Hellig Erik i Ringsted

Kong Christoffer fattede meget snart efter sin tronbestigelse den store plan at skaffe Danmark en ny kongehelgen. Agitationen mod kong Abel var begyndelsen. Højdepunktet var at den dræbte Erik Plovpenning skulle anerkendes som martyr, dvs. at hans død skulle opfattes som en død for troens skyld. En ansøgning til pavestolen fik 1258 et imødekommende svar, og forberedelserne kunne gøres. Hellig Erik blev overført til Ringsted Sankt Bendts Kirke, kongeslægtens gravkirke og frem for alt den kirke hvor Hellig Knud Hertug (Knud Lavard) var skrinsat på højalteret. Her skulle Hellig Erikskulten have hjemme. Den dræbte konge var straks blevet gravlagt i dominikanernes kirke i Slesvig, senere var graven flyttet til domkirken i Slesvig, men nu, med pavens godkendelse af at der blev gjort forberedelser til hans kanonisation, måtte graven flyttes til Ringsted.

Pavens bemyndigelse gik ud på at der nu skulle anstilles nærmere undersøgelser af omstændighederne ved kong Eriks død og af jærtegnene ved hans grav. Til brug for kongemagtens første ansøgning må der allerede have foreligget en skitse til helgenens biografi. Uden en sådan kunne kanonisationen, som den proces den var, ikke skride frem. Den er ikke bevaret, og den nævnes ikke udtrykkelig i pavens brev – så nødvendig var den, at der ikke var grund til at omtale den – men den har været brugt i historieskrivningen og kan spores dér. Det er en velkomponeret historie der spiller behændigt på at Abel i virkeligheden var en Kain og hans efterfølgere var djævelens sæd. Kong Eriks død er skildret som en helhjertet indsats for Gud og det gode, indtil han faldt for sin broders hånd.

Her lå naturligvis hovedformålet. Medens Knud Hertug som kongehelgen havde helliggjort hele kongefamilien – han var Erik, Abel og Christoffers oldefader – så ville Erik Plovpenning som helgen få en mere præcis funktion, nemlig for al eftertid at isolere den linie af kongeslægten der nedstammede fra hans påståede drabsmand. Det var en klar parallel til helgenkåringen af Skt. Knud Hertug i 1170. Den havde styrket Valdemar den Store og hans efterkommere i forhold til resten af kongeslægten.

Erik Plovpennings kanonisation nåede aldrig længere end til pavens imødekommende svar 1258 der godkendte at der indledtes undersøgelser. Men det var nok til at kulten kunne begynde og hans grav indrettes på en fornem plads midt i Ringsted Sankt Bendts Kirke. Hellig Erik blev genstand for valfart fra nær og fjern. Enten var tiden lettroende eller også er hans martyrium blevet taget alvorligt.

Jærtegnene ved kong Eriks grav kendes fra en fortegnelse der stammer fra Ringsted og, ligesom legendebiografien, har været brugt i dyrkelsen af ham. Fortegnelsen er temmelig udførlig og den opregner ofte vidner til hvad der er sket. Mirakelhistorierne kommer tilsyneladende i kronologisk orden. En kvinde fra Hvalsø ved navn Margrete født i Balstrup ved Ringsted blev helbredt for „en meget slem gigt”. Næste dag er det en pukkelrygget kvinde fra Roskilde og en blind kvinde fra Halmstad. Vi er i de allerførste dage efter helgenens overførsel til Ringsted.

Ringsted havde vidtrækkende forbindelser ud i verden på dette tidspunkt, fordi det kongelige benediktinerkloster dér var blevet gjort til hovedsæde og skatkammer for Hellig Knud Hertugs Gilde, en sammenslutning kong Valdemar den Store selv havde gjort sig til medlem af og som i øvrigt var et broderskab af danske stormænd engageret i krigs- og handelsforetagender over hele Europa, under kongemagtens og kongehelgenens beskyttelse. Nu opstod der også Eriksgilder i den nye kongehelgens navn, med opbygning og virksomhed der svarede ganske til Knudsgildets.

„En dreng af skomagerfaget der var født i Lund og var i tjeneste i Ystad hos skomageren Henrik Næp blev ramt af en frygtelig betændelse så at man i tre år måtte bære ham om i byen. Endelig blev han over Skanør bragt til Ringsted og dér helbredet ved Hellig Eriks hjælp. Vidner om dette er hans vært Mads Ingesen og Jens Skindmager.” – Her er vi i begyndelsen af 1260'erne. Og 1263 tales der om pigen Ragnborg fra Sverige, fra byen Motala i Linköping Stift som blev helbredt for døvhed ved Sankt Eriks grav i Ringsted på selve hans drabsnat, Sankt Laurentii nat (natten til 10. august). „Vidne derom er hendes moder Cæcilia og vidner er fremdeles hr. Peder Ralfsen Munk og de andre der tidligere, da hun var døv, havde måttet råbe til hende”. Nogle købmænd fra Ribe på vej til England havde mistet skipperens søn der var revet over bord i en storm og druknet. Men faderen bad til Sankt Erik og lovede ham tiendedelen af skibets værdi hvis han fik sin søn levende tilbage. Og da de kom til England, dog ikke til bestemmelsesstedet, men således at de sejlede et stykke langs kysten, råbte drengen til dem fra strandbredden på dansk. Og siden kunne han fortælle, at det var en mand i hvid kjortel og med krone på der havde ført ham til land.

Gale blev helbredt, blinde blev seende og lamme fik deres førlighed. En upplænding (dvs. en mand fra Uppland i Sverige) på rejse fra Næstved til Sverige sammen med prioren i Antvorskov Kloster kom tilfældigt til at jage sin lanse gennem sin hest, men aflagde et løfte til Hellig Erik og efterlod hesten hos en præst i Skåne, „og den kom sig”. – „Da dronning Margrete lå i Rostock og ventede på sin søn kong Erik der skulle komme derhen fra sit fangenskab hos markgreven af Brandenburg [det er i 1264] skete det under en meget stor ildebrand at en borger dér i byen betroede sit hus i Guds og Hellig Eriks varetægt og derfor ikke slæbte noget ud deraf. Huset forblev uskadt, medens alle de andre huse rundt omkring brændte.” jærtegnenes vidner og datering anføres for at det kunne vides at dette var så sandt som det var sagt. Indirekte belyser historierne også kultstedets indretning, som beretningen om en døvstum dreng der i 1273, i søvne ved helgenens grav, så en due flyve ud fra graven. Den vender tilbage til drengen og gør korsets tegn under hans hage – dér hvor ondet sidder – pålægger ham aldrig at sværge falsk, og han bliver hørende. Da de spørger ham hvad han hedder, svarer han i sit hjertes renhed at det ved han ikke for han har været døv. Og så kommer han, ikke overraskende, til at hedde Erik. „Vidner til dette er abbed Anders fra Allehelgensklosteret i Lund, abbed Johannes fra Næstved, og Lindig, kongens prokurator.” Den sidste er ikke nogen kendt mand, men kongen har sikkert også haft mange der kunne betegnes som hans prokuratorer.

Erikskulten varede i det mindste indtil ind i 1300-årene. Da forsvandt nogle af de mest påtrængende politiske grunde til at fremme den, eller det blev klart at dette intet nyttede. Men fromheden har sikkert fortsat haft brug for den hellige mand, og mange af dem han allerede havde helbredt havde virkelig haft behov for hjælp. De hvis arme og ben var kroget af kulde f.eks. De var måske kommet sig af selve omsorgen.