Skriverne og malerne

Abbed Bo i Øm Kloster som blev valgt til abbed på Den hellige Vilhelms dag (16. juni) 1261 og forestod klosteret under en afgørende fase af dets eksistenskamp mod århusbispen, var ifølge klosterkrøniken „ikke blot en god skriver, men også maler, og i det hele taget kunstbegavet i mange henseender”. Fremstillingen af håndskrifter lå i hænderne på højtkvalificerede håndværkere, og det har ikke været et ringeagtet arbejde. Men i cistercienserklostrene blev dette arbejde overvejende udført for andre, mod betaling. Selv måtte klostrene ikke eje pragthåndskrifter. Til deres egne bøger skulle der bruges pergament af ringeste sort, håndskrifterne måtte ikke bemales, og var der huller i pergamentet skulle skriveren blot skrive udenom.

Det hænder at skrivere er nævnt i domkirkernes eller klostrenes optegnelser, men hovedparten af dem er anonyme, og det er ikke længere muligt at skønne om hvor stor bogproduktionen i det middelalderlige Danmark har været. Men det er godtgjort at der har været skrivestue (scriptorium) ved alle de større kirkelige institutioner, ved domkirkerne og de store klostre på landet. Og den danske konge selv har haft et velbemandet scriptorium.

Så meget mærkeligere er det at afskriften af den såkaldte Kong Valdemars Jordebog, hvis hovedindhold er optegnelser fra kancelliets finansförvaltning i 1200-årene, er blevet udført i Sorø Kloster omkring 1300. Foruden de forskellige oversigter over kongelige ejendomme og indtægter rundt omkring i riget indeholder håndskriftet en kalender, en årbog, og nogle teologiske læsestykker, både lærd og opbyggeligt. Dertil kommer en dansk kongerække til Erik Klipping der døde 1286, en paveliste til Gregor 9. (død 1241), en rejserute fra Ribe til Jerusalem, og en anden rejserute til Reval i Estland, et testamente af en nu ukendt fru Margrete, og forskellige andre stykker af varierende indhold der gør det temmelig gådefuldt hvad jordebogsoplysningerne har tjent til. Hele håndskriftet viser sig at være blevet skrevet af to, måske tre hænder, og den ene er broder Jens Jyde i Sorø. Han kendes fordi han to gange har skrevet sit navn i et bevaret håndskrift af den såkaldte Eriks sjællandske Lov, og omkring 1300 var der en munk i Sorø Kloster af dette navn. Han har været jyde, at dømme efter sprogformerne i hans gengivelse af sjællandsk lovgivning. Det er påvisningen af hans hånd i jordebogshåndskriftet der bærer henvisningen til Sorø Klosters scriptorium.

Hvorfor disse kancellioptegnelser er givet til Sorø Kloster at skrive af, kan der kun gisnes om. Kancelliet kan selv have givet sorømunkene i kommission at udføre dette arbejde, for det er ikke sikkert at kancelliet selv rådede over mandskab til udførelse af den monumentale bogskrift. I det mindste brugte kancelliet til de almindelige kongebreve en anden, mere letløbende skrift. Men Sorø Kloster kan også have haft brug for dette håndskrift selv, eller have taget det i bestilling fra andre. Færdigt efter de hensigter der kan spores, er håndskriftet imidlertid ikke blevet. Jordebogshåndskriftet har nogle enkle, smukke begyndelsesbogstaver i rødt, blåt og grønt, men langtfra alle steder hvor det har været meningen. Men bogstaverne i selve teksten er omhyggeligt kalligraferet og broder Jens har sikkert været en af Sorø Klosters bedste skrivere.

En anden jyde som var munk og skriver i Sorø har udført et håndskrift af Henrik Harpestrengs to urtebøger som endnu er bevaret. Overfladisk set er skriften den samme som Jens Jydes, men denne skriver har selv angivet sit navn „broder Knud Jul” (frater kanutus yuul). Og 1310 var der en munk af dette navn i Sorø. Ligheden skyldes at de to har modtaget samme undervisning i skrivekunsten. I øvrigt ligner middelalderlige cister-cienserhåndskrifter overalt i verden hinanden. Så disciplineret var denne orden i hele sin tilværelse at det også gør sig gældende i skrivestuen.