Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den almindelige dansker i økonomien

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

At verdensøkonomien rykkede nærmere efter 1250, betød nok for almindelige mennesker at de i højere grad fik mulighed for at vælge mellem at leve som fri og under en herres beskyttelse. Muligheden bestod i at tjene penge i byerne eller på markederne hurtigere end det normalt var muligt i bondesamfundet. Men risikoen var betydelig.

Tiden mellem 1200-årenes midte og 1300-årenes første årtier må have været oplevet som en opløsningens og ufredens tid. To danske konger blev slået ihjel midt i deres gerning, udenlandske fyrster vandt indpas i riget, som fjender udefra eller som en art påtrængende venner. To lundensiske ærkebisper kom i bitter strid med kongen, der fængslede dem og slæbte dem for pavens domstol.

Statistisk set ville den tids danskere have en forventelig levealder på omkring fyrre år, men mange ville dø langt tidligere og nogle ville blive gamle. Udfordringen fra verdensøkonomien bestod måske i, at man over nogle generationer kunne smyge nogle snærende bånd af sig eller i det mindste skifte afhængigheden af én herre ud med afhængigheden af en anden.

Annonce

 Fremstilling af en enhjørning på en korstol i Lunds Domkirke fra slutningen af 1300-årene. Enhjørningen var et af middelalderens foretrukne symboler for uskyld, renhed og mod. Det kunne forekomme at de nordiske erstatninger for elfenben, frem for alt narhvalens tand, ansås for horn af dette fabeldyr.

Fremstilling af en enhjørning på en korstol i Lunds Domkirke fra slutningen af 1300-årene. Enhjørningen var et af middelalderens foretrukne symboler for uskyld, renhed og mod. Det kunne forekomme at de nordiske erstatninger for elfenben, frem for alt narhvalens tand, ansås for horn af dette fabeldyr.

Hvad almindelige mennesker angår, fik det betydning at anvendelsen af penge i den daglige økonomi har været stigende. Det gjaldt ikke i bondesamfundet, men er et kendetegn ved by- og markedsøkonomien, og herfra har det nok bredt sig til samfundet som helhed. Dansk mønt var ganske vist ikke gangbar uden for Danmark. Kongens møntpolitik var knyttet til Skånemarkedet og kongen sikrede sig her mod at ædelt metal forsvandt ud af riget ved at gøre den danske mønt så underlødig han kunne være bekendt. Den danske mønt blev middelalderen igennem berygtet af denne grund, og der var forbud i nordtyske byer mod at lægge dansk mønt i kirkebøssen.

Men en dansker der havde fanget sild i Skåne og solgt den til tyske opkøbere behøvede ikke binde sig til kongens mønt. Han havde tre dage til at modtage varer fra købmandens bod som betaling i stedet. Det kunne være begyndelsen til købmandskab for hans vedkommende, i beskedent format til at begynde med, men det kunne blive til mere.

Almindelige danskere var altid kommet langt omkring i Europa. Det havde der i det mindste været tradition for i flere hundrede år. Det nye efter 1250 var at de kunne optræde økonomisk selvstændigt, ikke behøvede stå i en høvdings tjeneste.

Men den såkaldte fri tilværelse, som borger i byen, købmand eller håndværker var mere risikabel end tilværelsen i bondesamfundet. At opnå borgerskab krævede betaling, og den der ville bo i byen skulle enten kunne købe eller leje en ejendom dér, som kunne være både bolig og sæde for erhvervet. Der skulle betales skat, afgift af omsætningen og medlemskab af det gilde eller lav som borgeren var nødt til at støtte sig til, nu hans slægt ikke boede i hans nærhed. Kongen søgte ofte at begunstige tilflytningen til nye byer, ved at give bygrunde gratis til dem der magtede at bygge på dem, men det var ikke for småfolk, og bymiljøet var i det hele taget ikke gunstigt for fattige. Til nød søgte man at forsørge egne fattige, lade dem være skattefri eller forsørge af gilderne, hvis det var borgere det var gået tilbage for, enker eller børn. Men fremmede fattige tog man normalt ikke imod.

