Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tronskiftet 1250 og dets følger

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Kong Erik kaldet Plovpenning blev dræbt på Slien den 10. august 1250 af sin broder hertug Abels mænd Tyge Boste og Lave Gudmundsen. Der havde været krig mellem de to brødre næsten siden deres fader kong Valdemar Sejr var død i foråret 1241, og Erik havde før drabet i kort tid opholdt sig i Slesvig på grund af de stilstandsforhandlinger der skulle føres. Krigen havde i de foregående måneder været ført længere sydpå i hertugdømmet og var således åbenbart forløbet til kongens fordel. Måske var det i overdreven tillid til egen styrke han nu havde begivet sig til sin broder Abel i selve Slesvig. De mænd der fangede ham og førte ham i en båd ud på Slien hvor de dræbte ham, var så højt placeret i hertug Abels tjeneste at de meget vel kan have været selve våbenstilstandsforhandlerne.

Tre uger senere var Abel ubestridt konge i Danmark, efter at have svoret sig fri for personlig skyld i drabet, ved ed af 24 riddere. Men det blev en regering af kort varighed. Kun to år senere, i sommeren 1252, faldt han i et slag mod befolkningen i Nordfrisland. Tronen stod atter ledig.

Også denne gang var det en broder der overtog kongemagten, den yngste af Valdemar Sejrs sønner med Berengaria, Christoffer, hertug af Lolland og Falster, gift med en datter af en af Østersøområdets store fyrster på denne tid, hertug Sambor 1. af Pommern. Efter ham kaldes Margrete sædvanligvis Sambiria.

Annonce

 Tidens gang tog sin begyndelse med Skabelsen. Her lader Gud Adam falde i dyb søvn og bygger Eva af hans ribben. Kalkmaleri i Vester Broby Kirke ved Sorø, ca.1275.

Tidens gang tog sin begyndelse med Skabelsen. Her lader Gud Adam falde i dyb søvn og bygger Eva af hans ribben. Kalkmaleri i Vester Broby Kirke ved Sorø, ca.1275.

Der var den forskel på Christoffers og Abels tronbestigelse i Danmark, at Abel ikke havde tilsidesat en mandlig efterkommer af den afdøde konge. Erik Plovpenning havde kun døtre. Men Christoffer, der var Eriks og Abels yngre bror, blev valgt uden hensyn til at kong Abel havde en voksen søn, Valdemar. Han havde studeret i Paris, men rejste hjem for at indtage sin plads ved faderens side i 1250 da Abel blev konge. På vejen hjem blev prinsen fængslet af ærkebispen af Köln der nok håbede på en klækkelig løsesum, og han blev siddende fængslet til 1253, året efter kong Abels død. Det kom nu meget belejligt for hertug Christoffer af Lolland og Samsø.

Det middelalderlige kongevalg i Danmark var ikke et valg i vor forstand, så at der f.eks. kunne være tvivl om udfaldet. Normalt faldt valget ud til fordel for den afdøde konges ældste mandlige arving, og valghandlingen udtrykker nærmest folkets accept af tronskiftet. Den højtidelige handling består af gensidige forpligtelser som kongen og folket indgår med hinanden. De to parter vælger så at sige hinanden.

Abel havde været sin broder Eriks fjende, og det var Abels nærmeste rådgivere der havde dræbt kongen. Det var ikke mærkeligt at Abel efter tidens skik måtte sværge sig fri, dvs. ved den garanti hans 24 mededsmænd præsterede opnå samfundets accept af at han var uden personlig skyld i drabet.

