ribe, var der én i forsamlingen der råbte at det hele ville være omsonst, og at kongen ikke ville være så hurtig til at holde sine løfter som han havde været til at give dem. Tidens historieskrivning har bevaret efterretningen om denne episode, uden at give os navnet på kritikeren, men for at understrege hans pointe, at der var et misforhold mellem hvad kong Valdemar foretog sig som krigsherre og hvad han stod for i sin egenskab af retfærdighedens vogter.

Sjælland var i kong Valdemars første 15 år som en fæstning i alarmberedskab. Konge- og kirkegodset blev drevet og beskattet først og fremmest med ét formål, at udstyre kongens hære og flåder. I den grad havde roskildekirken gjort fælles sag med Valdemars kongemagt at den satte sine ressourcer ind på linie med kongemagtens egne. Rigets gamle ledingsordning som allerede Erik Menved havde forsøgt at reformere, egnede sig ikke til den form for krigsførelse kong Valdemar stod i. Han havde brug for professionelle soldater, ikke udskrevne bønderkarle. Fra begyndelsen af 1350'erne var der indrettet kongelige ladegårde på krongodset på Sjælland. Det må være herfra provianten leveres, når kongen kalder sine høvedsmænd med deres krigsfolk under våben, hvad enten han samler dem på Sjælland og fører dem til Jylland eller til Tyskland, eller han stævner dem til at møde et bestemt sted på en given dag og tid. Alt hvad kong Valdemar disponerede over af gods, stræbte han efter at forvalte som en domæne, dvs. et mest muligt sammenhængende fyrsteligt gods under ensartet forvaltning.

 Kalø er grundlagt af Erik Menved. Det er en ringmursborg beliggende på en ø for enden af en lang dæmning. Under Jyllands pantsættelse til holstenerne var denne borg sæde for forvaltningen i det ene af fire distrikter. De tre andre var Ribe, Kolding og Ålborg. Kalø blev revet ned i 1600-årenes slutning.

Kalø er grundlagt af Erik Menved. Det er en ringmursborg beliggende på en ø for enden af en lang dæmning. Under Jyllands pantsættelse til holstenerne var denne borg sæde for forvaltningen i det ene af fire distrikter. De tre andre var Ribe, Kolding og Ålborg. Kalø blev revet ned i 1600-årenes slutning.

Forfatningsbestemmelserne fra Nyborg 1354 er egentlig i bedste danske tradition. Der er en generel henvisning til rigets gamle retstilstand, „Kong Valdemars Love” der skal holdes i hævd, løfte om lovformelig rettergang for folk hvis gods er frataget dem voldeligt, adgang til at retsforfølge dem der gør sig skyldige i uretmæssigt gæsteri – nødvendigvis et ret almindeligt fænomen i krigstid – som om det drejede sig om røvere eller stimænd. Unægtelig også et flot løfte, som kan have været vanskeligt at påhøre i tavshed hvis man havde dårlige erfaringer med at føde just på kongens heste og hunde i nogle af de utallige troppebevægelser som må være gået hen over de danske landsdele i disse år.

Annonce

Dokumentet lader folket se øvrighedens ansigter. Den der har mistet heste, okser, utæmmede plage eller andre ejendele, skal forfølge sin ret „for Os, for Vor drost, for Vor justitiar [dvs. kongens rettertingskansler], eller for Vor tilstedeværende foged”. Den der finder sine huse fjernet med vold og ulovligt anbragt på en anden mands toft, skal lægge beslag på dem og derefter forfølge sin ret i henhold til det pågældende lands lov. Og drejer det sig om gods, dvs. fast ejendom, er rækkefølgen herreds- og sysselting, derefter landsting – og derpå endelig drosten, rettertingskansleren eller kongen selv.

Denne omsorg for bortkommen ejendom skyldes ikke kun de krigshandlinger der var gået hen over riget, men tillige at pesten har hærget i riget et par år i træk. Det samme gælder en artikel der siger at ingen under kongens nådes fortabelse må befatte sig med afdøde præsters og gejstliges gods, undtagen de rette arvinger. Det er egentlig blot en almindelig gentagelse af forholdsregler der straks blev taget alle vegne da den kirkelige forvaltning igen begyndte at fungere, og som nu givetvis var af største interesse for den kongelige krigsherre der i vid udstrækning disponerede over kirkegodset som om det var krongods.

Direkte henvisning til pesten findes i en artikel der erstatter livs- og legemsstraffe med bøder, „på grund af det overvættes store mandetab i Danmarks rige og megen anden nød og fare der tynger dette rige”. Domæneherren var en praktisk mand der foreslog sine gode mænd at suspendere livsstraffen når naturen havde sat en af sine store ødelæggende kræfter ind. Han havde redet hjem gennem Europa med pesten i hælene, vi ved ikke hvad han tænkte ved at se sit riges bønder segne inden for et tidsrum af tre-fire dage skønt de syntes raske. Men vi har lov at slutte at han har været af den opfattelse at hvis nogen i denne situation skulle sætte sig i besiddelse af herreløs ejendom eller påtage sig forsvaret for mindreårige eller andre umyndiges retmæssige arv, måtte det være hans egen kongemagt. Og alternativet var, må det indrømmes, at en hvilken som helst Lage Rød lod sine svende høste kornet på præsters og kannikers marker uden at kere sig om at begrave de døde først.

Domæneherren er ikke den mindst karakteristiske side af kong Valdemars personlighed. Det er af hensyn til domæneforvaltningen han indsætter udvalgte råder til at styre landet Sjælland når han i krigens tjeneste er borte derfra, som i 1352 da han er med hæren i Tyskland for at hjælpe hertugen af Mecklenburg mod hertugerne i Stettin, og hvor biskop Henrik af Roskilde, Bo Falk til Vallø, Stig Andersen til Bjørnholm, Peder Laurenssøn og Jakob Basse bliver indsat til at styre landet og udskriver landeskat i hans fravær. Eller i 1356 hvor biskop Henrik af Roskilde sammen med tolv af Sjællands abbeder og herremænd skal „drage omsorg for landets ve og vel”, særlig hvad angår kongens møller, dem han lige havde bygget. „Han ville nemlig ikke at åerne skulle løbe unyttigt ud i havet, uden først at have tjent almenvellet.” Og i 1357, atter inden et fravær og efter måske vigtigere forhandlinger om andre sager, befaler han „at der skal gøres net til at fange ulve i”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Krigsmagt og domæneforvaltning i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307267