Keramikbæger, 18 cm højt, fundet på Sandgravvold Voldsted nær Århus. Det stammer fra Belgien eller Nordfrankrig engang i 1300-årene. Den ene side er udformet som et mandshoved, den anden som et kvindehoved og måske har de to køn kunnet drikke hinanden til deraf ved fester.

.

Fra omkring 1330 indtrådte der en omfattende krise i hele Europa. Dens vigtigste udtryk var at kornpriserne faldt, og dette medførte vanskeligheder for producenterne. De måtte i hast søge at indskrænke produktionen eller omlægge den med et bedre driftsresultat for øje. En del producenter har antagelig måttet søge over i andre erhverv.

Hvorfor priserne faldt, kan ingen i grunden sige. Forklaringen kan både være at aftagerne var for få, produktionen for stor eller købekraften for lille. Der er tale om en krise for kornproduktionen, ikke nødvendigvis samtidig for andre arter af landbrugsproduktion. Desuden er det et fænomen der frem for alt kendetegner de højere udviklede egne af Europa, dem der havde en eller anden specialiseret økonomi, hvad enten dette nu bestod i at de producerede færdigvarer med eksport for øje – og derfor var afhængige af kornimport – eller de var korneksporterende just til de egne af kontinentet hvor færdigvareproduktionen i de foregående år var blevet højt udviklet.

Der kan være store regionale forskelle og kortvarige modgående bevægelser i økonomien, men det almindelige og gennemgående træk er at priserne på korn falder. Overalt i Europa bliver landbrugsejendomme forladt og hele landsbyer nedlagt. Fænomenet plejer at kaldes ødegårdsproblemet.

De øde gårde kan være forladt i den forstand at de er taget ud af drift, men „øde” kan også blot betyde at gården ikke er beboet, medens jorderne dyrkes af en nabogård, eller at de har fået lov at springe i skov. En del af ødegårdsfænomenet kan forklares med en overgang fra vegetabilsk til animalsk landbrugsproduktion.

Det middelalderlige landbrug i Europa har med alle sine regionalt bestemte forskelle tre grundformer. En der hører hjemme på de mest frugtbare jorder, men som også er forbundet med en ret betydelig indsats af arbejdskraft, sigter på en intensiv udnyttelse af jorden, i kornproduktion – med nøje fastlagt vekslen mellem afgrøderne og mellem perioder hvor jorden ligger brak – og med et kvæghold der var afstemt i forhold til produktionens behov for gødning og trækkraft. En anden findes på lettere, sandet jord der er mindre ydedygtig, men også lettere at bearbejde. Her vil den enkelte bosætning have et temmelig stort areal til sin rådighed, men den vil udnytte snart en del, snart en anden, afvekslende med brakperioder hvor jorden kommer til kræfter. Gødningsbehovet er forholdsvis lille, og kvægholdet måske begrænset, behovet for arbejdskraft moderat. Svineproduktion kan imidlertid være et væsentligt supplement til kornavlen, foreneligt dermed på grund af sine forholdsvis beskedne krav til indsats af arbejdskraft og kapital. Den tredje produktionsform er bygget på dyr i løsdrift, typisk fårehold. Det drejer sig om en produktion der er forenelig med både skovdrift og fiskeri. Det er indlysende at krisen mærkes forskelligt i disse produktionsformer og mest i de to førstnævnte.

I Danmark er alle tre produktionsformer repræsenterede, med betydelig overvægt for kornproduktionen og en voksende smørproduktion. I 1300-årenes første årtier synes der i forskellige egne at være en udvikling i gang som sigter på at forøge smørproduktionen på kornproduktionens bekostning. Fra 1300-årenes begyndelse foreligger dette bedst oplyst i Halland hvor der langs de hallandske elve er god græsning for kvæg, og i de hallandske kystbyer gode udførselsmuligheder til de købedygtige markeder i Nordtyskland og Flandern. Noget tilsvarende kan have gjort sig gældende i Østjylland og Limfjordsegnene.

Det er stormænd der sætter denne udvikling i gang på jorder der egner sig og som ikke kan sættes i givtig produktion på anden måde. Et eksempel har de muligvis haft i den række af holstenske adelsmænd der fra 1300-årenes begyndelse indvandrer i Danmark, fordi de står i et tjenesteforhold til de holstenske grever der har dele af Sønderjylland og kongeriget i pant og – til gengæld for deres ydelser til greverne – får rådighed over len og godser i Danmark.

