Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Herredømmet over Østersøen

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Det nordtyske Landefredsforbund som Erik Klipping havde tilsluttet sig i 1284 bevarede sin betydning for dansk udenrigspolitik indtil traktaten udløb i 1293. Da havde Erik Menved ganske vist været myndig i flere år, men først nu kunne han overtage den fulde indflydelse på udenrigspolitikken. Formynderregeringens tid var forbi og enkedronningen kunne indgå nyt ægteskab. Dronning Agnes blev gift med grev Gerhard 2. af Holsten og blev derved moder til den ene af de to holstenske grever der 40 år senere havde Danmark i pant. Han hed Johan, kaldtes den Milde og omtalte sig gerne som Erik Menveds broder.

I 1293 var enkedronningens nye ægteskab et betydningsfuldt led i regeringens udenrigspolitiske planer efter Landefredsforbundets udløb. Et forsøg på at bevare og udvikle det mest løfterige som denne traktat havde indebåret for Danmark. Under Erik Menveds hænder kom dette til at dreje sig om herredømmet over Østersøen.

Hans danske kongemagt gjorde sig nu til privilegieherre over den trafik der gik fra Lübeck gennem Østersøen, ad Düna'en og Neva'en til Novgorod. Kong Erik var hertug af Estland som hans fader havde været før ham. Den 9. oktober 1294, på Nyborg Slot, gav Erik Menved for første gang de lybske købmænd privilegium på denne rute. De har kunnet få brevet med hjem fra det års Skånemarked, for udstedelses-dagen, Sankt Dionysius, var selve den dag markedet lukkede. Dokumentet blev siden afskrevet og bevidnet flere gange sammen med andre rettighedsdokumenter som Lübeck havde på denne handelsvej der var ved at blive en af byens vigtigste.

Annonce

I 1296 blev Erik Menved gift med en søster til kong Birger Magnussen af Sverige, prinsesse Ingeborg. Siden 1282 havde der allerede været aftalt et ægteskab mellem kong Birger selv og Erik Menveds søster Margrete, men dette bryllup fandt først sted i 1298, og planen om at det skulle blive til en dobbelt ægteskabsforbindelse mellem de to kongehuse tilhører tydeligt nok tiden efter Erik Klippings død. Den er formodentlig kommet i stand på dansk initiativ og den kom til at udgøre et skæbnefællesskab mellem de to kongefamilier.

Begge havde nær kontakt til de holstenske grever, det danske kongehus i kraft af enkedronning Agnes' formæling med grev Gerhard, det svenske ved at kong Birgers moder var grev Gerhards søster. Og de to konger optrådte nu i Østersøens handelspolitik på måder der var afstemt efter den anden parts interesser. Kong Birger sikrede handelsvejen til Novgorod nord om Estland, bl.a. med borgen Viborg ved Narva der stammer fra disse år, og han gav de lybske købmænd privilegium på denne rute lige så fordelagtigt som Erik Menved på den sydligere handelsvej.

Kongerne havde en fælles modstander i de tyske riddere der et halvt århundrede tidligere havde oprettet deres ordensstat i Preussen og nu ofte befandt sig i opposition til Lübeck. Ordenen var også en afgørende konkurrerende faktor i den kristne mission i den indre Østersø, i modsætningsforhold til de initiativer der siden omkring 1200 var udgået fra Lübeck. Erik Menveds Danmark var tilbage i rollen som Livlands missionær, ganske vist på andre præmisser end dem der havde været gældende under Valdemar Sejr og Anders Sunesen, men stadig i en kombination af handelspolitik og mission og stadig i forståelse med Lübeck.

 Hammershus på nordspidsen af Bornholm var en af Nordeuropas største og stærkeste fæstninger. Den kom til at høre under ærkebisperne i Lund, og væsentlige byggearbejder fandt sted under Jakob Erlandsen, men er først kulmineret under Jens Grand. Anlægget bestod i sin ældste skikkelse af et usædvanlig kraftigt kernetårn „Manteltårnet”, og en ringmur der indesluttede et areal på 1½ hektar. Det blev siden hen flere gange udvidet, således at fæstningen behersker hele Hammerknuden. Selv om ruinen efter borgens nedlæggelse i 1700-tallet blev brugt som stenbrud af de bornholmske bønder, står der endnu betydelige dele af de middelalderlige mure.

