Astrolabium af den type som Peder Nattergal har brugt. Fra nordisk middelalder er intet eksemplar bevaret. Dette instrument stammer fra Granada år 1304 og bærer inskription på arabisk. Det har en ring øverst der anbringes på en finger så instrumentets skive hænger lodret. På den ene side findes en sigtelineal med to huller til måling af himmellegemers højde over horisonten. Den anden side har hjælpemidler til bestemmelse af himmellegemets plads på henholdsvis den nordlige og den sydlige stjernehimmel. Instrumentet er en græsk opfindelse der via araberne i Spanien kom til Europa i 900-årene.

.

I året 1274 målte en astronom daglig solens middagshøjde over Roskilde, med det formål at bestemme dagens længde. Et sammendrag af hans resultater blev indført forrest i Roskilde Domkirkes liturgiske kalender der på dette tidspunkt var ved at blive revideret. Hvem astronomen var, vides ikke, men han må have været en af kirkens præster. Der kan være tale om en mand der senere blev en berømt astronom, en af tidens største, i den lærde verden kendt som Petrus Philomena, på dansk Peder Nattergal. Hvis det er ham, må disse beregninger være et af hans første arbejder, ellers stammer de fra en ældre fagfælle der kan have været den der gav ham inspirationen.

En kalender af samme type som Roskildes viser sig at have været i brug blandt astronomerne i Paris tyve år senere, og i Paris har Peder Nattergal givetvis i en periode af sit liv studeret. Roskildekirken rådede siden 1253 over et legat stiftet af biskop Jakob Erlandsen, den senere ærkebiskop, hvis midler tillod at der til stadighed holdtes to skolarer fra Roskilde til studier ved universitetet i Paris. Peder Nattergal kom også til Bologna hvor han en tid underviste i astronomien, indtil han omkring århundredskiftet vendte tilbage til Roskilde for at nyde det kannikedømme han nu havde her. Hans astronomiske og matematiske værker må have haft en stor udbredelse, for de er bevaret i temmelig mange middelalderlige håndskrifter i biblioteker over hele Europa. Han er mest berømt for at have konstrueret et instrument til beregning af sol- og måneformørkelser.

Beregningerne i Roskilde 1274 havde et formål mere, nemlig at bestemme Roskildes nøjagtige geografiske beliggenhed og måle afstanden i luftlinie til henholdsvis Rom og Jerusalem, de to centrer i den datidige verdensopfattelse, Jerusalem med Kristi grav og Rom med de kristne martyrers grave og med sædet for den vestlige kirkes overhoved, paven.

Kalenderværket hvorfra vi kender disse målinger har i sin tid haft den vigtige opgave at styre den daglige gudstjeneste i domkirken. Det er ikke længere bevaret, men har i alt væsentligt kunnet rekonstrueres på grundlag af senere afskrifter. Et sådant kalendarium, som ethvert større kirkeligt centrum måtte have, havde en rubrik for hver dag i året, somme tider en hel side, hvor man optegnede alt hvad der var nødvendigt for gudstjenesten, de store højtider, helgenfester som kirken eventuelt var særligt forpligtet overfor, og alle de sjælemesser der dag for dag skulle læses for kirkens velgørere „til evig tid”. En sådan gavebog, et kalendarium eller nekrologium, styrede en stor del af den tilværelse som domkirken var midtpunkt i.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Solhøjden over Roskilde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig