Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongsmændenes krønike

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Skal der gættes på miljøet, må det være selve kong Valdemars gård, dvs. hans hof, den kreds af stormænd, præster, krigere og tjenere der omgav ham. Det har været folk som har kunnet huske – og interesseret sig for – omtrent alt hvad kongen foretog sig. På dem ville det aldrig være spildt at fortælle f.eks. at kongen i 1355 fra Jylland havde skrevet til Sjællands Landsting og beordret sine mænd til at møde sig i Ribe den 25. januar i våben og med lette heste, men at de på grund af modvind blev flere dage forsinkede. Senere samme år lod nogle andre folk, igen på grund af modvind der må have været fremherskende det år, vente på sig ved Langeland og kongen pålagde sine fogeder at inddrive en pengebøde i den slags tilfælde „så andre kunne lære at være mere påpasselige”. Det har også interesseret dem at høre at et år (1352) kom den hær kongen havde samlet på Sjælland mod jyderne ikke længere end til Slagelse, uden at de har haft behov for at få at vide hvad den siden hen foretog sig. Det tabes i krøniken ganske af syne. Eller en hær som kongen 1351 udrustede og sendte til Tyskland til undsætning for hertug Valdemar af Sønderjylland, i hvilket anliggende siges ikke, men som hertugen afviste at benytte sig af, og som derpå vendte hjem. Yngre sjællandske Krønike bogfører sådanne initiativer der har forfejlet deres mål og den må have tilhørt et miljø hvori også dette var en gyldig erindring at holde i live om kong Valdemar.

 En stor sjældenhed inden for Europas gotiske sølvsmedekunst er bevaret i Danmark. Den stammer fra Det kongelige Kunstkammer og findes nu i Nationalmuseet, men den må være kommet til Danmark i middelalderen. I så fald er den et stærkt udtryk for hvilket plan livet ved kongens hof eller i andre fornemme miljøer kunne befinde sig på. Det er en kande af sølv, emaljeret og forgyldt. Dens dekorationer er først udført i lavt relief som er belagt med gennemsigtig emalje i flere farver, og endelig forgyldt. Det var en meget vanskelig teknik som særlig sølvsmedene i Paris mestrede. Her er kanden da også fremstillet, engang i 1330'rne. Hvem der har ført den til Danmark og hvor den har været brugt ved ingen. Billedrækken rundt om bugen forestiller scener af lignelsen om den fortabte søn. Her ses han på vej hjem. Men oppe omkring kraven løber en række billeder af lege og boldspil. Og rundt om foden findes en serie groteske væsener. Hovedfremstillingerne er kun halvdelen af lignelsen om den fortabte søn, så kanden har haft en pendant der nu er gået tabt. Mest sandsynligt er det den ene af to alterkander, men den kan også sammen med sin partner have været beregnet til verdsligt brug. Og hvis den er kirkelig stammer den næppe fra en sognekirke. Nu kaldes den altid „Pariserkanden”.

En stor sjældenhed inden for Europas gotiske sølvsmedekunst er bevaret i Danmark. Den stammer fra Det kongelige Kunstkammer og findes nu i Nationalmuseet, men den må være kommet til Danmark i middelalderen. I så fald er den et stærkt udtryk for hvilket plan livet ved kongens hof eller i andre fornemme miljøer kunne befinde sig på. Det er en kande af sølv, emaljeret og forgyldt. Dens dekorationer er først udført i lavt relief som er belagt med gennemsigtig emalje i flere farver, og endelig forgyldt. Det var en meget vanskelig teknik som særlig sølvsmedene i Paris mestrede. Her er kanden da også fremstillet, engang i 1330'rne. Hvem der har ført den til Danmark og hvor den har været brugt ved ingen. Billedrækken rundt om bugen forestiller scener af lignelsen om den fortabte søn. Her ses han på vej hjem. Men oppe omkring kraven løber en række billeder af lege og boldspil. Og rundt om foden findes en serie groteske væsener. Hovedfremstillingerne er kun halvdelen af lignelsen om den fortabte søn, så kanden har haft en pendant der nu er gået tabt. Mest sandsynligt er det den ene af to alterkander, men den kan også sammen med sin partner have været beregnet til verdsligt brug. Og hvis den er kirkelig stammer den næppe fra en sognekirke. Nu kaldes den altid „Pariserkanden”.

Der er noget der tyder på at krøniken i den skikkelse den foreligger for os ikke er et helt fuldgyldigt udtryk for fremstillingen, men at noget kun er bevaret i form af stikord. Midt i 1346 står der: „Bemærk her om korset i Thoreby”, uden at vi får at vide hvad det er der skal bemærkes, end sige hvilket Thoreby det drejer sig om. Den umiddelbart foregående notits beskriver krigshandlinger der foregår på Lolland, så det er muligvis Toreby på Lolland der tænkes på, og her er der i kirken et endnu bevaret middelalderligt krucifiks der tydeligt nok har været af mere end almindelig interesse. Men hvilken rolle det skulle spille i denne historiefortælling, har fortælleren kun givet os sit stikord til. Forbindelse med det følgende kan det naturligvis også have, men i så fald er sammenhængen endnu mere dunkel. Det handler om en sørøver ved navn Rysse som kong Valdemar fangede og lod halshugge og hans hoved sætte på en stage ved Helsingør.

Tekstens staccatopræg forhindrer dog ikke at en person som er skolet i den mundtlige fremstillings kunst ville kunne få en fængslende historie ud af det, når han var stillet over for det rette publikum.

Annonce

Det er muligt at tænke sig at vi med Yngre sjællandske Krønike står over for et bevaret udkast til en „Kong Valdemars Krønike”, delvis i stikordsform og beregnet på mundtligt foredrag i en udvalgt kreds. En sådan krønike ville svare til den berømte svenske „Erikskrönikan” som er en versificeret fremstilling af hertug Erik af Sveriges eventyrlige levned, udarbejdet ved hans søns og efterfølgers hof i de første årtier efter hans død og beregnet til at underholde de herrer og fruer der tilhørte hofmiljøet, „inden vi går til bords” som det hedder i en af dens karakteristiske versafslutninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Kongsmændenes krønike i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307273