Hammershus på nordspidsen af Bornholm var en af Nordeuropas største og stærkeste fæstninger. Den kom til at høre under ærkebisperne i Lund, og væsentlige byggearbejder fandt sted under Jakob Erlandsen, men er først kulmineret under Jens Grand. Anlægget bestod i sin ældste skikkelse af et usædvanlig kraftigt kernetårn „Manteltårnet”, og en ringmur der indesluttede et areal på 1½ hektar. Det blev siden hen flere gange udvidet, således at fæstningen behersker hele Hammerknuden. Selv om ruinen efter borgens nedlæggelse i 1700-tallet blev brugt som stenbrud af de bornholmske bønder, står der endnu betydelige dele af de middelalderlige mure.

I formynderregeringens tid havde Danmark været forbundet med fyrsten af Rügen i en alliance der hvilede på at Rügen-fyrsten havde besiddelser i Danmark og fik flere. Men efter 1300 førte fyrst Wizlav af Rügen sin egen politik i Norden, og Erik Menved måtte sikre sig et holdepunkt på selve den tyske kyst.

Det fandt han i fyrstendømmet og byen Rostock som han erobrede i 1301. Han var langtfra en fremmed på stedet. Hans farmoder havde været den mægtige dronning Margrete Sambiria der havde været hans faders faste støtte indtil sin dod i 1282 og som var den store velgørerinde for klosteret Doberan nær ved Rostock. Dets store gotiske kirke var under opførelse i disse år, og det var her Margrete Sambiria var begravet. Erik Menveds ene søster var gift med fyrst Nicolaus af Werle, et fyrstendømme straks syd for Rostock, som nu var stærkt interesseret i at udvide sin magt også til Rostock. Men det var dette Erik Menved forhindrede i en lynkrig han førte mod sin svoger i sommeren 1301 og som endte med at kong Erik selv blev fyrste af Rostock og herre over denne by. Det hed sig at fyrsten af Rostock havde mistet sin forstand, men forklaringen er sikkert kun det militære nederlag til Erik Menved. Og fyrst Nicolaus af Werle blev i stedet den danske konges vasal for sit fyrstendømmes vedkommende. Rostock blev støttepunkt i den tyske magtstilling Erik Menved herefter systematisk opbyggede.

Det var en politik hvori han hele tiden kunne støtte sig til Lübeck.

Der fandtes et berømt gammelt privilegiebrev givet i 1214 af den tyske kejser Frederik 2. til kong Valdemar Sejr, hvorved kejseren overlod alle landene nord for Elben og Eide til kong Valdemar. Dette brev lod Erik Menved i 1301 tage en højtideligt bevidnet afskrift af, en „vidisse”, med den hensigt at bruge det som et grundlag at henvise til under sin følgende optræden i Nordtyskland. Og 1304 udstedte den regerende kejser Albrecht af Habsburg brevet igen, nu til Erik Menved, dog med den ændring at staden Lübeck med al dens tilliggende og al dens ret skal være undtaget, og altså fortsat høre til det tyske rige og kejseren. Lübeck havde uden for al tvivl været omfattet af Frederik 2.s brev, men dengang havde Valdemar Sejr også været herre her og haft sin borg på nordspidsen af den kunstige ø mellem floderne Trave og Wakenitz som Lübeck var anlagt på. Nu var byen vokset i rigdom og havde en vidtstrakt handel. Men Erik Menved var ikke herre dér. Det var der ganske vist heller ikke andre der rigtig var. Rigsumiddelbarheden tjente mest til at sikre Lübeck frihed for indblanding af de lokale fyrster. Kejseren udpegede normalt en fyrste til at være sin repræsentant over for Lübeck, men hvilken rolle han fik lov at spille i byens tilværelse, afhang mest af byen selv, bortset fra at den skulle betale en afgift til ham fra tid til anden. Og det var for længst blevet praksis at Lübeck ud over den kejserligt udnævnte herre, der kaldtes rector, antog sig en eller flere skytsherrer blandt de omkringboende fyrster og betalte dem for hjælp og forsvar.

