Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mændene om tronens fod

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Kongen i et skakspil er en brik der bevæger sig langsommere end alle spillets andre brikker, men til gengæld i alle retninger. Skakspillet afspejler væsentlige træk ved middelalderens feudale administration og militærvæsen. Også dronningen bevæger sig i alle retninger, det er åbenbart kendemærket på en fyrstelig person, og hun flyttes hurtigere end kongen, er altså mindre tynget af ansvar end han. Tårnene symboliserer fæstningerne eller borgene, springerne det adelige rytteri, løberne er biskopper, og bønderne er bønder.

De danske konger i 1300-årene var afhængige af mændene ved tronens fod. Kongetjenerne havde efter gammel praksis og nu i henhold til de nyere forfatningers regler fået lov til at modregne særlig tyngende ydelser til kongens fordel i de forpligtelser de skyldte ham. Hvis de i et krigstog ikke var blevet løskøbt så hurtigt som kongen oprindelig havde lovet dem, eller hvis de havde underskud af et kongeligt len de havde fået i forvaring, fik de måske et „pant”, dvs. en besiddelse i forvaltning, stor eller lille, som de måtte nyde indtægterne af, og som kongen kun kunne få tilbage ved at betale „pantesummen”, et aftalt beløb der enten var selve gælden eller på en eller anden måde svarede dertil, dvs. hvad kongen skulle præstere for at få sin besiddelse tilbage og frigøre sig for yderligere forpligtelser.

 Resterne af Christoffer 2.s gravmæle i Sorø Kirke, i en opstilling der stammer fra 1770'erne og skyldes billedhuggeren Johs. Wiedewelt. Bevaret er tre malmstøbte helfigurer i overstørrelse, af kongen selv, dronning Euphemia og en lille prinsesse. Sorø Klosters gravfortegnelse opregner foruden kongeparret tre børn, den unge kong Erik (død 1332) og prinsesserne Helvig og Agnes, og to af figurerne er således gået tabt. En schlesisk adelsmand der besøgte kirken i 1500-årenes slutning beretter at de lå „som i en himmelseng”. Bevaret er tillige to relieffer fra sarkofagens sider, en langside med Mariæ Himmelkroning, Peter og Paulus, hellige jomfruer og biskopper, og en kortside med illustration af vellysten. I de to store malmkandelabre hvis lanternespir bæres af kongens og dronningens våbendyr, løven og griffen, har der været vældige vokslys, der blev tændt hvert år på Christoffers dødsdag, hvor der læstes sjælemesse over ham; de skulle udskiftes når de var brændt halvt ned. Det fornemme monument er sandsynligvis udført i Lübeck hvis håndværkere og kunstnere på den tid var førende. Gravmælet er bekostet af Christoffers store gave af gods i 1315 som klosteret hægede om.

Resterne af Christoffer 2.s gravmæle i Sorø Kirke, i en opstilling der stammer fra 1770'erne og skyldes billedhuggeren Johs. Wiedewelt. Bevaret er tre malmstøbte helfigurer i overstørrelse, af kongen selv, dronning Euphemia og en lille prinsesse. Sorø Klosters gravfortegnelse opregner foruden kongeparret tre børn, den unge kong Erik (død 1332) og prinsesserne Helvig og Agnes, og to af figurerne er således gået tabt. En schlesisk adelsmand der besøgte kirken i 1500-årenes slutning beretter at de lå „som i en himmelseng”. Bevaret er tillige to relieffer fra sarkofagens sider, en langside med Mariæ Himmelkroning, Peter og Paulus, hellige jomfruer og biskopper, og en kortside med illustration af vellysten. I de to store malmkandelabre hvis lanternespir bæres af kongens og dronningens våbendyr, løven og griffen, har der været vældige vokslys, der blev tændt hvert år på Christoffers dødsdag, hvor der læstes sjælemesse over ham; de skulle udskiftes når de var brændt halvt ned. Det fornemme monument er sandsynligvis udført i Lübeck hvis håndværkere og kunstnere på den tid var førende. Gravmælet er bekostet af Christoffers store gave af gods i 1315 som klosteret hægede om.

Da Christoffer 2.s kongemagt i 1332 reelt afvikledes, og fyrsten uden land trak sig tilbage til et hus i Sakskøbing på Lolland, kunne det konstateres at hele Danmark stod i pant til de holstenske grever for en sum af 200.000 mark sølv, til deling mellem kongens halvbroder grev Johan (den Milde) og dennes fætter grev Gerhard (den Store).

Annonce

Men dette var ikke resultat af en kontinuerlig gældsætning der udsprang af ødselhed og letsindighed. Det er opgørelsen efter det sidste af en række militære nederlag, og pantesummerne udtrykker dels den sikkerhed greverne selv skulle have for værdien af deres sejre, dels grundlaget for deres videre pantsættelse af rigets slotte til stormænd i deres fyrstendømme, som krigen havde bragt dem i gæld til.