Kapitalkravet i den animalske landbrugsproduktion er langt større end i den vegetabilske, og der må ventes længere på det fulde afkast af investeringen. Ensidig animalsk produktion egner sig derfor ikke for almindelige bønder. Men foruden de indvandrede holstenske adelsmænd har der også været danske stormænd der har kunnet tage denne virksomhed op. Bo Falk til Vallø på Sjælland f.eks. har været en af dem, nabo til den driftige handelsby Køge i midten af 1300-årene, og mægtig nok til – som det fremgår af en retssag – at have gæster fra Stralsund hos sig på gården i handelsøjemed, som om Vallø havde været en by, ikke en herregård. Flere sjællandske adelsslægter gør sig gældende i Skåne og Halland med indgifte i lokale familier og godssamling. Økonomien på begge sider af Øresund orienterede sig efter de muligheder der forelå i det nordtyske marked. Noget lignende gælder antagelig Fyn hvis forhold i 1300-årene er mindre vel belyst hvad økonomien angår, men som var et område holstenerne sent og nødigt gav slip på deres panter i.

Krisen varede fra 1330'rne til hen imod slutningen af århundredet. Det er vanskeligt at afgøre om den var en katastrofe eller ikke. Værst har den været for den producent der var uløseligt knyttet til kornproduktionen, men dem var der muligvis ikke ret mange af, bortset fra dem der var lejere på det kirkelige institutionsgods. Dette gods skulle altid give et fast, minimalt afkast, og det var netop fastlagt i forhold til kornproduktionen. Der er meget der taler for at ødegårdsfænomenet i Danmark er særlig udtalt på kirkegodset. I en enkelt landsby, Starreklinte i Ods Herred, kan det endog konstateres at godset kun var øde, når det var under biskoppelig forvaltning, ikke når det stod under kronen, men dette kan være en speciel situation som der muligvis ikke kan drages videre slutninger fra.

Men roskildebispens gods var i sidste halvdel af 1300-årene virkelig kendetegnet af mange øde gårde. Biskop Niels Jakobsen Ulfeldt lod i årene fra 1370 til 1377 sit kancelli udføre en revideret fortegnelse over bispestolens tilliggende, dets beliggenhed, fordeling på forvaltningsenheder (såkaldte fogedier) og dets afkast. Grundlaget var en fortegnelse der stammede fra 1290'erne og fandtes i to eksemplarer, et af dem hed „Palte”, det andet „Stifinger” – hvad disse navne så end skal betyde – men begge er gået tabt, så at sammenligning mellem dem og den nye fortegnelse ikke længere er mulig. Anledningen til at roskildebispen i 1370'erne har behov for oversigt over embedets indtægter må være at nu har forholdene efter „Den sorte Død” stabiliseret sig, børn af et avledygtigt overlevende ægtepar i bondebefolkningen ville nu være i tyverne, den optimale alder for at overtage en fæstegård, og fortegnelsens formål må bl.a. være at skabe oversigt over hvad dette Danmarks største bispeembede havde at fæste bort på dette tidspunkt. Men der kan have været andre hensyn bag registreringen. Således kan der være tænkt på en deling af Roskilde Stift. Pavestolen synes at have ønsket det, men det må være kongemagten der har sat sig imod det. Stiftet var i sidste halvdel af 1300-årene i nær økonomisk og forvaltningsmæssig forbindelse med kronen, var næsten en „sleeping partner” for den energiske, spekulativt betonede virksomhed som Valdemar Atterdag og dronning Margrete udfoldede i deres tid med henblik på at erhverve bortkommet krongods tilbage til kronen eller – hvis dette ikke var muligt – at tage sig betalt i adelsgods der var herreløst eller tegnede til at kunne blive det.

Det er naturligvis også muligt at Roskildebispens Jordebog er blevet til i sorg over biskoppens tabte indtægter. Når skriveren i afsnittet om Horns Herred bemærker om en fuldkommen øde egn at her fandtes tidligere mange „skønne byer”, kan det godt forstås således. Men netop om det såkaldte „Olden”-område i Horns Herred står det klart at tiden og eftertiden tillagde det stor værdi på grund af dets græsning der blev genstand for et utal af retssager blandt dem der kunne hævde at have ret dertil. Så her er de øde gårde temmelig entydigt udtryk for en økonomisk omlægning der var eller kunne blive fordelagtig.

