Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Minnesang og folkevise

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Drabet på Erik Klipping blev et yndet motiv i dansk folkevisetradition. Mange af viserne om marsk Stig er digtet eller har fået deres endelige form i renæssancetidens litterære miljøer næsten 300 år senere. Ved Christian 3.s og Frederik 2.s hof digtede unge adelsmænd og adelsdamer, vel indlæste i historieskrivningen, videre på myten om marsk Stig, hans undsigelse af kongen, hans hævn da kongen havde besovet hans hustru mens marsken var borte i krig. Måske et første dansk middelaldersværmeri. Men de unge hoffolk registrerede også en vise der må være gammel „Der er så mange i Danmark der alle vil herrer være / thi rede de dem til Ribe og lode dem klæder skære / Fordi stander landet i våde.” Omkvædet er en af de få stumper folkevise der er bevaret i en middelalderlig tekst, fra 1400-årenes sidste halvdel. I denne vise optræder drabsmændene forklædt som cisterciensermunke. „Alle lod de dem klæder skære / udi gråmunkes lige … Fordi stander landet i våde.” Det er også i denne visetradition det meddeles, at drabet fandt sted i Finderup ved Viborg, „De vogtede ham tit, de vogtede ham ofte, de vogtede ham alle tid / de vogtede ham også den liden stund / han skulle til Finderup ride”. I den overleverede form bærer visen præg af den tradition om drabet der udviklede sig efter dommen, men den kan gå tilbage til en vise fra tiden kort efter drabet. Det har bevirket at der stedvis er brud i fremstillingen. Visen lader f.eks. gerningsmændene, som forbliver ukendte, unavngivne, udbryde straks efter drabet: „Nu haver vi gjort den gerning i dag / al Danmark bær' for stor kvide”.

Men der er bevaret en anden vise der efter hele sin opbygning kun kan stamme fra tiden mellem drabet og dommen. Den skyldes en tysk minnesanger der kaldes Rumelant og findes blandt hans digte i de store samlinger af tysk hofpoesi der optegnedes i 1300-årene. Han har været i den danske regerings tjeneste, formynderregeringen for den unge Erik Menved, der ved faderens død var omkring 11 år gammel. Rumelant synger om de danske mordere, han beskriver selve ugerningen, de vækkede ublidt deres konge på en seng hvor han sov, 56 dybe sår stak slynglerne igennem ham. Rumelants tekstlige fællesskab med de danske årbøger gør sig gældende her. Ordvalget er næsten det samme. Men han fortsætter på en måde, der ikke kendes fra årbøgerne. Nu vil disse mordere endog være uskyldige, hedder det, og byder dansk lov for sig, men det skal komme til at gå anderledes.

 Minnesangeren Mester Rumelant i Manesse-hånd-skriftet (nu i Heidelberg). Farvelagt helsidesillustration i et pragthåndskrift fra 1300-årenes sidste halvdel fremstillet til den rige familie Manesse i Sydtyskland. Rumelant er her i selskab med den tyske minnesangs største navne, og det vidner om at hans position som høvisk digter har været betydelig. Hovedfremstillingen spiller blot på sangerens navn og fremstiller ham som den der drager

Minnesangeren Mester Rumelant i Manesse-hånd-skriftet (nu i Heidelberg). Farvelagt helsidesillustration i et pragthåndskrift fra 1300-årenes sidste halvdel fremstillet til den rige familie Manesse i Sydtyskland. Rumelant er her i selskab med den tyske minnesangs største navne, og det vidner om at hans position som høvisk digter har været betydelig. Hovedfremstillingen spiller blot på sangerens navn og fremstiller ham som den der drager "om lande". Øverst i billedet føres en dame frem til dans.

Heri fik Rumelant ret, hvad der ganske vist ikke er så mærkeligt fordi han netop var i tjeneste hos den regeringsmagt der ville have det gennemført på denne måde. Rumelants vise er bestilt af formynderregeringen og beregnet til at synges overalt i Danmark i tiden mellem drabet og dommen. Den er bygget op som en opfordring til de trofaste danskere, til at finde og anklage deres konges mordere og den har ingen rolle at spille i tiden efter dommen. Den dokumenterer at regeringens hensigter var at suspendere dansk lov i sagen.

