På et kalkmaleri i Ørslev Kirke ved Skælskør ses en herremand klædt halvt i gråt halvt i rødt overrække sin kirke til Johannes Døberen, der var Ørslev Kirkes skytshelgen. Bag herremanden står en kriger. Nederst i billedet er nogle smådjævle ved at forstyrre en munk der tapper vin eller øl af en tønde. Ca. 1325.

.

Kalenderstok. De indskårne mærker tjener til bondens beregning af årets gang. Kalenderen er således indrettet at den kan bruges år efter år.

.

Der var både byrder og muligheder forbundet med at gøre kongetjeneste. Kongerne forpligtede sig i denne reformperiode til at indkalde rigets stormænd til regelmæssige forhandlinger om kongemagtens stilling og rigets anliggender. Det var både politiske forhandlinger og retslige processer det drejede sig om på disse møder kongen holdt med sine „mænd”, normalt en gang om året. I visse tilfælde havde kongen endda påtaget sig forpligtelse til at underkaste sig forsamlingens afgørelse.

Kongerne lovede stormændene at begrænse deres forpligtelser til at sende folk til befæstningsarbejde på rigets borge, men det er ikke sikkert at man på dette område er kommet tilbage til forholdene som de var på kong Valdemars tid. Det var, hvad stormændene altid krævede, men hvordan disse forhold nøjagtig havde været var altid åbent for en vis diskussion.

Til gengæld for de fordele kongens mænd kunne opnå, både de lovfæstede og de mere uhåndgribelige, var det at de måtte underkaste sig strengere vilkår i alle alvorlige straffesager, mere effektiv retsforfølgning og hårdere straffe hvis de blev dømt. Kongen måtte sikre sig at de der stod i rigets tjeneste ikke svigtede deres troskabsforpligtelse. Alle måtte underkaste sig bøde og straf. Det havde været kongemagtens indsats at erstatte det gamle slægtsamfunds regler om hævn og anden gengældelse med bødestraffe, frem for alt boden i stedet for det første hævndrab der var af en størrelsesorden så ingen kunne betale den selv, men måtte have sine frænder til hjælp, og ingen kunne betale den slags bøder mange gange i deres liv.

Tillige var der forbrydelser som var så alvorlige at de slet ikke kunne sones med bod. De var, hvad der kaldtes „orbodemål” (dvs. en sag der ikke kan bødes for), og her benyttede det nye samfund de gamle regler om udstødelse af samfundet. Den der havde øvet niddingsværk havde man altid skullet følge til skoven hvor man gav ham en kniv og proviant til et døgn, eller til stranden hvor han fik båd med årer og øsekar samt proviant til et døgn. Og når det døgn var forløbet, havde enhver lov til straffrit at dræbe ham. Reglerne om hvad der nu var orbodemål, var også strengere for kongsmændene end for rigets almindelige befolkning.

Kongsmændenes præstationer bestod i at de gjorde personlig krigstjeneste, „vovede deres hals for kongen og landets fred”, og de var skattefri til gengæld for fremmodet. Det var også nødvendigt, for de mødte på egen bekostning med deres personlige våben og udrustning, når kongen bod. De fik også andre hverv, for deres krigsmæssige forpligtelse var ikke vanskelig at omregne til en eller anden fredelig tjenesteydelse hvis der på det givne tidspunkt var mere brug for den.

Det gamle ledingssystem var under omdannelse til et skattesystem. Grundreglerne gik ud på at alle bønder distriktsvis skulle udstyre og bemande ledingsskibene til et togt på 16 uger hvert år. De enheder der skulle bygge og proviantere et skib hver hedder „skipæn”, og de var delt op i et antal „havner”, læg af bønder i et antal af fra tre til otte, som i det enkelte år skulle gøre tjeneste om bord. Styresmanden forestod på kongens vegne det hele, og hvis der manglede mandskab kunne han udskrive havnebønder. Dog kunne ingen tvinges ud, hvis der i hans havne fandtes én der ikke havde været i leding siden han der skulle tvinges sidst var ude.

