Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Margrete Sambirias regering

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Christoffer 1.s enke Margrete var regeringens hovedkraft. Hun støttede sig til en udenlandsk fyrste, hertug Albrecht af Braunschweig, der ledsagede hende hjem fra fangenskabet 1262 og blev rigsforstander i Danmark 1263. Han „øvede meget ondt”, siger Lundeårbogen der glæder sig over at han endnu samme år „med stor vanære trak sig tilbage” fra dette embede. Der er imidlertid klare tegn på at han bevarede en vis indflydelse i regeringsanliggender efter dette tidspunkt, og han havde fortsat store godser i Danmark, bl.a. Hagenskov på Fyn hvor Jakob Erlandsen havde siddet fængslet.

Hovedlinien i Margrete Sambirias politik er at sikre tronfølgen i sin og Christoffers efterslægt. Hertil tjente alle initiativer hun tog. Ærkebispestriden og kampene mod kongehusets andre linier havde hun overtaget fra Christoffer, og det var konflikter der allerede var vidt forgrenede. I Margretes tid tog de til i omfang, og den kongelige danske politik efter 1260 blev præget af en snildhed og en hensynsløshed der for en stor dels vedkommende må have været hendes. Erik Plovpenning-kulten i Ringsted, Eriksdøtrenes klosterstiftelse i Roskilde, beslaglæggelsen af konkurrerende fyrsters og stormænds arv, skærpelsen af troskabsforpligtelserne der gjaldt for dem der virkelig skulle være kongens mænd, er i meget vidt omfang hendes værk.

 Erik Klipping og hans moder Margrete Sambiria, afbildet i et håndskrift fra o. 1282 med Revals (Tallins) stadsret, som kongen gav byen med forbillede i lybsk ret. Den bydende gestus, som også kongemoderen er vist med, afspejler politiske realiteter. Lige til sin død i 1282 spillede dronning Margrete Sambiria en afgørende rolle i den danske østersøpolitik, ikke mindst ved udøvelsen af herredømmet over Estland.

Erik Klipping og hans moder Margrete Sambiria, afbildet i et håndskrift fra o. 1282 med Revals (Tallins) stadsret, som kongen gav byen med forbillede i lybsk ret. Den bydende gestus, som også kongemoderen er vist med, afspejler politiske realiteter. Lige til sin død i 1282 spillede dronning Margrete Sambiria en afgørende rolle i den danske østersøpolitik, ikke mindst ved udøvelsen af herredømmet over Estland.

I 1260'ernes begyndelse, da den umyndige Erik Klipping var konge, men jo ikke havde afkom, og tronfølgen derfor øjeblikkeligt usikker, indgav hun en ansøgning til pavestolen om at få anerkendt kvindelig arvefølge i Danmark „for at riget ved kongens død ikke skal gå over til fremmede”. Den er kun bevaret, fordi den af tekniske juridiske årsager var så interessant at den blev optaget i en formularsamling for pavelige skrivelser der blev anlagt i det følgende århundrede. Her står teksten til et imødekommende svar på ansøgningen. Selvstændigt er sagen ikke bevaret, og den tabte da også sin aktualitet så snart Erik Klipping var blevet gift og fik mandligt afkom.

Annonce

Foreløbig skal, ifølge dette pavebrev, kongens ældste søster følge ham på tronen, hvis han dør uden at have børn. Brødre har han ikke, men søstre. Efterlader han sig ved sin død døtre, men ikke sønner, skal den ældste datter efterfølge ham. Brevet nævner ikke udtrykkelig, men forudsætter, at praksis er at søn går forud for broder. Det er derfor datteren skal gå forud for søsteren.

Et blik på stamtavlen viser hvem de fremmede var, som riget efter Erik Klippings død ikke måtte gå over til, Erik Abelsen hertug af Sønderjylland, hvis han var i live, ellers hans broder Abel der intet fyrstendømme havde, men godser i det sydfynske, medmindre ingen af dem var i live, hvorved det blev Eriks ældste søn Valdemar der var nærmest.

Selve opbygningen af det særprægede pavebrev som Margrete ville have, viser hvor stærkt Abelslægtens tronkrav var underbygget. Som dispensationen til at indføre kvindelig arvefølge i kongeslægten er formuleret beviser den, at hvis dispensationen ikke forelå eller kunne anerkendes, var riget efter en sønneløs Erik Klippings død Abelslægtens.

Det har ikke været Margrete ukært at da den knap 15-årige Erik Klipping vendte tilbage fra fangenskabet i Brandenburg og hun skulle hente ham i Rostock, forelå der en aftale om ægteskab mellem ham og en prinsesse Agnes af Brandenburg. Den må have været en del af betingelserne for hans løsladelse, men kendes i øvrigt ikke nærmere. Nu havde kongen snart nået fyrsternes almindelige myndighedsalder, 15 år, og han må have tiltrådt regeringsmagten i 1264/65. Fra 1274 havde han en søn. Men kongens energiske moder bevarede en stor indflydelse som hun ofte udøvede fra Nykøbing på Falster indtil hun døde i 1282.

Kampene i kongeslægten var sat ind straks ved Valdemar Sejrs død i 1241. De varede ved, under skiftende former, men reelt med samme indhold i mere end hundrede år. Erik Klippings kamp mod stormændenes vilje er en næste afgørende fase.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Margrete Sambirias regering i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307227