Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„I våben og med lette heste”

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Yngre sjællandske Krønike kan ikke være skrevet i et kloster. Dens valdemarbiografi er anlagt således at alt anskues fra et synspunkt i kongens nærhed.

Hoffets bevægelser følges nøje, hvor kongen holdt jul og med hvem, at der i 1352 holdtes „dystløb” i Køge og „senere på året” i Stege, for øvrigt igen 1355 i Roskilde hvor en Arnold fra Lübeck udmærkede sig. Kongebørns fødsel og dåb noteres, og at fremmede fyrster rejser gennem Sjælland på kongens bekostning, men ikke meget om hvad de skulle, udover at møde kongen og den svenske konge 1352 i Helsingborg. Tilløb til politisk vurdering er der i at de to konger senere samme år mødtes i Lödöse og „kom godt overens fordi deres uvenner ikke var med”, men mere bliver det ikke til.

Det er krigsmagtens praktiske virkelighed der er i centrum af krønikens interesse. At mandskabet der forsynede de sjællandske fæstninger med proviant omkring midfaste 1358 derefter blev hjemsendt, men „under livs og gods' fortabelse” havde at møde igen søndag efter påske, dvs. ganske få uger senere. Og at kongen lod befale på Sjællands Landsting dagen efter helligtrekonger 1355 (7. januar) at hans mænd skulle møde ham i Ribe på Sankt Pauli Omvendelses dag, dvs. 25. januar „i våben og med lette heste”. Det var dengang de på grund af modvind blev nogle dage forsinket.

Annonce

 Kentaur, halvt dyr, halvt menneske. Menneskedelen kutteklædt og med to stokke i stedet for ben. Fra Pariserkanden.

Kentaur, halvt dyr, halvt menneske. Menneskedelen kutteklædt og med to stokke i stedet for ben. Fra Pariserkanden.

Der var en del bønder i Danmark, i den højere klasse, små herremænd måske, der i 1300-årene førte titlen „a vapn”, dvs. „af våben”. De kaldes også væbnere og var mænd af god slægt med ret til at føre våbenskjold. De var ikke riddere, enten fordi de ikke havde gjort sig fortjent til titlen eller ikke havde følt trang til at bære den. Mange mindre herremænd forblev „a vapn”, men der var også store godsejere, der aldrig blev slået til riddere.

Nogle af dem befæstede deres gårde, andre gjorde det ikke. Det samme gjaldt de større godsejere, og det er indtil videre i de fleste tilfælde umuligt at forklare placeringen af 1300-åre-nes mange voldsteder. Men der er ingen nødvendig sammenhæng mellem borgbyggeri og social status i almindelighed. Gode, frie mænd var de alle.

Nogle af dem er blevet slået til riddere, ikke på Kristi Grav, men mindre kunne gøre det. Kongetjenestens blå stempel kunne også opnås ved store militære begivenheder som på Fyn mortensdag 1357 før slaget da kongen „i fjendernes påsyn slog mange til riddere”. Nogle har da kunnet leve i kongens gård, følge kongens bevægelser, opleve ham som han levede i evigt beredskab, utilgængelig også for de nærmeste. De har så kunnet have deres egen mening om hvad kongen burde gøre. „I kong Valdemars gård taltes der om at han skulle forsvare sig”, er begyndelsen i fremstillingen af året 1358, men der er ikke et eneste eksempel på at de mænd der lever i kongens gård bliver taget med på råd, eller at nogen på forhånd er underrettet om kongens planer. Hvor forhandlinger skildres, er det altid tilskuerens standpunkt der indtages. Kongen møder en mængde jyder i Nyborg 1357, og da der kommer så mange, forhandler han med de store i Nyborg og med den menige hob i Odense, uden at nogen får at vide hvad der bliver sagt. Og ved 1352 opregnes alle de fornemme deltagere i et møde i Kalundborg, bisperne Sven af Århus, Niels af Odense, Peter af Ribe, Anders af Børglum og Henrik af Roskilde, hr. Niels Bugge og Claus Limbek samt „mange andre jyske herrer”, kun som optakt til denne fortsættelse: „men der fandt intet mindeværdigt sted”. Kongens handlinger og tidvis hans hensigter beskrives, men de bedømmes meget sjældent. Omtalen af at han udpinte især kirkens bønder er faktisk en ganske sjælden undtagelse. En anden findes i beskrivelsen af det krigstog i Venden 1352 hvor kongen både forgriber sig på munkes og nonners gods og plager den vendiske almue, „nogle skar han ørerne af, nogle næsen og disse vansiringer voldte stor ulykke”. Her anføres det, at af denne årsag forlod mange stormænd hans tjeneste „for deres landsmænds skyld, og brød venskabet med ham”.

 At lege med top. Fra Pariserkanden.

At lege med top. Fra Pariserkanden.

Mange af tidens krigshandlinger er fæstningskrige, og den karakteristiske udgang på en sejr er at modstanderen går i sejrherrens tjeneste. Der dvæles ofte ved krigshandlingernes teknik og anvendelsen af forskellige krigsmaskiner. „Vi” og „vore” er altid kongens sjællandsk stationerede mænd. Beskrivelsen af krigshandlinger bærer ofte præg af sagkundskab eller personlig oplevelse.

Hoffet har aktivt fulgt kongens færden og deltaget i hans krige, mere end i hans politik. Men hofmændene har så småt politiseret selv, drøftet hvad kongen i den foreliggende situation havde af muligheder og om han udnyttede dem rigtigt. Og miljøet har også kendt kongens indre og ydre modstandere. Mest rammende er karakteristikken af jydernes traditionsbundne argumentation om hellere at dø med ære end lade sig vanære af kongen. Det er skildret med indsigt, men det er den indsigt en soldat har i sin fjendes standpunkt. Indforstået er også omtalen af en af kongens råder der i 1358 „som han plejede” gjorde kongens aftaler til intet, denne gang med hertugen af Jylland. Han er anonym, ligesom den mand der i 1354 i Nyborg råbte at ingen skulle tro på kongens løfter. Forfatteren har vidst hvem de var, og hans tilhørere også, men på papiret er det ikke kommet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: „I våben og med lette heste” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307277