Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Grundlaget

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Det var næsten tre hundrede år siden Poppo havde båret glødende jern for kong Harald og overbevist ham om at Kristus var stærkere end de gamle guder. Nu havde kirken i Danmark allerede sin egen historie, med træk der var særligt danske, men også med lighedspunkter i forhold til de andre forholdsvis unge kirker i kristenheden.

Kirken er de døbtes forsamling, og ved 1200-årenes midte var Danmarks indbyggere givetvis alle døbt. Og hvad hele den åndelige og legemlige kultur angår, var kristendommen så stærk, at rester af hedenskabet må have ført en hensygnende tilværelse. Der var gået mere end tusinde år siden oldkirken havde fået sine faste konturer, men tidsforskellen spillede ikke nogen væsentlig rolle i kirkens forståelse af sig selv. Den var Kristi legeme på Jorden, og også 1200-årenes danske kirke formidler forbindelsen tilbage til den kirke hvori apostlene havde været de første biskopper, og hvor kulten, dvs. sakramenternes forvaltning, siden da var foregået.

 I Næstved Sankt Peders Kirke fandtes indtil slutningen af forrige århundrede et middelalderligt kalkmaleri der forestillede messen i det øjeblik hvor hostien løftes og der ringes med en klokke for at markere brødets forvandling til Kristi legeme. Billedet stammer fra et af kirkens sidealtre og sad i vejen for en bygnings-reparation der skulle foregå. Det gik til grunde og blev siden erstattet af et moderne maleri med samme motiv. Her gengives det efter en akvarel af Magnus Petersen før restaureringen.

I Næstved Sankt Peders Kirke fandtes indtil slutningen af forrige århundrede et middelalderligt kalkmaleri der forestillede messen i det øjeblik hvor hostien løftes og der ringes med en klokke for at markere brødets forvandling til Kristi legeme. Billedet stammer fra et af kirkens sidealtre og sad i vejen for en bygnings-reparation der skulle foregå. Det gik til grunde og blev siden erstattet af et moderne maleri med samme motiv. Her gengives det efter en akvarel af Magnus Petersen før restaureringen.

Sogneinddelingen i Danmark lå nu fast i sine hovedtræk. Det er på Sjælland forholdene kendes bedst, og her forekommer der kun enkelte eksempler på at særlig store sogne er blevet delt, og nye sogne oprettet. Det kunne ske ved at kirker der tidligere havde haft status som kapeller ophøjedes til sognekirker, og bygningsmæssigt var der ingen større forskel. Der behøvede i det mindste ikke være det.

Annonce

Sognekirken som er den kirke beboerne i et bestemt område søger eller „sogner” til, har krav på betaling af sognebørnene for den sjælesorg de modtager. Siden den ældste kristentid har denne betaling været ydet i form af tiende, dvs. en tiendedel af de kristnes indtægter, hvor store, og af hvilken art, de end var. Danske bønder har vel oftest ydet tiende i form af korn og smør, men f.eks. sild kan også forekomme, og i det hele taget kunne enhver afgrøde eller indtægt gøres til genstand for denne afgift der tilfaldt den kirke som betjente den enkelte med sakramenterne, dåb, nadver, skrifte osv., lige fra vuggen til graven. Tienden ydedes i naturalier der solgtes for kirkens regning af kirkeværgerne, og den blev delt i tre dele. Den ene del gik til præstens underhold, ydedes til hans „bord” som det hedder. Den anden var beregnet til bygningens vedligeholdelse og kaldes fabrica (den hvoraf der bygges), den afholder også udgifterne til selve gudstjenesten, lys osv. Den tredje del skal tilfalde stiftets biskop, men det var ikke i alle rigets stifter den blev ydet fuldt ud. Også her er det forholdene på Sjælland der kendes bedst, og her har der ved 1200-årenes midte været ydet fuld bispetiende. Jakob Erlandsens legat 1253 til fordel for skolarer i Roskilde der skulle studere i Paris indeholdt bl.a. bispetienderne fra en række sjællandske sogne, og det var ikke ualmindeligt at biskopperne disponerede over deres del af tienden til fordel for klostre og kirkelige stiftelser. Men en firedeling af tienden, som er almindelig i udlandet, og hvor den fjerde del går til de fattige, forekommer ikke i Danmark. Dér hvor bispetiende efter forhandling mellem bisperne og stiftets lægfolk ikke ydedes fuldt ud, betaltes der i stedet en fast afgift der kaldtes „biskopsgave”. I Jylland indførtes fuld bispetiende først i 1400-årene.

 Side af Roskildebispens Jordebog, skrevet i kancelliet i Roskilde mellem 1370 og 1377. Den indeholder to fortegnelser over Sjællands sogne, med forskellige oplysninger om deres ejendoms- og afgiftsforhold, som må stamme fra 1300-årenes begyndelse. Her ses optegnelser fra Ods Herred og Slagelse Herred. Undersøgelse af sognenes fordeling i herrederne viser at sognedannelsen i alt væsentligt lå fast fra 1200-årenes slutning, men at der endnu blev reguleret på sognenes størrelse i begyndelsen af 1300-årene. Netop på grund af Koskildebispens Jordebog kan disse forhold følges på Sjælland, medens de er ukendte i det øvrige Danmark.

Side af Roskildebispens Jordebog, skrevet i kancelliet i Roskilde mellem 1370 og 1377. Den indeholder to fortegnelser over Sjællands sogne, med forskellige oplysninger om deres ejendoms- og afgiftsforhold, som må stamme fra 1300-årenes begyndelse. Her ses optegnelser fra Ods Herred og Slagelse Herred. Undersøgelse af sognenes fordeling i herrederne viser at sognedannelsen i alt væsentligt lå fast fra 1200-årenes slutning, men at der endnu blev reguleret på sognenes størrelse i begyndelsen af 1300-årene. Netop på grund af Koskildebispens Jordebog kan disse forhold følges på Sjælland, medens de er ukendte i det øvrige Danmark.

Sognepræsterne var uddannet ved de skoler der fandtes ved domkirkerne. Studier i udlandet har været forbeholdt dem der skulle befordres til højere embeder, og sognepræsterne har måske ikke været højere uddannet end til at de kunne læse en messe korrekt. De har ernæret sig af præstegårdens drift og af deres del af tienden, og de har levet i deres sogne som bønder blandt andre bønder. Noget tyder på at det har været så som så med cølibatet. Der er temmelig mange eksempler på at unge præster før de skal have embede får pavelig dispensation fra uægte fødsel og det skinner igennem at de er sønner af præster og skal overtage faderens embede.

Biskopperne var normalt af høj byrd og veluddannede i teologi og kirkeret. Reelt havde kongerne åbenbart i de fleste tilfælde et afgørende ord at sige i bispeudnævnelser, hvordan så end de kirkelige regler om frie valg afpassedes til denne realitet. Under den omstridte kongemagt i 1200-årene kunne de svage konger ikke opnå fuld anerkendelse af at biskopperne var forpligtede til trofast kongetjeneste, og kongerne berettigede til at øve indflydelse i kirkens verdslige anliggender, på grundlag af de store kongelige gaver der oprindelig havde tilladt at oprette domkirkerne. Så kunne kongemagtens modstandere henvise til at biskopper ifølge gammel ret skulle vælges af gejstligheden og folket i stiftet. Men det gjaldt om hvilken magt parterne havde at sætte bag deres standpunkter. Og kongerne bevarede en stor magt over kirken, mange biskopper indgik i „kongens gård”, dvs. opfattede sig som medlemmer af kongens husstand på linie med de verdslige stormænd. Ofte var det medlemmer af samme slægt der i den ene generation efter den anden blev valgt til biskopper. Således var Sjællands Stift endnu langt ind i 1300-årene i hænderne på medlemmer af Hvideslægten.

 Abbedstav fra Løgum Kloster af elfenben fra ca. 1300, formentlig skåret i Köln. Kun hovedet er bevaret, godt 20 cm højt.

Abbedstav fra Løgum Kloster af elfenben fra ca. 1300, formentlig skåret i Köln. Kun hovedet er bevaret, godt 20 cm højt.

Biskoppens myndighed over de kristne i stiftet er af tre arter. Det var biskoppen der indviede kirker og præster, dernæst havde han myndigheden til at belære de troende i alle anliggender der havde med sjælens frelse at gøre, og endelig havde biskoppen den øverste domsmyndighed i „åndelige” sager, dvs. dem der angik kirken, troen og frelsen, en grænse der i virkelighedens verden kunne trækkes meget vidt.