Roskildebispens Jordebog giver et tydeligt indtryk af at landsbyerne har ændret struktur i det forløbne hele eller halve århundrede. Storgodser med tilliggende landarbejderhuse er delt op og blevet til landsbyer hvis gårde er nogenlunde ensartede i størrelse. Og dette har uden for al tvivl betydet et socialt og økonomisk avancement for arvtagerne til landbostandens underklasse, gårdsæderne der havde lejeboliger på godserne og som var forpligtede til arbejdsydelser på hovedgården, bliver i løbet af et par generationer fæstebønder på et normalt niveau i en landsby. Om disse fæstebønder er biologiske efterkommere af de gamle gårdsædestavnes indehavere, ville have været interessant at vide, men dette kan ikke konstateres – derimod at bebyggelserne i bogstavelig forstand er de samme kan der ikke være tvivl om. Socialt er der altså tale om en bestemt gruppes opstigen i forbindelse med, eller direkte som følge af, krisen.

Det var naturligvis en ulempe for jordens herre at indtægterne af landgilden faldt. Så længe udbuddet af fæstegårde var større end antallet af potentielle fæstere, kunne den ældre middelalders høje landgildeniveau ikke opretholdes. Men i sig selv er det ikke en ulempe for en fæstebonde at han skal betale mindre i årlig leje af jorden end hans forgænger hundrede år tidligere, uanset om denne forgænger tillige var hans forfader – hvad han utvivlsomt i nogle tilfælde har været. Kornprisen var faldende, men han var mindre afhængig af kornet end sin forgænger.

Krisen var en stor omvæltning. Den tog livet af en række mindre producenter i landbruget. Men den forbedrede måske vilkårene for dem der blev tilbage. Den mærkedes også i prisen på jord. Når en mand var nødt til at sælge fast ejendom, var han forpligtet til først at tilbyde sine slægtninge den, lovbyde den som det hed, og først i tilfælde af at den ikke fandt købere her var den omsættelig, men ikke uden videre til hvem som helst. Både kongemagten og de privilegerede stænder drog omhyggeligt omsorg for at den ikke forsvandt ud af det pågældende privilegieområde. Bondejord kunne overtages af bønder, adelsjord kun af adelsmænd. Til at afgøre hvad der gjaldt havde man gamle folks højtideligt aflagte vidnesbyrd, erklæringer om at en mand eller en jord var fri, i modsætning til sådan jord som der „af arild” dvs. så længe nogen kunne huske, „var gået skat og leding af”. Hvis erklæringen ikke blev modsagt under forpligtende former, gjaldt den. I helt specielle tilfælde kunne kongen gribe ind og udstede fribrev til en mand på hans gods der i så fald blev opregnet nøje. – Dette betyder at prisdannelsen på jord ikke direkte er afhængig af en markedsmekanisme med udbud og efterspørgsel.

Landbrugskrisen bestod frem for alt i at kornlandgilden faldt. Hermed blev jord mindre nyttig for sin ejer som driftsgrundlag i økonomisk forstand, men dette mindskede ikke jordens egnethed som kapitalanbringelse. Det var måske endda mindre sandsynligt at jordpriserne ville falde yderligere end de allerede var faldet, således f.eks. at en handelsformue indtjent i 1330'rne ville være overordentlig vel anbragt i jord, selv om denne jords rentabilitet var ringere end tidligere.

Nedgangen i landgilden medførte indskrænkning af det dyrkede areal, men også i nogen udstrækning omlægning til mere ekstensiv udnyttelse, f.eks. til kvægavl. Opkøb af større områder stillede store kapitalkrav, men driften var mindre arbejdskrævende. Den ledige arbejdskraft i landbruget havde nu også bedre muligheder for at finde anden beskæftigelse, i den bymæssige økonomi, inden for handel og håndværk, hvor disse år var en vækstperiode. Krisen skal måske nærmest forstås som en velstandskrise.

Den var forbundet med et vigende folketal, og velstanden må forstås således at menneskene nu var færre, men i almindelighed havde det bedre end de fleste havde haft det tidligere. Men i midten af 1300-årene ramtes Danmark af pest.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Landbrugskrisen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig