Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nye konjunkturer

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Samfundskrisen efter 1200-årenes midte plejer for Danmarks vedkommende at blive forklaret med Valdemar Sejrs nederlag i udenrigspolitikken med slaget ved Bornhöved 1227 og med hans død 1241. Det er egentlig et spørgsmål der har beskæftiget dansk historieskrivning siden 1200-årenes slutning, da de ord om kong Valdemar første gang blev formuleret: „Ved hans død faldt i sandhed kronen af de danskes hoved,” i den såkaldte Rydårbog, et spændende og kontroversielt krønikeværk der fortsætter Saxos og Sven Aggesens arbejde, men ikke når deres niveau. Det er en skildring gennemsyret af tyskerhad og særlig opmærksom på grænselandets problemer, og dette har fået traditionen til at henlægge værkets affattelse til cistercienserklosteret Ryd i Angel (i Sydslesvig). Hvor det er skrevet, ved i virkeligheden ingen.

Og det er i høj grad et spørgsmål, om ikke Danmarks nedtur var kommet alligevel. Fra 1200-årenes midte er Danmarks folketal blevet temmelig stort og rigets afhængighed af udlandet er vokset. Folketallets vækst begyndte først at afmattes efter knap hundrede år, men afhængigheden af udlandet vedblev at gøre sig gældende. Det var en væsentlig ændring af Danmarks indre forhold, både for danskerne selv og for de herrer der skulle regere over dem.

 Ridderen uden frygt og dadel var i egen mening kongens bedste støtte og rigets stærkeste grundvold. Der fandtes forbilleder blandt helgenerne. Her er det sikkert Sankt Jørgen der er afbildet på et kalkmaleri i Fanefjord Kirke på Møn ca. 1350. Ridderen bærer ringbrynje, nøddeformet hjelm, skjold og lanse med fane. Beretningen om Sankt Jørgen der dræbte dragen og derved reddede en kongedatters liv, så kongen af taknemmelighed efterkom ridderens bøn og tillod mange at blive døbt, er en oldkirkelig legende der vandt stor udbredelse i middelalderens Vesteuropa. I Fanefjord Kirke findes dette billede i korbuens ene side over for en anden yndet helgen, Sankt Morten, der huskedes for at have skåret sin kappe i to for at dele den med en tigger.

Ridderen uden frygt og dadel var i egen mening kongens bedste støtte og rigets stærkeste grundvold. Der fandtes forbilleder blandt helgenerne. Her er det sikkert Sankt Jørgen der er afbildet på et kalkmaleri i Fanefjord Kirke på Møn ca. 1350. Ridderen bærer ringbrynje, nøddeformet hjelm, skjold og lanse med fane. Beretningen om Sankt Jørgen der dræbte dragen og derved reddede en kongedatters liv, så kongen af taknemmelighed efterkom ridderens bøn og tillod mange at blive døbt, er en oldkirkelig legende der vandt stor udbredelse i middelalderens Vesteuropa. I Fanefjord Kirke findes dette billede i korbuens ene side over for en anden yndet helgen, Sankt Morten, der huskedes for at have skåret sin kappe i to for at dele den med en tigger.

Den gældsætning til udlandet der begyndte med Valdemar Sejrs nederlag og hans første forsøg på at opnå revanche, var første skridt på en vej der efter knap hundrede år førte til, at hele den danske kongemagt, jordegods og rettigheder, blev pantsat til tyske fyrster og forvaltedes af disse fyrsters tjenere og lensmænd.

Annonce

Dette sammenbrud af en tidligere tilsyneladende velfungerende og sammenhængende statsøkonomi har været opfattet som en national katastrofe og udtryk for en rigsomfattende forarmelse af befolkningen. Men det er en stemningsladet og egentlig ikke særlig overbevisende tankegang. Frem for alt kan den ikke forklare hvorledes en åbenbart stigende befolkning fortsat holdt sig i live, og det endda ganske godt. Den forklarer ikke at de udenlandske fyrster der fra 1200-årenes midte havde den faktiske rådighed over store komplekser af det danske krongods, holdt disse besiddelser intakte, respekterede den almindelige danske retstilstand, og aldrig indlemmede deres danske panter i deres øvrige besiddelser. Og den forklarer ikke at som gælden steg, bevarede udenlandske investorer dog deres interesse i Danmark. Det er åbenbart en mere frugtbar tanke, at dette rige på vej mod sin fuldstændige pantsættelse, ved midten af 1300-årene, var et rige i økonomisk fremgang.

Nedturen var således en nedtur alene for kongemagtens direkte forvaltning af sine ressourcer. Tilbagegangen består frem for alt i opløsningen af et stort, kongeligt godskompleks under ensartet forvaltning. Denne ensartede forvaltning blev nu splittet op på flere forskellige mindre herrer som tolkede traditionerne forskelligt og som, med større eller mindre held, indbyrdes bekrigede hinanden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Nye konjunkturer i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307197