Samfundskrise og kulturblomstring stod i forbindelse med ændringer i det økonomiske liv. Det er en del af en almindelig europæisk udvikling, men for Danmarks vedkommende havde det særlig betydning at de nærmeste nabolande mod syd havde ændret beskaffenhed inden for de foregående hundrede år. En omfattende tysk kolonisering af hele den sydlige Østersøkyst havde fortrængt eller undertvunget den ældre slaviske befolkning her og åbnet dette rige område for økonomisk udnyttelse i stor stil og efter de nyeste europæiske modeller. Danmark havde sådan set deltaget i denne proces, fordi Valdemar Sejrs imperiepolitik i Østersøen med sine korstogs-foretagender havde sluttet sig til den almindelige vesteuropæiske ekspansion i Balticum. Danskernes virksomhed havde suppleret tyskernes dér hvor de to folk ikke var konkurrenter. Men hovedindsatsen var tysk.

Nu omkring 1250 var denne situation i færd med at stabilisere sig. De store handelsbyer langs Østersøkysten fra Lübeck i vest til Riga i øst kunne udspinde deres handelsnet ind i deres rige bagland og ud over Østersøområdet til de nordiske riger, alt sammen med henblik på handelskontakten til det rige Nordvesteuropa, Flandern og Nordfrankrig der i disse år oplevede en meget betydelig økonomisk vækst.

For så vidt havde Danmark og danskerne gode forudsætninger for at deltage i denne udvikling. Danske købmænd og krigere havde siden vikingetiden været vant til at færdes i England og Kanalegnene, ind ad de franske floder, i alle de nordiske farvande og ind i den indre Østersø, hvorfra de opretholdt forbindelsen ad de russiske floder til Byzans. Men formerne og funktionerne i det økonomiske liv efter 1250 blev andre end dem vikingerne havde kendt.

Frem for alt var det en byøkonomi der gjorde sig gældende. Transporten af handelsvarer orienterede sig mere og mere efter storbyer med fast organiseret omsætning en gros og en detail, med sikre havne og med et højt udviklet kapitalvæsen. Vikingetidens og den ældre middelalders nordiske fjernhandel havde nået fjernere egne end det blev normalt i den internationale økonomi der var ved at danne sig i årene efter 1250. Men nu gjaldt det større mængder af varer, ikke mindst grovvarer, korn, træ og råstoffer. Og den internationale trafik begyndte snart at arbejde med et kompliceret kapitalsystem, kreditter knyttet til bestemte ruter eller omsætningssteder, rettigheder eller restriktioner med hensyn til at byde varer til salg på bestemte steder og bestemte tider. Store dele af den nye internationale grovvarehandel forsynede økonomiske vækstområder (som f.eks. Flandern) med levnedsmidler og råstoffer på kredit, så at der først afregnedes med producenten når varen var solgt eller endog forarbejdet.

Disse nye internationale praksis på kapitalområdet trængte måske kun langsomt igennem i Danmark efter 1250, men udviklingen var uafvendelig når den først var sat i gang, og Danmark blev mellem 1250 og 1400 på nåde og unåde et led i den nord- og vesteuropæiske økonomi der var ved at danne sig. Denne udvikling byggede på gamle handelscentrer og ældre økonomiske forbindelser, men satte også sine egne nye spor.

For Danmarks vedkommende var det første resultat, at udlandet rykkede nærmere, at danske bønder fik verdensmarkedets priser for deres korn og smør. Det skabte betingelserne for økonomisk vækst også i Danmark, i takt med den der foregik i Vesteuropa i de samme år, om end måske ikke i samme om-fang.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Udlandet rykker nærmere.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig