Nye konjunkturer

Samfundskrisen efter 1200-årenes midte plejer for Danmarks vedkommende at blive forklaret med Valdemar Sejrs nederlag i udenrigspolitikken med slaget ved Bornhöved 1227 og med hans død 1241. Det er egentlig et spørgsmål der har beskæftiget dansk historieskrivning siden 1200-årenes slutning, da de ord om kong Valdemar første gang blev formuleret: „Ved hans død faldt i sandhed kronen af de danskes hoved,” i den såkaldte Rydårbog, et spændende og kontroversielt krønikeværk der fortsætter Saxos og Sven Aggesens arbejde, men ikke når deres niveau. Det er en skildring gennemsyret af tyskerhad og særlig opmærksom på grænselandets problemer, og dette har fået traditionen til at henlægge værkets affattelse til cistercienserklosteret Ryd i Angel (i Sydslesvig). Hvor det er skrevet, ved i virkeligheden ingen.

Og det er i høj grad et spørgsmål, om ikke Danmarks nedtur var kommet alligevel. Fra 1200-årenes midte er Danmarks folketal blevet temmelig stort og rigets afhængighed af udlandet er vokset. Folketallets vækst begyndte først at afmattes efter knap hundrede år, men afhængigheden af udlandet vedblev at gøre sig gældende. Det var en væsentlig ændring af Danmarks indre forhold, både for danskerne selv og for de herrer der skulle regere over dem.

Den gældsætning til udlandet der begyndte med Valdemar Sejrs nederlag og hans første forsøg på at opnå revanche, var første skridt på en vej der efter knap hundrede år førte til, at hele den danske kongemagt, jordegods og rettigheder, blev pantsat til tyske fyrster og forvaltedes af disse fyrsters tjenere og lensmænd.

Dette sammenbrud af en tidligere tilsyneladende velfungerende og sammenhængende statsøkonomi har været opfattet som en national katastrofe og udtryk for en rigsomfattende forarmelse af befolkningen. Men det er en stemningsladet og egentlig ikke særlig overbevisende tankegang. Frem for alt kan den ikke forklare hvorledes en åbenbart stigende befolkning fortsat holdt sig i live, og det endda ganske godt. Den forklarer ikke at de udenlandske fyrster der fra 1200-årenes midte havde den faktiske rådighed over store komplekser af det danske krongods, holdt disse besiddelser intakte, respekterede den almindelige danske retstilstand, og aldrig indlemmede deres danske panter i deres øvrige besiddelser. Og den forklarer ikke at som gælden steg, bevarede udenlandske investorer dog deres interesse i Danmark. Det er åbenbart en mere frugtbar tanke, at dette rige på vej mod sin fuldstændige pantsættelse, ved midten af 1300-årene, var et rige i økonomisk fremgang.

Nedturen var således en nedtur alene for kongemagtens direkte forvaltning af sine ressourcer. Tilbagegangen består frem for alt i opløsningen af et stort, kongeligt godskompleks under ensartet forvaltning. Denne ensartede forvaltning blev nu splittet op på flere forskellige mindre herrer som tolkede traditionerne forskelligt og som, med større eller mindre held, indbyrdes bekrigede hinanden.