Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fæstebønders arbejdspligt

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Under alle omstændigheder har Yngre sjællandske Krønike et præg af tilknytning til kong Valdemars hof som giver dens fremstilling stor interesse, særlig hvad angår dens meddelelser om bønderne, kongens, kirkens og andres, hele det folk hvis arbejde og afgifter dette miljø bestyrede og levede af.

Det er forhold der altid beskrives i deres praktiske virkelighed, som f.eks. 28. oktober 1355, hvor kongen holder møde i Vrangstrup ved Ringsted og forhandler med sine folk om mønten, og krøniken fortsætter: „Han pålagde dér også en skat så der ud over kvægtienden skulle betales seks groter af hvert husdyr til to terminer, nemlig Nicolai dag og kyndelmisse. Han tilføjede også dette at alle fæstebønder skulle yde kongen 14 dages arbejde vinter og sommer på egen bekostning. Men der var ingen lov om omfanget af det arbejde kongens, kirkens og klostrenes bønder skulle yde og de fik næppe hvile når de blev trætte. De bønder der ikke havde opgivet deres kvæg som de skulle blev straffet af fogederne efter en undersøgelse.”

Denne meddelelse er umiddelbart overbevisende i sin sagkundskab. Den stammer fra en person der har kendt forholdene. Det er ikke en bonde der udtaler sig, men det er klart at forfatteren er en der står bønderne nær, f.eks. er en der har eller kunne have myndighed over dem. Det arbejde der er tale om er givetvis disse års omfattende offentlige arbejder, på rigets befæstninger, møller, veje og vejbroer, og det må være gode mænds bønder, dvs. adelens fæstere der har skullet yde 14 dage om sommeren og 14 dage om vinteren på egen bekostning, dvs. fortæring og rejseudgifter. Oplysningen tyder på at kongen, hvad fæstningsbyggeriet angår, har behandlet kirke- og klostergodset som om det var kronens gods, og at det var af denne grund arbejdet var uden begrænsning. For at få adelens bønders arbejde måtte han have deres herrers samtykke, og dette ville i nogen grad afhænge af hvilke krav de selv havde på deres bønder.

Annonce

 Skovl af træ fra voldstedet Boringholm. Skaftet mangler.

Skovl af træ fra voldstedet Boringholm. Skaftet mangler.

1357 melder krøniken at kongen afsætter nogle fogeder og indsætter nye, „sultne folk” så at både de gamle fogeder som til dels er udtømt for midler, og de nye der er grådige, kan „udsuge og pine folket værre end før, helt som det passer dem”. I anledning af møllerne som han stadig bygger lægger han nye byrder på byer, klostre og det menige folk. Det er en af krønikens klare sympatitilkendegivelser over for en bondebefolkning der er stærkere undertrykt end før, men det er samtidig en beskrivelse der i al sin sagkundskab ikke udtrykkeligt siger, hvori overgrebet eller det uretfærdige i grunden bestod.

Her er det dog måske et fingerpeg hvad der siges om kongens ladegårde der provianterer hære og flåder samt oplysningerne om den kongelige interesse for mølledrift. Da det ikke er kong Valdemar der har indført vandmøller i Danmark, skal det nok forstås således at han anlægger dem på krongodset, så at fogederne selv har det i deres magt at male kornet. Dette har givetvis været nødvendigt i driften af de ladegårde der „med stor bekostning” blev indrettet og som skulle proviantere kongens borge, befæstninger, hære og flåder.

I sin afstandtagen fra kongens overdrevne krav om arbejde af bønderne, holder krønikens forfatter en forsigtig distance til foretagsomheden og siger at kongen ikke brød sig om at åerne løb ud i havet til ingen nytte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Fæstebønders arbejdspligt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307274