Grev Gerhard fik for sine 100.000 mark Nørrejylland og Fyn i pant, grev Johan for sine resten. Og begge fordelte deres danske besiddelser mellem undersåtter de var i gæld til, delvis holstenere der allerede havde gjort sig gældende i Sønderjylland og hvis slægter nu ofte etablerede sig i det mindste med en af deres grene i Danmark.

Pantsættelsen er udtryk for en storpolitisk, militært begrundet realitet. Hvad angår de penge greverne og deres undergivne pantelensmænd havde haft at arbejde med, stammede de nemlig i et betydeligt omfang fra lån de selv havde optaget hos rige købmænd eller på hvad der fandtes af pengemarkeder i de tyske og nederlandske handelsbyer. Lånene skulle afdrages på bestemte vilkår der praktisk indebærer forrentning, selv om dokumenterne fromt afstår fra betragtninger af denne art. Kirken havde i århundreder håndhævet et forbud mod enhver form for rentetagning der opfattedes som åger, fordi penge er døde ting der ikke kan avle. Renter var således en uretmæssig gevinst, sådan set stjålet fra andre. Men dokumenternes jura havde fundet vendinger der kunne undgå at dette problem opstod i aftaler mellem pengestærke kræfter.

De forskellige pantesummers tilbagebetaling skulle de danske besiddelsers afkast finansiere, og alt tyder på at de har været i stand til det, endda med et betydeligt udbytte til panternes besiddere. Det pantsatte Danmark var politisk ydmyget og havde lidt en række militære nederlag i udlandet og hjemme – dets konger havde lidt nederlag til deres fjender – men Danmark var langt mere værd end de sølle 200.000 mark sølv. Tværtimod at være et fattigt rige kunne Danmark betale en stor del af sine erobreres gæld.

 Rytterakvamaniler, dvs. vandkander udformet som riddere i rustning, har været beregnet til brug i større fornemme husholdninger, men har også kunnet finde kirkelig anvendelse. De giver sikkert et pålideligt indtryk af 1200- og 1300-årenes væbnede rytteri, også af stormændene der kunne stille kongen betingelser. De her gengivne akvamaniler findes i Nationalmuseet i København, der ejer verdens største samling af middelalderlige akvamaniler.

Rytterakvamaniler, dvs. vandkander udformet som riddere i rustning, har været beregnet til brug i større fornemme husholdninger, men har også kunnet finde kirkelig anvendelse. De giver sikkert et pålideligt indtryk af 1200- og 1300-årenes væbnede rytteri, også af stormændene der kunne stille kongen betingelser. De her gengivne akvamaniler findes i Nationalmuseet i København, der ejer verdens største samling af middelalderlige akvamaniler.

Også i grevernes og deres underlensmænds tilfælde er pantesummerne udtryk for hvad der skal erlægges kontant for at kunne tilbageføre besiddelsen til dens tidligere stilling. Og det var vel at mærke ikke en betaling hvem som helst kunne præstere. Den kunne kun betales af den der havde indløsningsretten, dvs. typisk selve den oprindelige debitor – selv om han altså eventuelt var kommet i denne gæld på grund af et militært nederlag. Døde han, overgik indløsningsretten til hans arvinger og efterkommere.

De holstenske grever får de fyrstelige rettigheder af Danmark i pant, men konger af Danmark bliver de ikke. Gerhard havde været en art rigsforstander da de havde forsøgt sig med at indsætte hertug Valdemar af Sønderjylland som dansk konge, 1326-30. Når de ikke efter 1334 forsøger noget lignende, skyldes det sikkert ikke manglende vilje, men manglende mulighed. Det har ikke været muligt at gennemføre en placering af indløsningsretten som alle parter i dette mellemværende har kunnet acceptere, og derfor måtte greverne selv for en tid stå for regeringen, og danske stormænd der havde beføjelser af kronen, kunne være i tjeneste hos panthavere ved siden af disses egne høvedsmænd på slotte og len.

Der er ikke grundlag for at betegne holstenervældet i Danmark som et rædselsregimente, selv om der dengang og senere har foreligget mange nationalt begrundede tilskyndelser til det. Snarere gælder det at greverne – netop af hensyn til de meget store økonomiske interesser de selv og deres undergivne havde på spil – i vidt omfang respekterede hævdvundne danske traditioner og retspraksis. Og grev Johan der kaldtes den Milde og var halvbroder til Erik Menved og Christoffer kunne måske ”have følt et ansvar for at holde sine panter samlet, men han skilte sig i 1332 af med Skåne, da kong Magnus viste sig at være en villig og pengestærk aftager.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Mændene om tronens fod i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307255