På den baggrund var Abel kommet på tronen, og ingen antastede hans kongeværdighed, så længe han levede. Christoffer havde erhvervet kronen for næsen af Abels søn, og ikke alle betydende kredse i riget sluttede op om ham. Danmark var nok et valgrige, men det var længe siden, en bror var kommet for en søn ved kongevalg, og det ville være yderst nyttigt for Christoffer at kunne hævde, at Abel som en anden Kain, en brodermorder, havde siddet på tronen med urette. Det ville berettige Christoffer til at se helt bort fra Abels efterkommeres adkomst til kronen, men der er ingen direkte vidnesbyrd om, at han foretog sig noget i den retning. I alle breve fra det kongelige kancelli, der nævner Abel i Christoffers tid, omtales han lige så pænt som alle andre tidligere konger. I et enkelt pavebrev fra 1252 omtales Abel imidlertid som „nu afdøde Abel, der optrådte, som om han var konge af Danmark”. Det siger nok mest om spændingerne i det danske samfund under Valdemar Sejrs sønner.

 Slesvig nord for Slien var en afløser af vikingetidens Hedeby, men dens ældste historie er endnu ikke klarlagt. Hertugens borg, det senere Gottorp Slot, lå vest for byen, i bunden af fjorden. Holmen mod øst er en fiskerbebyggelse, medens byens middelalderlige havn i vore dage er blevet delvist udgravet syd og sydøst for domkirken. Slesvig fik både franciskanerkloster, grundlagt 1234 og beliggende ved torvet mod øst, og dominikanerkloster, stiftet 1239 syd for domkirken. Det var her Erik Plovpenning først blev begravet.

Slesvig nord for Slien var en afløser af vikingetidens Hedeby, men dens ældste historie er endnu ikke klarlagt. Hertugens borg, det senere Gottorp Slot, lå vest for byen, i bunden af fjorden. Holmen mod øst er en fiskerbebyggelse, medens byens middelalderlige havn i vore dage er blevet delvist udgravet syd og sydøst for domkirken. Slesvig fik både franciskanerkloster, grundlagt 1234 og beliggende ved torvet mod øst, og dominikanerkloster, stiftet 1239 syd for domkirken. Det var her Erik Plovpenning først blev begravet.

Abel havde faktisk antaget kongenavn førend Erik døde. Der er bevaret tre breve fra før 10. august 1250, hvor Abel fører titel af dansk konge. Men det er ikke nødvendigt at anse dem for bevis på, at Abel havde været en usurpator, og brevene handler om temmelig rutineprægede anliggender. De er snarere udtryk for at Abels krig med Erik havde den forklaring at han ville være broderens medkonge, således som Erik selv i faderens levetid havde været medindehaver af kongemagten, og Valdemar den Unge før ham. Faktisk havde Knud 6. også i sin tid været Valdemar den Stores medkonge i levende live efter den store kirkefest i Ringsted 1170. Det er ikke sikkert at de kongebreve Abel udstedte inden Erik Plovpennings død skal ses som udtryk for misbrug. Abel havde været hertug af Slesvig siden Erik var blevet faderens medkonge. Ved faderens død var Erik avanceret, Abel ikke.

Det kom hertug Christoffer af Lolland og Falster heller ikke til, da Erik Plovpenning døde. Nu forvaltede Abel hertugdømmet sammen med kongeriget, ganske som kong Erik havde villet. Og da Abel kort efter var død, blev dette også Christoffers egen politik da han var blevet konge. Der må have foreligget en nødvendighed for at denne løsning skulle vælges.

Men Christoffer selv levede heller ikke længe. Han døde i Ribe 1259 efter en pludseligt opstået sygdom. Rygter om at han var blevet forgivet er let forklarlige med de urolige politiske forhold hvorunder han havde levet, men de savner ethvert pålideligt grundlag. Christoffers korte regeringstid var helt opfyldt af krigen mod Abels tilhængere, heri indgik også hans bitre modsætningsforhold til rigets ærkebiskop Jakob Erlandsen, og samtidig forelå nødvendigheden af at stramme grebet om rigets aristokrati. Hans dronning Margrete Sambiria levede længe, indtil 1282, og hun blev sjælen i en fortsættelse af Christoffers politik, til fordel for deres søn Erik Klipping, støttet til sin tyske familie og dens venner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Tronskiftet 1250 og dets følger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307219