De fredløse og Norge

Da Erik Klipping mødte sin død en novembernat i det nordlige Jylland, var han i nærheden af et område hvor den norske konges fogeder havde forvaltet dansk krongods som han selv og hans moder havde været nødt til at lade dem beholde.

Hvem der dræbte kongen, får vi næppe nogen sinde at vide, men der er stærke grunde til at tvivle på at det var de dømte der var de skyldige. De havde tilhørt kongens nærmeste kreds i årene forud for hans død og de havde sanktioneret fortyskningen af hans udenrigspolitik siden 1282/83. Det er vanskeligt at forestille sig, at netop de skulle tage initiativ til at det hele nu med ét slag skulle kastes over ende.

Hvad kongen var i færd med, da han mødte sine drabsmænd, ved ingen. Men der er intet mærkværdigt i at han var på rejse. Kongerne førte året rundt et omflakkende liv, de måtte til stadighed rejse rundt i deres rige for at skifte ret blandt indbyggerne og nyde indtægterne af kronens gods.

Drabets motiv er gådefuldt. Det kan ikke være en indsats for at bringe den unge Erik Menved på tronen, således som det virkelig skete efter en periode, hvor en formynderregering styrede for ham. For at styrke hans kandidatur var det unødvendigt at slå hans fader ihjel, for ingen støttede Erik Menveds fremtidige kongemagt mere helhjertet end hans fader. Disse overvejelser, som må udgå fra at drabsmændene virkelig ønskede et tronskifte i Danmark, fører til at drabsmændene højst sandsynligt har ønsket en anden end den unge kong Erik, og at drabet således har forfejlet sin hensigt.

Erik Klipping befandt sig, da han blev dræbt, i krig med Norge. Og de danske stormænd der, formentlig uretfærdigt, blev dømt for mordet, og som blev proskriberet i det nordtyske Landefredsforbund, de søgte tilflugt hos kong Erik Magnussen af Norge. Det spørgsmål melder sig, om kongens voldsomme død på en eller anden måde skal sættes i forbindelse med hans og lübeckernes krig med Norge. Den norske kong Erik og hans broder hertug Håkon der var børn af Erik Plovpennings datter Ingeborg og kong Magnus Lagabøter, var i det mindste ikke tilhængere af Erik Klippings danske kongemagt og endnu mindre af Erik Menveds.

Et fingerpeg i retning af denne sammenhæng er den norske konges ordvalg i det dokument hvorved han offentligt erklærer at have taget de danske landflygtige stormænd i sin tjeneste. Således som begrundelsen er formuleret, er det faktisk ikke som norsk, men som potentiel dansk konge han tager dem i sin tjeneste. Begrundelsen er nemlig alene disse mænds fortjenester af den norske konges forfædre kongerne af Danmark. De gik nu i hans tjeneste, faktisk inden de blev dømt, men det var den norske konge som tilsidesat dansk tronarving de tjente.

Kong Erik af Norge må have anset de fredløse for uskyldige, og heraf følger næsten med nødvendighed at han må have vidst hvem drabsmanden var. Måske er Arvid Bentsen alene den person der har ført våbnet og tildelt kongen de 56 sår. Han bliver ikke gjort til den norske konges mand, og om ham alene er det det hedder at han „med egen hånd overvår det slemme mord”. Problemet er, på hvis vegne han handlede.