Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erik Plovpennings døtre

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Erik Plovpenning havde efterladt sig fire døtre. De blev alle genstand for betydelig opmærksomhed i tidens fyrstelige politik. Sophie der vistnok var den ældste var i et af kong Christoffers sidste leveår blevet lovet til den unge kong Valdemar Birgersen af Sverige hvis kongelige status imidlertid var truet af forskellige rivaler og egentlig kun hvilede på faderens, den mægtige jarl Birger Brosas position. Sophie blev dronning af Sverige og fik som medgift blandt andet købstæderne Malmø og Trelleborg, men ægteskabet blev formentlig først fuldbyrdet efter Christoffers død. Og omtrent samtidig opnåede Birger Jarl selv at blive gift med kong Abels enke, den holstenske grevedatter Mechtilde. Dette ægteskab indgås midt under den krig kongemagten i Danmark fører med holstenerne og betegner måske det største enkelte tilbageslag for Christofferliniens politik i disse år. Havde Margrete Sambiria kunnet forhindre det, ville hun utvivlsomt have gjort det.

Det forsøgte hun i tilfældet med den næste datter Ingeborg til hvem der bejledes på den senere norske kong Magnus Lagabøters vegne. Der havde allerede i 1251 været tænkt på en datter af kong Abel til ham, men nu samledes interessen om en af Eriksdøtrene. Nordmændene henvendte sig først til børnenes morfader hertug Albrecht af Sachsen, men denne gav til svar at Ingeborg var dansk på fædrene side og at det var danskerne der måtte råde for hendes ægteskab. Hun blev imidlertid af Margrete Sambiria sat i forvaring i et østjysk kloster, det vides ikke hvilket, kun at det lykkedes nordmændene engang under de forviklede krigsbegivenheder at få hende ud af dette kloster og om bord i et skib de sendte til den nærmeste strand.

Ægteskabet med de to Eriksdøtre var tillokkende, både fordi de havde krav på medgift af dansk kongegods og fordi de på længere sigt kunne formidle arvekrav på tronen, hvis dette skulle blive aktuelt. Margretes og Erik Klippings svagt funderede kongemagt hverken kunne eller ville udrede deres arvelodder fuldt ud, men de har åbenbart ikke kunnet forhindre at noget måtte udleveres. 11260'ernes begyndelse kan det i hvert fald konstateres at noget af det gods i Nørrejylland som Erik Plovpennings enke havde haft efter hans død nu forvaltedes af kongelige norske fogeder.

Annonce

Margrete og hendes støtte Albrecht af Braunschweig måtte søge at begrænse skadens omfang mest muligt. De forhindrede i 1263, at de to yngste døtre Agnes og Jutta indgik ægteskab. Agnes fik virkelig udlagt sin fædrene arv, en del af den bestod netop af det nørrejyske gods som norske fogeder nu administrerede, men betingelsen har været at hun skulle stifte et kloster deraf, Sankt Agnete Kloster i Roskilde, hvori Agnes selv indtrådte sammen med to lægsøstre Tybica og Regisse. De ejede den bygård i Roskilde hvori klosteret blev indrettet. Men det var på Agnes' fædrene arv klosteret var funderet, og regeringen udvirkede fine aktstykker til dokumentation af at prinsessens klostergang var frivillig og kun skyldtes at hun brændte for religionen. Hele forløbet blev forestået af dominikanernes ordensmyndigheder som klosteret skulle sluttes til, og af biskop Tyge af Århus, der under ærkebispestriden var en af kongemagtens mest trofaste støtter og hvem det var betroet at styre Sjællands Stift, medens Peder Bang var i landflygtighed.”

Prinsesse Jutta har måske været noget yngre, for hun indtrådte i Agnete Kloster senere end Agnes. De blev efter tur abbedisser for klosteret, men det hele fik en brat ende engang i 1270 eller 1271, da de begge uden videre udtrådte af klosteret. De levede som verdslige fruer resten af deres dage, disponerede over deres gods som om det aldrig havde været klostergivet og støttede sig velsagtens til deres mægtige slægtninge i udlandet. Ingen af dem indgik ægteskab; de efterlod sig i det mindste ikke afkom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Erik Plovpennings døtre i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307224