Kirkens ejendom kunne ikke afhændes. Når et eller andet stykke jord først var kommet ind under kirken, kunne det kun komme bort derfra med rette ved at mageskiftes med andet af tilsvarende værdi. Overgreb mod kirkens besiddelser var helligbrøde (sacrilegium). Det var almindeligt at giverne i deres levetid fik visse begunstigelser, f.eks. i form af at giverne fortsat bestyrede godset så længe de levede, måske uden at skulle betale for det. Og i kongernes tilfælde, hvor gaverne var meget omfangsrige, kunne begunstigelser, af hvilken art de end kan have været, i en vis udstrækning gå i arv til efterfølgerne. Men bortset herfra var kirkens gods til evig tid henlagt til kirken, der så enten selv måtte drive godset eller give det i forpagtning til andre.

Kirkens gods var blevet meget stort, og kirken stod som en magtfaktor i tidens økonomiske liv. Men kirkens økonomiske betydning i det danske samfund måtte være afhængig af hvilket overordnet formål kirkegodset skulle tjene, nemlig at være grundlag for at bestemte kirkelige embeder eller funktioner fortsat kunne opretholdes. Dette formål var vigtigere end noget andet, og kirkens gods måtte forvaltes således at der altid var penge til netop dette. De enkelte enheder i det kirkelige godskompleks skulle altid kunne dække de udgifter de var beregnet til at dække. Det var vigtigere end f.eks. at tjene særlig godt på det i gode år.

 Ligsten i Sorø Kirke over roskildebispen Jens Krag, død 1300. Han stod på Jens Grands side i dennes strid med Erik Menved, men blev hverken fængslet eller forjaget. Derimod var han stærk nok til at mægle mellem parterne i en fase af stridighederne. Det foregik i biskoppens by København. Han gav byen en ny og meget streng stadsret i 1294. Borgerne satte sig op imod ham og fik kongens hjælp til at angribe Københavns Slot. Men også her var biskoppen så stærk at han gik af med sejren. I 1296 påtvang han borgerne et forlig hvor de kapitulerede helt over for bispens krav og bedyrede at deres oprør havde været anstiftet af Djævelen.

Ligsten i Sorø Kirke over roskildebispen Jens Krag, død 1300. Han stod på Jens Grands side i dennes strid med Erik Menved, men blev hverken fængslet eller forjaget. Derimod var han stærk nok til at mægle mellem parterne i en fase af stridighederne. Det foregik i biskoppens by København. Han gav byen en ny og meget streng stadsret i 1294. Borgerne satte sig op imod ham og fik kongens hjælp til at angribe Københavns Slot. Men også her var biskoppen så stærk at han gik af med sejren. I 1296 påtvang han borgerne et forlig hvor de kapitulerede helt over for bispens krav og bedyrede at deres oprør havde været anstiftet af Djævelen.

Dette kunne være grundlag for en ganske gunstig overdragelse af driften til verdslige forpagtere. Hvis de drev godset sådan at dette minimum kunne opfyldes, kunne det være fordelagtigt for dem selv. Det var ganske vist ikke en afgørelse de kunne træffe alene. Grundlaget for deres besiddelse af kirkeligt gods blev fastlagt for adskillige år ad gangen i forhandling med den pågældende kirkelige myndighed. Men den var mest interesseret i at godset blev holdt i drift, og at det nødvendige mindstemål altid var til stede.

Kirkegodset deltog altså kun i markedsøkonomien med begrænset styrke, og driften var kendetegnet af mindre fleksibilitet end frit gods.

Det kirkelige forvaltningsapparat stivnede tidligt i en række bestemt afgrænsede institutioner, der havde konstante funktioner og interesser indadtil og udadtil. Et kirkeligt embede, der altså levede af et nøje afgrænset godskompleks, havde også altid en arvtager, nemlig efterfølgeren i embedet, medens det „frie” gods, adelsgodset, måtte bestyres således af dem der ejede det at der var taget hensyn til hvorledes godset ville gå videre i efterslægten.

At være kirkens lensmand eller forpagter kunne i bestemte situationer nok være fordelagtigt, ikke mindst hvis godset var forpagtet bort på sådanne vilkår at det kunne drives sammen med den pågældendes egne besiddelser. Men eje godset kunne ingen forpagter komme til, og det var en forskel i forhold til dygtige eller heldige forvaltere af krongods. Og hvis godsets normale afkast over en længere periode nærmede sig det minimum kirken ikke ville gå under, fik kirken vanskeligt ved at skaffe sig fæstere eller forpagtere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Grundlaget i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307213