Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Skånemarkedet

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Det store efterårsfiskeri i Øresund hvor silden stod så tæt straks efter sankthans, at den kunne skovles op, tages med de bare næver eller øses op i spande, må have været et imponerende naturfænomen at iagttage. Og fisken repræsenterede så store værdier at den tiltrak købmænd fra alle egne af Østersøområdet. Senest fra 1200-årenes midte blev markedsordningen på dette såkaldte „Skånemarked” lagt i faste rammer, sikkert efter mønster i tilsvarende markeder i det store udland. Mest ligner Skånemarkedet nogle årlige messer der næsten samtidig blev indrettet i grevskabet Champagne i Nordfrankrig (Champagnemesserne) som i løbet af 1200-årene udviklede sig til et af verdenshandelens centrer. Skånemarkedet fik selv international betydning.

Markedet hvilede på sildefiskeriet fra midsommer til hen på sensommeren, og denne næring var fri. Den kunne drives af enhver, for forstranden var kongens. Her, mellem højvands-mærket og lavvandsmærket, havde enhver lov at slå sig ned for en tid, en måned eller nogle uger, med fiskeri for øje, når blot han betalte kongen sine skyldige afgifter, kongesild og åretold. Det var bønder og lejedrenge i landbruget der drog til fiskes i Øresund når de kunne undværes hjemme, og det var deres koner og piger der saltede silden og lagde den ned, gælle-koner og lægge-koner som de kaldtes.

Skønt det efter loven kunne foregå hvor som helst på kongens forstrand, var Skanør og Falsterbo de vigtigste pladser. Hertil kom de tyske opkøbere i størst tal. Halvøen lå ganske afsondret og dermed i en vis sikkerhed, og besejlingsforholdene var gode, når man kendte dem.

Annonce

 Borgen i Skanør blev anlagt i 1200-årene som sæde for den kongelige administration af det internationale marked. Borgbanken er ikke stor, men lå velbeskyttet bag sine voldgrave der endnu delvis er vandfvldte.

Borgen i Skanør blev anlagt i 1200-årene som sæde for den kongelige administration af det internationale marked. Borgbanken er ikke stor, men lå velbeskyttet bag sine voldgrave der endnu delvis er vandfvldte.

Købmændene fra de tyske byer optrådte på Skånemarkedet til en vis grad som et kollektiv. Der bestod fra midten af 1200-årene et forbund mellem byerne i det vendiske område. De havde aftalt at overholde samme strafferet og samme arveret, og dette betød at der heller ikke var nogen vanskelighed for dem i at optræde udenlands med samme handelsbetingelser. I praksis blev det de rettigheder til handel på Skånemarkedet som Lübeck opnåede der blev retningsgivende for den praksis den danske konges administration på markedet fulgte over for dem alle. Men dette var det minimale, fælles grundlag. Hvad hver enkelt by kunne opnå af egne fordele tog den gerne imod, når det ikke alt for alvorligt belastede forholdet til forbundsfællerne.

Bønderfolket kunne gå i gang fra sankthans. De fremmede måtte først komme senere. Markedet åbnede på Mariæ Himmelfart, den 15. august, en af kirkeårets store højtider. På denne dag lystes den markedsfred hvorpå det hele hvilede. Købmænd fra forskellige egne, der måske hjemme havde indbyrdes uoverensstemmelser, kunne her handle frit med hinanden under den danske konges fred.

Men freden havde naturligvis sin pris. De fremmede måtte forpligte sig til at overholde en række politimæssige bestemmelser, og til at anvende den danske konges mønt i alle mellemværender på markedet, hvor lødig – eller i regelen hvor underlødig – kongen end valgte at gøre den. Og det var kongen der fastsatte til hvilken kurs den udenlandske mønt skulle veksles.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Skånemarkedet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307207