Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kejseren og paven og Den hellige Birgitta

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Det var ikke kun i Skandinavien, men også ude i Europa, verden var af lave. Krige og epidemier, tørke, misvækst og dyrtid i perioder, økonomisk afmatning i andre, var hverdagens virkelighed for de europæiske befolkninger i 1320'rne, 30'rne og 40'rne. Men det var ikke de eneste ulykker der stod klart i menneskenes bevidsthed omkring 1350. Også myndighederne i den verdslige og kirkelige politik befandt sig i krise.

I 1350 viste Kristus sig i en åbenbaring for en kvinde i Norden og han befalede hende: „Drag til Rom, og bliv der, indtil du ser kejseren og paven.” Kvinden brød op fra Sverige hvor hun boede, tog ophold i Rom – blev der faktisk, indtil hun så både kejseren og paven – og hendes liv er en af de middelalderlige eksistenser hvorom det uden overdrivelse kan siges at den ændrede verdens skæbne.

Det var Den hellige Birgitta, enke efter den svenske aristokrat hr. Ulf Gudmarsson, siden midten af 1330'rne knyttet til det svenske hof og begunstiget af kong Magnus Eriksen med den testamentariske gave af kongsgården Vadstena hvor det var meningen at hun skulle indrette et kloster endnu inden kongen var død og gaven endegyldigt overdraget.

Annonce

 Den hellige Birgitta, afbildet i et håndskrift fra 1389 af hendes Åbenbaringer, der findes i Siena i Norditalien.

Den hellige Birgitta, afbildet i et håndskrift fra 1389 af hendes Åbenbaringer, der findes i Siena i Norditalien.

Birgitta var mystiker, trådte fra tid til anden ud af den almindelige bevidsthedstilstand, kom i trance og redegjorde siden for åbenbaringer hun i denne trancetilstand havde modtaget, under samtaler med jomfru Maria og Kristus, der havde gjort hende til sin brud. Åbenbaringerne skrev hun selv straks ned, de redigeredes siden af hendes skriftefædre og de kendes nu i en samling af hendes „Himmelske Åbenbaringer” der første gang blev udgivet i trykken i Lübeck i 1492. I nogle få tilfælde er Birgittas egen nedskrift bevaret og kan sammenholdes med den redigerede tekst der både er en oversættelse til latin fra Birgittas svenske, og en bearbejdelse der grænser til en fortolkning.

I vore dage ville Birgitta muligvis ikke være blevet troet, og det er heller ikke givet at alle i hendes samtid har troet hende straks. Men denne samtids mennesker anså Sandheden selv for åbenbaret. Og åbenbaringen, som Bibelen vidnede om, var mere sand end hvad den enkelte kunne overbevise sig om ved selvsyn eller ved at prøve sig frem. Og hvad Birgittas tekster indeholdt stod i forbindelse med evangelierne og kirkens sakramenter, som Birgitta også i flere sammenhænge udlagde betydningen af, med en ret der fulgte af hendes mystiske ægteskab med Kristus. – Troet blev hun i det mindste i vide kredse og på de højeste niveauer.

Birgittas åbenbaringer, hendes klosterordens forkyndelse, ordenens tilhørsforhold i samfundet og flere andre forhoid gør hendes bevægelse til en indsats der fra sin første begyndelse også er politisk. Kristi oprindelige befaling til hende: „Drag til Rom, og bliv der, indtil du ser kejseren og paven” indeholder en karakteristik af verdens ulykke i kategorier der er klart politiske. Ulykken er at hverken kejseren eller paven befinder sig i Rom. Forbindelsen med den kirke Kristus havde indstiftet på Jorden syntes hermed at kunne drages i tvivl. Kejsermagten gik på omgang mellem tyske fyrster der intet forhold havde til Rom og aldrig fik mere magt end deres rivaler gav dem. Og paverne sad siden 1309 i Avignon, i deres „babyloniske fangenskab”.

Birgitta levede gennem et kvart århundrede et liv i Rom i bøn og askese der ikke kunne undgå at vække opmærksomhed. Hun påførte sig til stadighed fysiske smerter for at fjerne enhver risiko for nogen sinde at kunne glemme Kristi lidelser for menneskenes skyld. Hendes bodsøvelser og fromheds-gerninger i Rom, fra opholdets begyndelse i jubelåret 1350 til dets afslutning med hendes død den 23. juli 1373, året efter hendes pilgrimsrejse til Det hellige Land, vakte opmærksomhed i hele den kristne verden, som en stærk kristelig formaning til hendes medmennesker, et råb til Gud om barmhjertighed med verden og en genial politisk manifestation over for verdens to autoriteter, kejseren og pavemagten.

Birgitta havde i Sverige et fornemt, fromt og lykkeligt ægteskab bag sig. Hun og hr. Ulf havde avlet otte børn, deres kyske ægteskabs egentlige formål, som det præciseres i den levnedsbeskrivelse der forbereder hendes helgenkåring som fandt sted 1391. De to forældre foretog sammen en pilgrimsrejse til Santiago de Compostela i begyndelsen af 1340'rne og efter hjemkomsten indtrådte hr. Ulf i Alvastra Kloster hvor han døde 1344. Dette kloster var også Birgittas inspiration så længe hun opholdt sig i Sverige, og hendes mysticisme bærer præg af indflydelse fra Den hellige Bernhard af Clairvaux, cistercienserordenens store helgen.

Birgittas egen ordensregel, for Den hellige Frelserens Orden som den skulle hedde, hviler på en åbenbaring der er foregået allerede i Sverige, og den fik pavelig stadfæstelse i 1370. Hvert kloster skal bestå af 60 søstre, nonner af fornem byrd, jævnbyrdige med Birgitta selv. Desuden skal der være tretten præsteviede brødre, svarende til de tolv apostle plus Paulus, og fire diakoner der ikke behøver være præsteviede, men kan være det, deres antal symboliserer de fire kirkefædre, Ambrosius, Augustin, Gregor og Hieronimus. Endelig skal der være otte lægbrødre som skal skaffe præsterne deres fornødenheder. I alt består hvert samfund af et antal der svarer til de 12 apostle og de 72 disciple. Abbedissen symboliserer jomfru Maria. Klosteret er, med åbenbaringens ord en ny vingård Kristus vil plante, nu hans fjende Djævelen har spredt ukrudtets sædekorn overalt.

Verdenspolitisk bliver Birgitta et stærkt aktiv i den pavelige politik med forsøg på genrejsning og tilbagevenden til Rom. Da dette endelig sker, forekommer det reelt at være en følge af Birgittas tilskyndelser, der føjede sig til dem der kom fra en anden stor kvindelig mystiker, Den hellige Katharina af Siena.

Da paven i 1309 forlagde sin residens til Avignon, skete det efter et halvt århundredes pression fra den franske kongemagt der siden 1200-årenes midte havde grebet aktivt ind i den italienske territorialpolitik, på pavernes side, men i et favntag der altid truede med at kvæle pavestolens handlekraft. I den nye residens blev der opbygget et politisk og finansielt forvaltningsapparat der var velfungerende, men hvis magt geografisk var begrænset til en del af den vestlige kirke. Pavernes teologer og politiske teoretikere udviklede i Avignon-tiden vidtfavnende tankekonstruktioner der kunne begrunde pavernes absolutte magtfuldkommenhed. Dette godkendtes af nogle og negligeredes af andre. Danmark blev en af de nationer som det lykkedes for at opretholde et gunstigt forhold til pavestolen i Avignon-tiden, hvad der imidlertid krævede en balancegang i politikken over for kejsermagten. 1324 var Christoffer 2.s datter blevet gift med markgrev Ludvig af Brandenburg og den danske fyrstepolitik dermed knyttet til et af de fyrstehuse der kæmpede om kejsermagten. I slutningen af 1340'rne var den ved at blive overtaget af en anden fyrste, Karl 4. af Luxemburg. Birgittas rejse til Rom i afventen af kejseren havde dagsaktuel politisk betydning.

Og Birgittas fromhedsbevægelse var ikke kun storpolitisk. Den fik snart betydelig indflydelse i den nordiske politik, knyttet som den var til det svenske aristokratiske parti der snart kom i opposition til sin konge og førte en selvstændig politik i Norden. Birgittas åbenbaringer i Rom antog ofte karakter af politisk propaganda mod kong Magnus af Sverige der beskyldtes for personlig perversitet og politisk uhæderlighed, en propaganda der kom til at farve tidens historieskrivning og som ikke kun angik den svenske konge. Den ramte på flere punkter også den danske Valdemar Atterdag, han som i sin politik efter 1350 havde held til at etablere et godt forhold til den nye kejser uden at sætte den velvilje over styr han nød hos paverne i Avignon.

Birgittas kloster i Vadstena blev, endnu inden det blev centrum for en vidtspændende ordensdannelse, et kulturelt og politisk centrum i Sverige. Dets indretning er karakteristisk for hovedstrømningerne i tidens religiøsitet, særlig ved sin bogstavelige genskabelse af rammerne for Kristi livshistorie. Og klosteret blev kendetegnet af en udadvendt virksomhed der fik stor betydning. Præsterne var til stede ikke kun for at holde gudstjeneste for nonnerne, men også for lejlighedsvis at prædike for folket på modersmålet, et instrument der i de rette hænder også kunne nyttiggøres politisk.

Til Danmark kom Birgittinerordenen først i 1400-årene, men hendes væsen og visioner prægede den religiøse tænkning her længe før. Og i deres politiske perspektiv øvede hendes tanker en stærk indflydelse på historieskrivningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Kejseren og paven og Den hellige Birgitta i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307259