Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Håndfæstningen 1282

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

I 1282 lovede kong Erik Klipping i sin berømte „håndfæstning” indbyggerne i sit rige at det parlament der kaldes hof skal afholdes hvert år i midten af fastetiden. Dokumentet er ikke bevaret i original, men dets indhold kendes godt fra en række middelalderlige dansksprogede og latinske afskrifter. „Håndfæstning” er et ord der kan tale til et moderne menneskes fantasi og antyde en dramatisk baggrund. Men ordet var temmelig almindeligt i det danske og nordtyske retssprog omkring 1300, og det betyder blot en højtideligt indgået forpligtelse.

Håndfæstningen af 1282 betegner et foreløbigt slutpunkt på den udvikling der var indledt med udstedelsen af Jyske Lov 1241 i forbindelse med den kongelige særlovgivning for kongens egne mænd.

Udgangspunktet var kongens myndighed som overhoved for den kongelige husstand eller „familie” (familia) som tidens betegnelse for det var. Alle der på en eller anden måde stod i kongens tjeneste og indgik i hans husstand stod under hans husfaderlige myndighed og tugtelsesret. Så snart begrebet „kongens gård” kan udvides til at omfatte flere end kongens børn, hustru, slægtninge og opvartende tjenestefolk, melder spørgsmålet sig dog hvor grænserne for denne kongelige magtsfære skal placeres. Når det gælder stormændene i militære nøgleposter, forvaltningens øverste ansvarlige, rigets ærkebiskop og biskopper, kongens vigtigste repræsentanter ude i landet, så må det også gælde hele mandskabet på de kongelige borge, alle der dyrker den jord der ejes og bruges af kongen, borgerne i hans byer osv.

Annonce

 Armbrøsten blev i 1300-årene et meget udbredt håndvåben, både i jagt og krig. Der er ikke mange danske eksemplarer bevaret, men pilene fra dem findes i stort tal i jorden omkring vore middelalderlige voldsteder.

Armbrøsten blev i 1300-årene et meget udbredt håndvåben, både i jagt og krig. Der er ikke mange danske eksemplarer bevaret, men pilene fra dem findes i stort tal i jorden omkring vore middelalderlige voldsteder.

Håndfæstningen indeholder i forhold til særlovgivningen forskellige indrømmelser, der har fået den form i konkrete tilfælde, at her skal landslovens regler gælde. Den specielt kongelige stævningspraksis med tre kongebreve som den anklagede ikke skal kunne sidde overhørig, mildnes således at det først skal være efter at have negligeret et fjerde kongebrev at den anklagede skal have pådraget sig den fulde straf og det fulde erstatningsansvar. Uberørt af disse lempelser er alene majestætsforbrydelse, hvorom det hedder at denne forbrydelse skal være den eneste der, når den anklagede er kendt skyldig af et worthæl-nævn, skal indebære at han mister sin jord. I alle andre tilfælde, hvor kongemagten i de foregående årtier havde søgt at gennemføre en strengere retspraksis i det mindste for kongens egne mænd, indskærpes det at enhver skal have ret til de vilkår som landskabslovene hjemler. Ingen skal kunne fængsles medmindre hans forbrydelse er lovformeligt konstateret, enten ved hans egen utvungne tilståelse, eller ved at han retmæssigt er blevet dømt for den, eller endelig ved at han er grebet deri på fersk gerning. Og i alle disse tilfælde, præciseres det, skal der gives ham en frist til at flygte ud af riget, således som det indeholdes i lovbøgerne. Der tænkes her på fredløshedsbestemmelsen, at niddingen skal følges til skovbrynet eller gives en båd med nødvendigt grej og have et døgn til at komme bort, hvorefter enhver har lov ustraffet at dræbe ham.

Håndfæstningen præciserer også, at hvis nogen vil anklage kongen for uretfærdigt at have frataget ham noget gods, er det på parlamentet, dvs. hoffet, kongen skal stå i rette derfor og underkaste sig sine tro mænds dom.

Håndfæstningen af 1282 repræsenterer således et foreløbigt tilbageslag for den kongelige politik der i krigsårene efter Valdemar Sejrs død havde forsøgt at udvide grænserne for den kongelige særlovgivning mest muligt og skærpe retshåndhævelsen i riget i det mindste for alle i kongemagtens tjeneste. Hvad indbyggernes privilegier, sædvanerne i retsplejen og lovbøgernes indhold angår, er det overalt tilstanden i Valdemar Sejrs tid der skal være normen. Hvad der siden er indført af nyt og skærpende, skal med det første afskaffes, alene med undtagelse af fænomenet majestætsforbrydelse. Her bevares den separate retspraksis og de overordentlig strenge straffe som var en nydannelse fra tiden mellem 1241 og 1282. For at bevare dette stykke lovgivning intakt, har kongemagten givet køb på alle andre punkter.

Det var da også begrebet majestætsforbrydelse som grundlag for en kongelig særlovgivning der havde været instrumentet i kongemagtens politik over for de stærkeste modstandere blandt kirkelige og verdslige stormænd i hele perioden siden Christoffer 1.s tronbestigelse. Det var en særlovgivning som ikke kun var kendetegnet af et særligt indhold, men også af et særligt gyldighedsområde. Kun bestemte undersåtter var omfattet af den, og da kun i bestemte retstilfælde. Men her var dens regler til gengæld ubønhørlige.

I håndfæstningen af 1282 var det stormændenes sejr, at der om en række væsentlige retsforhold blev forordnet at her skulle landets gamle love gælde. De var nemlig mildere, skønt strenge nok.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Håndfæstningen 1282 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307232