Annonce

„At byde dansk lov for sig”, kan i sammenhængen kun betyde at ville sværge sig fri, ved et antal mededsmænd, således som det var praksis i drabssager. Og selv om der ikke foreligger fyldige og autentiske oplysninger om domsafsigelsen på Nyborg Slot i pinsen 1287 eller om de foregående forhandlinger, så er dette en oplysning der bekræftes af alt andet der foreligger om de fredløse og deres situation. De fik virkelig ikke lov at præstere frigørelsesed ved mededsmænd.

Den praksis der fulgtes var en anden. Mange år senere, da den norske konge – i hvis tjeneste de fredløse var gået endnu inden dommen over dem var afsagt – endnu en gang ville redegøre over for Erik Menved for alt hvad han havde foretaget sig på de fredløses vegne (i et brev af 1307, 2. maj) beskrev han hvordan han har sendt dem til Danmark „for at de kunne bevise deres uskyld og rense sig for de beskyldninger han [dvs. den danske konge] rejste mod dem”, men at de undervejs blev bekendt med breve udstedt imod dem „hvori man ikke tillod dem at nyde den ret der gælder i Norge eller Danmark eller andre lande så vidt man har hørt omtale. Tilmed udsattes de for så alvorlige og voldsomme efterstræbelser, at visse af dem ikke på nogen måde kunne komme derhen. Og de som kom kunne ikke føre noget lovligt og retmæssigt forsvar, men kongen af Danmark udnævnte nogle mænd og lod dem sværge mod de landflygtige således som det passede ham”.

At fremgangsmåden over for de fredløse har været, endnu en gang med den norske konges ord, „at bringe dem i vanry i alle lande med … breve og anden bagtalelse”, bestyrkes af et brev hvori Erik Menved i begyndelsen af året 1288 takker byen Lübeck for at den ikke har modtaget hans faders mordere inden for sine mure. Landefredstraktaten af 1283 som den myrdede konge havde tilsluttet sig, viser hvad det er der er tale om. Her er der en paragraf om fremgangsmåden over for særlig alvorlige voldsforbrydere, mordbrændere, landevejsrøvere og andre lignende. Med dem hedder det, skal man ikke gå på nogen form for forlig, uanset hvilke love der gælder i det pågældende territorium. Forbrydelsen skal pådømmes efter hvert fyrstendømme eller bys egne love, men sanktionen skal – uanset om der det enkelte sted eventuelt gælder mildere regler – være at de herefter ikke skal modtages blandt forbundets medlemmer. Deres navne skal bekendtgøres over hele forbundet, ved proskription som det hedder i traktaten, og ingen skal herefter have med dem at gøre. Rydårbogens anvendelse af ordet proskription ved omtalen af dommen over de fredløse kan ikke være tilfældig. Den fredløshed de er blevet idømt er det nordtyske Landefredsforbunds fredløshed, proskriptionen.

Det er i virkeligheden den velinformerede minnesanger Rumelant der underretter os herom. Han var ingen hvem som helst. Hans produktion er omfattende og viser at han lå på et højt niveau i tidens litterære kultur, i det mindste inden for den kreds af fyrstendømmer som Danmark siden Erik Klippings og hans moders nyorientering af udenrigspolitikken var kommet til at tilhøre. Ud over fin religiøs poesi der hos ham spiller en større rolle end minnesangernes almindelige kærlighedsdigtning, skrev han hyldestdigte til en række af tidens fremtrædende fyrster. Der er et til den tyske kejser Rudolf af Habsburg ved hans kroning i 1274, to til hertug Barnim af Stettin, et til den i Danmark berygtede hertug Albrecht af Braunschweig, et til Ludvig af Bayern, hertug og pfalzgreve, og endelig et til den unge Erik Menved da han er vokset lidt mere til. Digtet beskriver Guds glæde i sin himmel ved den tapperhed der knytter sig til den danske konge Erik, den dyd han siden sine yngste år havde givet løfte om. Han søger kun hvad der er ærefuldt, ja hans navn betyder den „ære-rige” (Erich = ehrenreich), og han er tilmed opkaldt efter sin fader „én Erik efter den anden konge Erik”. Rumelants tilknytning til det danske hof har således ikke været helt flygtig. Navnet Rumelant betyder den der rejser om lande, således er han afbildet, og således har navnet været tolket siden middelalderen, men er han rejst bort, må han være kommet igen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Minnesang og folkevise i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307239