 På korstolene i Lunds Domkirke fra 1300-årenes slutning findes en billedkalender i tolv relieffer, sikkert efter udenlandsk forbillede. Juli er kornhøstens måned.

På korstolene i Lunds Domkirke fra 1300-årenes slutning findes en billedkalender i tolv relieffer, sikkert efter udenlandsk forbillede. Juli er kornhøstens måned.

Gilderne blev stærke kræfter i byernes liv. De hedder sådan fordi et gilde, et fællesmåltid mellem sammenslutningens medlemmer og deres familie, var det der bandt dem sammen, men gildet eller drikkelaget er kun udtryk for fællesskabet, ikke dets formål. Gilde bliver normalt betegnelsen for købmændenes sammenslutninger, medens håndværkernes hedder lav, men sprogbrugen er ikke helt fast, og de principper om beskyttelse og solidaritet de er bygget på, er i alt væsentligt de samme. Købmands- og håndværkersammenslutninger af denne art findes overalt i de europæiske byer og de står altid i nær forbindelse med bystyret. Meget ofte hentes rådets medlemmer fra de største købmandssammenslutninger, medens lavene der er erhvervsopdelt og ikke helt af den samme høje prestige får et betroet tilsyn med erhvervs- og handelsforholdene i byerne. Om bagerne bager brødene store nok og sælger dem til en rimelig pris, er ganske vist et anliggende for bystyret, men dette handler ikke i sagen uden i forståelse med bagerlavet.

I Danmark havde gildevæsenet gjort sig gældende i slutningen af 1100-årene med Sankt Knudsgildets oprettelse, og fra 1250'erne med gilderne i den nye Sankt Eriks navn. Men købstæderne fik gildemæssige sammenslutninger på mindre ophøjede niveauer end disse to kongelige gilder. De omfattede medlemmer med social status og økonomiske interesser der var fælles, normalt var de ud over deres tilknytning til et bestemt erhverv forankret i en kirke eller et af dens altre, der opbevarede formuen og på forskellig måde nød godt af virksomheden, som alterets helgen til gengæld beskyttede.

 På korstolene i Lunds Domkirke fra 1300-årenes slutning findes en billedkalender i tolv relieffer, sikkert efter udenlandsk forbillede. December er svineslagtningens måned.

På korstolene i Lunds Domkirke fra 1300-årenes slutning findes en billedkalender i tolv relieffer, sikkert efter udenlandsk forbillede. December er svineslagtningens måned.

Kontakten med verdensøkonomien skabte betingelserne for en dybtgående social ændring i 1200- og 1300-årenes Danmark. Og udviklingen foregår i samspillet mellem by og land. Den stillede den almindelige dansker i valget mellem at søge til en by eller give sig ind under en herre. Når kongemagten var omstridt, var der næppe særlig tryghed ved at være selvejer og skattepligtig til kongen. Kirkens gods voksede og her kunne bonden muligvis få mere fordelagtige vilkår. Noget tilsvarende kan have været tilfældet på en stormands gods. Byernes indbyggertal voksede, og det var fra landet tilvæksten kom. For købstadbefolkningen var forholdet til kongemagten bestemt af, at den i sine gilder og lav samt sit bystyre havde organer der kunne yde beskyttelse mod de omskiftelser som tidens politik skabte risiko for.

Kongemagten fremmede gildernes vækst i alle de byer hvor kongen kunne sætte sin magt igennem, medens roskildebispen som byherre i København til enhver tid forbød gilder af enhver art. Biskoppen har villet forbeholde Københavns vigtigste aktiviteter for bispestolens egne tjenere, medens kongen i enhver borger, ethvert gilde- eller lavsmedlem, har set et interessant beskatningsobjekt, men også været villig til at skaffe de betingelser der kunne sætte denne borger i stand til at betale.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Den almindelige dansker i økonomien i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307211