Omlægningen af ledingsvæsenet var en nødvendighed under hensyn til udviklingen i krigens teknik. Kongen havde bedre anvendelse for professionelle soldater end for ledings-bønder i de krige han stod overfor. Og hvis kongen i det enkelte år ingen fjende havde at bruge ledingsflåden imod, måtte disse præstationer anvendes til rigets gavn på en anden måde. Det havde formodentlig altid været en mulighed, nu blev det åbenbart reglen at det skete, dvs. at de byrder bønderne i deres skipæn og deres havner var kongen skyldige blev beregnet som en årlig skat de betalte, i naturalier og tjenesteydelser. Kongen kunne for disse midler skaffe sig mere tidssvarende militær assistance, eller han kunne give en del af sit rige, med disse bønders præstationer, i en udenlandsk fyrstes forvaltning, mod at denne til gengæld ydede ham lån eller stillede sig selv og sine folk til rådighed for kongen.

Herremændene eller kongsmændene var dem der på en eller anden måde var udtrådt af ledingen og i stedet på egen bekostning tjente kongen personligt. De fik deres privilegier til gengæld, nød skattefrihed eller „frelse” som det hed. Deres jord var „fri”, medens bondejorden, den skattepligtige jord, blev omtalt som den der „af arild” var gået skat og leding af.

Ledingsordningen havde drejet sig om krige kongen førte så at sige på eget initiativ, på grundlag af en planlægning, hvad enten krigen nu kunne kaldes angreb eller forsvar. Men der fandtes ved siden af dette system et andet der gjaldt for bygdernes forsvar mod en udefra kommende fjende. Her er der tale om en reaktion mod et uventet angreb, og kongens indflydelse på dette system blev aldrig stor. I modsætning til ledingen hedder dette bygdeforsvar landeværn.

Til landeværn sammenkaldtes alle, „mand af huse”, ved bål på bavnehøje og ved at en kvist med brandmærker, en budstikke, gik fra hus til hus. „Når bavn brænder og budstikke går og fjenden står for landet”, hvem der i det tilfælde hjemme sidder skønt han er karsk og før, „ham bør at hænge ved sin egen bjælke”, er en gammel formulering af disse regler.

Ledingssystemet havde altid rummet muligheder for afløsning af selve præstationerne med ydelser i penge eller naturalier, eventuelt i andre former for tjeneste. Det kaldtes ledingsafløsning. Og der havde også altid været beregnet afgifter af bønder der boede for afsides til at de i praksis kunne indgå i de distrikter ledingsvæsenet bestod af. Deres afgift hedder „kværsæde”, dvs. erstatning for retten til at „sidde tilbage” (på svensk findes udtrykket sitta kvar stadig i nutidssproget).

Omdannelsen af ledingen til et skattevæsen foregik formodentlig med forskellig hast i de forskellige lande i riget, afhængigt af lokale magtforhold og traditioner. Resultatet betød mere regelmæssige skatteindtægter for kongemagten og en jævnere fordelt, men sikkert øget, skattebyrde for bønderne. Hvis de ville opnå skattefrihed, måtte de prøve at stige op i herremandsstanden, blive „hær-mænd” eller hirdmænd. Det var ikke den enkelte bondes egen afgørelse, men han kunne forsøge at kvalificere sig til at blive antaget som kongsmand. Mellem en stor bonde og en lille herremand behøver der ikke have været nogen stor forskel i deres jordbesiddelse, men hvad angår deres stilling i samfundet har der været en verden til forskel. Den ene kunne ved heldig kongetjeneste over nogle få generationer opnå en ellers utænkelig social fremgang. For den anden kunne tiden måske synes at stå næsten stille.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Herrefærd, kongetjeneste, leding og skat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig