Slutningen

Krøniken ender, efter de bedste mønstre, på det mest spændende sted, og ingen vil kunne gætte sig til fortsættelsen. Slutbilledet af kong Valdemar er ulykkeligt, han lider skibbrud med sin kogge ud for Djurslands kyst 1359 „med riddere og stormænd og kostbart inventar og hans skrin med det kongelige segl, alt hvad der var om bord gik i havet”. Kongen selv blev reddet og vendte tilbage til Sjælland, hvor han grådigt tog kirkernes tiender som han ellers før sin afrejse havde ladet dem beholde.

Fortsættelsen der omfatter årene 1360-63 har tingene på så lang afstand at den må antages at være skrevet i 1300-årenes slutning. Hovedfremstillingen ender i 1359 og er ikke blevet fortsat. Hvis forfatteren er død eller rejst bort på dette tidspunkt, har ingen anden taget den opgave op han efterlod sig. Tilføjelsen til 1363 er en summarisk oversigt på et andet grund-lag.

Hvem skulle have troet at mindre end et år efter sit skibbrud i Kattegat stod kong Valdemar som den store Landefredens garant på Kalundborg i pinsen 1360 og en måned senere ved Malmø og Helsingborg som Skånes herre på ny. Måske slutter krøniken på dette sted, fordi der da begyndte et nyt tidehverv i Valdemar Atterdags liv.

Yngre sjællandske Krønike er et af de mærkeligste skrifter den danske middelalder har efterladt sig. Blandt Valdemar Atterdags klerke, kancellister, riddere og væbnere kan der være mange kandidater til forfatterskabet, men foreløbig er denne hjemmelsmand til denne øjenvidneskildring anonym.