Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Parlament der kaldes Hof

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Kong Abel holdt møde med sine kongsmænd i fastetiden 1251, og fra hans tid blev det skik at stormandsmødet blev afholdt på midfaste søndag eller dog på en søndag i fasten. „Hof” kaldtes det, med en betegnelse der svarer til udtrykket „kongens gård”, og det var et møde for kongsmændene, dem der stod under den kongeiige særlovgivning, dem der med et andet udtryk kaldtes rigets „bedste” mænd. Denne stormandsfor-samling overtog gradvis en rolle som en repræsentation for rigets befolkning, og aftalerne mellem kongen og disse stormænd fik karakter af forfatninger, grundlove. Navnet „Danehof” der begynder at anvendes fra 1300-årenes midte understreger forsamlingens stilling som rigsrepræsentation.

Dette svarede til en udvikling der var i gang i Frankrig og England hvor parlamenter indkaldtes til at foretage vigtige handlinger sammen med kongen og fik stilling som forsamlinger der kunne repræsentere folket. Men der var også en lære at drage af forholdene i kirkestaten. Ikke mindst medens paverne opholdt sig i Avignon, holdtes der lejlighedsvis parlamenter med repræsentanter for befolkningen i kirkestatens forskellige distrikter, til forhandling om beskatningsforhold og militære anliggender, til højtidelige domsforhandlinger og til stillingtagen til forfatningsretlige spørgsmål.

 Knivskaft af ben udskåret som en falkonér. Falken har sin plads på den løftede højrehånd. Klædedragt og frisure viser at falkoneren tilhører miljøet omkring kongen. Knive som denne er fornemt husgeråd fra tiden omkring 1300. Dette eksemplar er fundet ved udgravning af nonneklosteret Ringkloster ved Skanderborg.

Knivskaft af ben udskåret som en falkonér. Falken har sin plads på den løftede højrehånd. Klædedragt og frisure viser at falkoneren tilhører miljøet omkring kongen. Knive som denne er fornemt husgeråd fra tiden omkring 1300. Dette eksemplar er fundet ved udgravning af nonneklosteret Ringkloster ved Skanderborg.

Hoffet blev den forsamling hvor vigtige domsforhandlinger førtes, særlig sådanne hvor rigets stormænd stod i rette for kongen, eller hvor kongen selv stod til rette for riget. Det var også stedet hvor vigtige spørgsmål i udenrigspolitikken fandt deres afgørelse, hvor stridigheder om kronens rettigheder eller kongeslægtens arvegods behandledes, og hvor hovedtræk af kongelig rigslovgivning skitseredes. Det var for et hof i Nyborg kong Erik Klipping i 1276 fremførte sin spæde søn Erik Menved til hyldning som sin efterfølger, på et møde hvorom efterretningerne i øvrigt er sparsomme, bortset fra at en årbog meddeler at stormændene alle aflagde ed til den unge Erik, med undtagelse af kongens marsk ved navn Stig.

Annonce

Fra 1276 stammer en kongelig forordning om majestætsfor-brydelse der præciserer forskellige former for forbrydelsen og forordner hvilken rettergang der skal sættes i værk. Hvis nogen anklages for anslag mod kongens liv, skal han rense sig med tolv udnævnte mænd, tre af hvert „worthæl” står der. Der må så have været fire worthæl, og sammenhængen kunne tyde på at det på hirdens niveau har været en slags underinddeling af riget, men uafhængig efterretning om hvad ordet betyder findes ikke.

I andre, mindre alvorlige anklager skal der udnævnes tolv mænd af den anklagedes worthæl. Straffen for at have virket for fyrstelige ægteskabsforbindelser der kunne skade kongen er hundrede mark sølv. At gå i en anden herres tjeneste medfører fortabelse af hovedlod. At lægge hindringer i vejen for hvad der tjener kongens fremgang straffes med, at den skyldige skal erstatte kongen den lidte skade. I alle de fire tilfælde præciseres det, at hvis nævnet erklærer den anklagede uskyldig, skal han være fri.

Håndskriftet der har bevaret disse bestemmelser til vore dage stammer fra tiden omkring år 1300. Tekstens indledning henviser til et rådsmøde i Nyborg den 9. oktober 1276, og her må bestemmelsens hovedlinie være blevet lagt, på et møde i en snæver kreds. I en kommentar ved tekstens slutning står der at „riget” ikke samtykkede i, at kongen som sagsøger skulle udpege nævningene, det gjorde kun de få der havde overværet rådsmødet. „Riget” stadfæstede derimod, at det var den anklagede der skulle udpege nævningene. Og derved er det åbenbart blevet. Med „riget” kan der ikke menes andet end hoffet, det rigsomfattende stormandsmøde. Og her må således bestemmelsens hovedindhold være blevet forkastet, hvad der ikke forhindrede at bestemmelsen bevaredes blandt den øvrige såkaldte rigslovgivning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Det Parlament der kaldes Hof i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307231