Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Videnskabens magt

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Bøger var store kostbarheder. De blev fremstillet i skriverværksteder, i Danmark eller i udlandet, og fandt deres plads i biblioteker, ved domkirkerne, i klostre eller hos fornemme folk. Alt efter hvad de indeholdt, måtte de udsmykkes mere eller mindre rigt. Mest pragt blev der naturligvis ofret på de håndskrifter af Den hellige Skrift som skulle tjene ved gudstjenesten i de store domkirker eller i fyrsternes private kapeller. Her kunne pergamentet ikke blive tykt, stift eller hvidt nok, forgyldning og bogmaleri ikke pragtfulde nok. Munkenes og de lærdes brugsbiblioteker var mere spartansk udstyret, men bøger var altid klenodier. Ofte blev de lænket til den pult hvor de skulle bruges, og den der skulle læse dem måtte rejse til dem. Danmarks middelalderlige biblioteker er for en stor dels vedkommende gået til grunde, men sporene viser at 1200- og 1300-årenes almindelige europæiske kultur på det boglige område var tilgængelig for de kyndige i Danmark, i teologien, juraen, medicinen, filosofien, naturvidenskaberne og litteraturen, hvad der overvejende vil sige den klassiske litteratur i den udstrækning den var kendt og acceptabel i tidens kirkeligt opbyggede verden.

De skrive- og læsekyndiges tal har næppe været stort. Har der været nogle hundreder danske i 1200-årenes slutning som har behersket latinen sådan at de kunne være selvstændigt skabende på dette sprog, har det nok været højden. Men foruden dem har der været nogle tusinder der kunne tyde bogstaverne, bl.a. de der læste messen i rigets to tusinde landsbykirker. Af dem krævedes der ganske vist ikke meget mere end just dette, at de kunne læse messen korrekt.

 Skriver eller bogmaler. Kalkmaleri i Keldby Kirke på Mon fra ca. 1325. Doktorhatten er et tegn på lærdom, og de fire blækhorn på bogens ovre kant er en bogmalers værktøj.

Skriver eller bogmaler. Kalkmaleri i Keldby Kirke på Mon fra ca. 1325. Doktorhatten er et tegn på lærdom, og de fire blækhorn på bogens ovre kant er en bogmalers værktøj.

Havde roskildekirkens kalendarium skullet pege på videnskabens centrer i stedet for religionens, ville det ikke have været Rom og Jerusalem, men frem for alt Paris, Oxford, Bologna og Salerno der skulle have været nævnt. Her gjorde 1200-årenes videnskabsmænd nogle grundlæggende opdagelser der fordybede menneskenes indsigt i skabningens væsen og tilværelsens vilkår. Paris var førende i teologien og filosofien, Oxford næsten lige så fremtrædende inden for disse fag og desuden i sprogvidenskaben der lå til grund for det hele. Bologna var juraens og Salerno var lægevidenskabens førende skole.

Annonce

Peder Nattergal er ikke alene blandt de danske der i 1200-årene nåede et højt niveau i videnskabens verden. Men det er kun et fåtal af dem vi kender navnet på. Dog ses det både af Peder Nattergals og af andres skæbne, at deres evner ikke kun skulle forbeholdes studerekammeret. Erik Menveds kansler, magister Morten Mogensen, var således en stor sprogfilosof der i videnskabens verden hed magister Martinus de Dacia og som skrev en fundamental afhandling om ords betydning. Som kansler hos den danske konge forestod han dennes brevvæsen som leder af kancelliet. Udformningen af kongernes breve krævede at der med indsigt og sikkerhed kunne henvises til alle de store sandheder, i den sproglige udformning hvori disse var accepteret af alle. Magister Morten var sprogfilosof, og han var også kirkeretskyndig. Grammatikken var grundlæggende i den tænkning der skulle anvise hvad der var ret og hvorfor. Magister Mortens evner kom på prøve da kongen i årene lige før 1300 skulle føre proces for pavens domstol i anledning af at han havde fængslet ærkebiskop Jens Grand og beskyldte ham for at konspirere med rigets fjender. Magister Morten bestod for så vådt prøven som processen faldt ud til kongemagtens klare fordel.

Det internationale videnskabelige miljø var ikke stort, men det hang godt sammen, ikke mindst fordi latinen var gangbar overalt, som et middel til at fastholde meninger eller videnskabelige resultater i den form de én gang for alle havde opnået. Latinen blev et kunstsprog, selv om det med tiden tog farve af de enkelte landes folkesprog. Derved blev det en smule ligesom de undergivet tidens og forandringens vilkår. Kun latinen ansås for anvendelig til international jura og politik. Men det forudsatte, at der altid måtte oversættes fra latinen på forskellige niveauer i livets mange aktuelle situationer. Regler og normer blev længe bevaret på latin, men folkesprogene sneg sig ind i love og forordninger og i historieskrivningen.

Således var helgenlegender og prædikenforskrifter altid på latin, men på grundlag af dem kunne præsterne tale på folkesproget, når det var opbyggeligheden og forkyndelsen det kom an på. Prædikenforskrifter bestod ofte kun af stikord eller skitser på latin, beregnede til at oversættes. I altertjenesten i kirken, dvs. i gudstjenestens liturgi, var latinen dog enerådende. Her gjaldt det om at fastholde traditionen.

Teologien var førende i videnskaben og al kultur var præget af kristendommen, men ligesom kristendommen var en religion, ikke en videnskabelig anskuelse, således var videnskaben ikke et kirkeligt særanliggende. Forskningen i Bibelen, kirkefædrene og kirkens historie var videnskabelige hjælpemidler til at fastholde den rene tradition i gudstjenesten og den rette lære i forkyndelsen. I det kristne samfunds verdslige regering fungerede den kristne videnskab som grundlag for socialmoralen og statsteorien. Men sakramenterne, dåb og nadver frem for alt, skulle opfattes som handlinger Vorherre selv – med præsten som mellemled – foretog med sin skabning og som det gudskabte menneske ikke behøvede at forstå.

1200-årenes kristne konger bar deres ansvar i en verden hvor Djævelens snarer altid var lagt ud, og de havde brug for at råde over den højeste menneskelige kunst og den dybeste visdom. Kongerne bar et direkte ansvar over for Gud for det folks skæbne som var lagt i deres hånd. Magister Mortens verdslige regeringsembede er ikke en afvigelse fra hans videnskabelige løbebane, men opfyldelsen af dens endemål.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Videnskabens magt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307190