Indtil 1304 havde Lübeck haft en sådan beskyttelsesaftale med hertugerne Johan og Albrecht af Sachsen og med grev Gerhard af Holsten mod årligt at betale 375 mark lybske penge til de to hertuger til deling og samme sum til greven af Holsten. Men faktisk havde Lübeck været i krig med sine naboer siden slutningen af 1290'erne, hvem det så end var der havde taget initiativet. Holstenske adelsmænd havde gjort oprør mod deres herre greven og fået tilflugt i Lübeck, trafikken mellem Lübeck og Hamburg, en af livsnerverne i det hanseatiske system, var blevet forulempet, og i 1304 enedes de to byer om tre år frem selv at organisere det militære forsvar. Lübeck bar de største byrder i denne ordning, men problemet var også mere Lübecks end Hamburgs. Forbindelsen til Vesteuropa var af vital betydning, og konkurrencen fra ummelandsfarten var betydelig.

I 1304 udnævnte kejseren markgrev Herman af Brandenburg til rector for Lübeck, og byens krig med naboerne gik ind i sin sidste fase. Erik Menved blev stridighedernes voldgiftsdommer, forsynet med kejserens brev på herredømmet nord for Elben og Eide, og styrket i østersøpolitikken hvor hans virksomhed nu hvilede på hertugdømmet Estland og det nyvundne fyrstendømme Rostock.

Freden mæglede han i pinsen 1307 på Femern. Dertil var hertugerne af Jylland og Sachsen draget, tillige de landflygtige holstenere der opholdt sig i Lübeck og lybske rådssendebud der havde lejde af fyrsten af Mecklenburg. Vi har deres rapport som de sendte hjem til Lübeck om onsdagen som de var kommet om mandagen. Da havde kongen endnu ikke vist sig, men danske råder havde bedt dem vente tillidsfuldt. „Vi svarede de nævnte riddere at vi gerne ville afvente kongen, og det må tros at han kommer”. Årsagen til hans udebliven kender de ikke, men de kan meddele at rygtet går på Femern at hertugen af Jylland og greverne af Holsten er blevet forligt. Rygtet talte sandt og kongens fravær skyldtes at han havde møde med dem et andet sted på Femern, men det vidste lübeckerne ikke da de skrev. De formoder at greverne af Holsten har fjendtlige hensigter mod Lübeck og det var ingen letsindig påstand. De råder deres kolleger hjemme til straks at sende repræsentanter til et møde med markgreven som var planlagt til en uge senere, og dette uanset om der kom noget ud af foretagendet på Femern eller ikke. „Grev Gerhard og herren af Mecklenburg bliver ikke længe liggende i Femernsund og venter på kongen, så vidt vi forstår”. Et af sendebudene til markgreven må også hellere dirigeres videre til den tyske konge, men han bør afvente i Brandenburg så han kan få resultatet af forhandlingerne på Femern og vide om der kommer fred eller ikke.

Det gjorde der. Erik Menved nåede at mægle mellem alle parter, i en travl pinse, og dermed var vejen banet for at han selv kunne overtage skytsherredømmet over Lübeck for en periode af ti år mod en betaling der svarede til den hertugerne af Sachsen og greven af Holsten før havde delt, nemlig 750 lybske mark årligt. Den faldt i to terminer, en til jul og en til sankthans, og beløbets størrelse var ikke ubetydelig. Erik Menveds prestige i østersøpolitikken var væsentligt styrket. Hans forståelse med kejseren og byens rector var god. Nu afhang fremtiden af udviklingen på andre fronter, i Danmark og over for Norge og Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Herredømmet over Østersøen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307244