Kongens lov for kongens krigere

At kunne „tage mænd” var en kongelig beføjelse, men ved 1200-årenes midte var kongen endnu ikke alene om den. Også ærkebispen og rigets fyrster kunne indlemme folk i deres husstand på grundlag af en aftale om gensidig troskab.

Kongens mænd var hans følge og rådgivere. De styrede de godskomplekser der var det materielle grundlag for kongemagtens udøvelse. Måske var det blot teori at de tilhørte „kongens gård”, måske gjorde de i kortere eller længere perioder virkelig hoftjeneste. Hvad enten de var i kongens umiddelbare nærhed eller sad i et embede ude i riget og eventuelt administrerede et privat gods ved siden af, så var de militært organiseret som om de virkelig var kongens livvagt.

Endnu i Valdemarstiden havde den gamle hirdskrå, „Vederloven”, været gældende, skønt i en revideret skikkelse. I Valdemar Sejrs tid havde hans mænd sluttet op om ham, men nu efter hans død var forholdet i krise.

Det fremgår af Den Abel-Christofferske Forordning fra tiden lige efter 1250. Den indeholder en mere præcis bestemmelse af tjenesteforholdet, de regler der skal gælde for rettergang mellem kongens mænd, de afgifter de skal være forpligtet til at yde, og de rettigheder der ikke skal kunne tages fra dem. Opbygningen svarer i princippet til landskabslovene, men for kongens mænd er alle bøder og straffe strengere.

Hvem loven gælder for, fremgår, skønt indirekte, ganske klart. Det hedder, i en paragraf der i den ældste tekst er sat i spidsen for hele lovteksten: „Kongen, hr. Christoffer, den herre ærkebiskoppen, de herrer biskopper samt grever [dvs. stormændene] skal frigive de mænd de har i deres tjeneste som egentlig hører til rigets skipæn.”

Den Abel-Christofferske Forordning er det første led i revisionen af landsloven på kongeligt initiativ, men dens opgave er også at præcisere forholdet mellem kongemagten og aristokratiet. Og her er det et første krav at den mandtagning skal ophøre som rigets herrer havde foretaget blandt medlemmerne af den almindelige befolkning, dem der med deres ydelser af proviant og personlig tjeneste opretholdt ledingsorganisationen. De skulle nu løses fra deres ed til de herrer der havde taget dem, hvad enten det nu var kongen selv (der i denne sammenhæng må være Abel), hertug Christoffer, ærkebispen, bisperne eller verdslige stormænd. Hensigten er åbenbart at holde ledingsorganisationen intakt til rådighed for riget, kongen sammen med sine rådgivere.

Forordningen regner på en ganske selvfølgelig måde biskopperne med til kongens „husstand”, ganske som kong Christoffer gjorde det gældende over for Jakob Erlandsen og bisperne under ærkebispestriden. Men i denne strid skærper kongen sine krav, idet han faktisk over for Jakob Erlandsen gør gældende at ingen uden kongen måtte tage mænd. Den Abel-Christofferske Forordning er således sandsynligvis et kompromis der er til forhandling.

Teksten noterer at kongens mænd indtil da havde været underkastet uretfærdig beskatning, nemlig en okse eller en mark penge for hver plov. Dette ændres nu til en øre penge af hver plov, en nedsættelse til en ottendedel, at betale den 1. maj (enten dagen før, selve dagen eller senest dagen efter). Hvis kongsmanden ikke betalte, skulle han aflevere den okse der hørte til ploven og genkøbe den for to øre penge, det dobbelte af skatten, men dog stadig kun en fjerdedel af den ældre skat. Kongemagten befandt sig i Abels og Christoffers tid i et vanskeligt forhold til rigets skatteydere i almindelighed, men denne lovtekst bærer særlig vidnesbyrd om konflikterne på samfundsbygningens øverste plan. Den Abel-Christofferske Forordning er særlovgivning for de kongelige krigere, efter samme principper som dem der gjaldt i riget i almindelighed, men under strengere vilkår.

Dette ses ikke mindst i bestemmelsen om drab inden for hirdmændenes egen kreds. Hvis nogen hirdmand dræber en anden og denne er sagesløs, skal han betale tre gange den bod en almindelig drabsmand skulle betale. Først skal han betale til den dræbtes arvinger, dernæst til kongen og endelig til kongsgårdens fællesskab, hver gang med det fulde beløb. Tilsvarende hvis nogen kongsmand uretmæssigt anklager en anden kongsmand for kongen. Bødernes størrelse var i alt væsentligt de samme som forekom i landslovene, og her var det altid forudsat at slægten kom til hjælp når et af dens medlemmer skulle udrede en større bod. Blandt kongsmændene var den altså i en række af de alvorligste sager tredobbelt.

Kongsmændene har kongen som deres dommer og kongsgårdens fællesskab som deres samfundsmæssige tilhør, de indgik ikke i tingfællesskab med andre, men af forordningens bestemmelser om meded fremgår det at mange kongsmænd tillige var i slægt med hinanden, så at mededsmænd for en kongsmand først skal tages af hans slægt og derefter, hvis der ikke er tilstrækkeligt, af hirdens fællesskab.

Kongens justits er streng og hurtigt virkende. Hvis kongen stævner nogen for sin domstol og den stævnede sidder tre kongebreve overhørig, bliver retsspørgsmålet uden videre afgjort imod ham, han må yde erstatning til den skadelidte, fortaber sin hovedlod til kongen og kan straffes på nåde og unåde. Kongen kan dog af gunst og nåde eftergive ham straf. Denne mulighed foreligger dog ikke hvis der er tale om majestætsforbrydelse, dvs. forræderi eller anslag mod kongens person. Den der findes skyldig heri skal fortabe sin hovedlod til kongen og halshugges. Hvis forordningens tekst er et kompromis til forhandling, ligger kompromiset sikkert i at teksten ikke præciserer hvad der skal forstås ved majestætsforbrydelse. Det følger først i forordningen om denne forbrydelse i 1276.

Kongsmændene skal også fortabe deres hovedlod til kongen hvis de gør sig skyldige i tyveri. Og i tilfælde af voldtægt straffes der med en stor erstatning til kvinden. Det er regler fra landslovene der overføres, men i skærpet form. Blandt kongsmændene måtte der herske den strengest tænkelige disciplin.

Men nedsættelsen af kongsmændenes skatter er dog vidnesbyrd om at den tid var kommet da kongerne ikke kunne sætte deres betingelser alene.