Mønt slået i Sakskøbing af grev Johan den Milde. Størrelse 1:1.

.

Grev Johan den Mildes segl.

.

I Christoffer 2.s sidste leveår, men efter hans tilintetgørende opgør med de holstenske grever, gjorde skåningerne oprør mod tyskerne og tilbød deres land til kongen af Sverige og Norge, hertug Eriks og hertuginde Ingeborgs nu halvvoksne søn Magnus Eriksen. Denne var på dette tidspunkt ved at overtage regeringen over sine to arvede riger og stod i begreb med at ægte en grevedatter fra Namur i det nuværende Belgien, Blanche eller Bianca som hun kom til at hedde i Norden.

Det var ærkebiskop Karl af Lund der førte an i dette usædvanlige foretagende. Det var ikke tidligere virkelig blevet gennemført at et land af det danske rige i enighed havde underkastet sig en anden fyrste på en så vidt muligt fuldt lovformelig måde, selv om det for Nørrejyllands vedkommende nok havde været nær ved at komme dertil i Erik Menveds tid.

Udgangspunktet var en opstand mod tyskerne, dels i Lund, dels i Helsingborg, derefter ærkebiskop Karls mission i Sverige hvor han opsøgte kong Magnus i Kalmar, og endelig en formelig beslutning på Skånes landsting forsamlet i Lund. På denne baggrund føjede Magnus „og Skåne” til sin titel af konge af Sverige og Norge, og på dette tidspunkt kunne ingen dansk konge gøre indsigelse derimod.

Men arrangementet indebar ganske vist en anden lige så vigtig ordning, nemlig at kong Magnus skulle overtage grev Johans pant i Skåne der sattes til 34.000 mark sølv, medens greven selv beholdt resten af sit østdanske pant for de resterende 66.000 mark. En i øvrigt forholdsvis velunderrettet historisk fremstilling fra disse år, den såkaldte Jyske Krønike, vil vide at kongen betalte 70.000 mark for dette pant, hvad der ikke lyder usandsynligt – de 34.000 stammer fra selve pantebrevene der måtte justeres – og tillige kan Jyske Krønike fortælle at der stilledes danske og svenske gidsler for betalingen af summen der skulle ydes i nogle årlige rater.

På grund af Skånemarkedet var besiddelsen af Skåne et meget væsentligt aktiv i netop disse år. Holstenervældet i Danmark kunne ikke undgå at bringe endnu flere tyske købmænd til Danmark end sædvanligt, og der kan ikke have været lagt dem unødvendige hindringer i vejen for deres handel, der sad således holstenske høvedsmænd på Helsingborg, Københavns Slot, Kalundborg, Vordingborg og flere andre steder. Deres optræden på Skånemarkedet har været talstærk og grundlaget for betydelige told- og markedsafgifter var således til stede.

Et andet væsentligt hensyn der er taget i denne sammenhæng gælder ærkesædets besiddelser der naturligvis repræsenterede meget store indtægter og beskæftigede store mængder arbejdskraft, men hvor også slottene – frem for alt Hammershus på Bornholm – havde politisk betydning i Østersøområdets store sammenhæng. Det er ikke tilfældigt at det er ærkebispen der har taget føringen i Skånes tilknytning til det svenske rige.

Da holstenervældet i Danmark i slutningen af 1330'rne var ved at blive afløst af et nyt dansk kongedømme under Christoffer 2.s yngste søn Valdemar, måtte kong Magnus af Skåne – vel stadig i forståelse med det skånske folk – gøre et forsøg på at sikre sin skånske kongeværdighed. Der blev udarbejdet en kunstfærdig ansøgning til paven hvor hele fremgangsmåden er beskrevet i dens enkelte faser, men hvor kun den indviede kan genkende arrangementet med grev Johan. Ansøgningen om at paven nu ville godkende at kong Magnus var konge af Skåne, foruden af Sverige og Norge, beskæftiger sig med krigene og de farer det skånske folk stod i, og hvilke høje bevæggrunde der havde foreligget for kongen da han besluttede sig til at antage sig skåningernes sag, og det hedder blot i en henkastet bemærkning at han tillige havde været nødt til at betale en stor sum penge, for egentligt at lyve ville naturligvis have været umuligt. Kong Magnus søgte ikke paven om at blive Skånes panteherre, for det var han allerede, og dette kunne ikke anfægtes. Han søgte om at blive anerkendt som Skånes konge, og det synes paven som sagerne stod ikke at have villet tage ansvaret for. Ansøgningen der tilhører året 1339 er så vidt det kan skønnes ikke besvaret.

Skåne blev, da Valdemar med tilnavnet Atterdag endelig, gennem en 20-årig periode, havde etableret en ny dansk kongemagt, den sidste del af riget han erhvervede sig, og da skete det frem for alt ved et sejrrigt felttog. I de storpolitiske pante-lensforhold er indløsning sjældent et uproblematisk spørgsmål. Den ene eller den anden part i ordningen ville med militær indsats modsætte sig sin modparts aktioner, medmindre hele arrangementet var så nøje afpasset efter parternes interesser at det i grunden kunne være lige meget hvem der havde pantet. Og dette har været sjældent.

Når Valdemar Atterdag til sin tid ikke kunne vinde Skåne tilbage på fredelig vis, og når det var en konge af Skåne han skulle afsætte, skyldtes det overvejende de tyske handels-interesser. De tyske købmænd fik indtil 1360 så rige privilegier som de aldrig før havde rådet over. Og den selvstændige danske udmøntning der altid havde generet de udenlandske købmænd forsvandt fra midten af 1330'rne.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Tabet af Skåne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig