Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Romerkirken og Danmark

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Danmark var i sin tid blevet kristnet af sine naboer, og den oprindelige kirkeordning havde lånt træk både fra den hamburg-bremenske kirke og fra England. Nu i 1200-årene var det imidlertid pavestolen den danske kirke så hen til, når det gjaldt retningslinierne for kirkens forvaltning og troens udbredelse. Dette skyldtes frem for alt at Danmark i begyndelsen af 1200-årene, i forståelse med pavestolen, var blevet en førende magt i de korstog der foregik i Balticum. De udgik fra Lübeck, ikke mindst i den periode hvor den danske konge var herre her, og de kom til at udgøre en væsentlig del af Valdemar Sejrs imperiepolitik i Østersøen.

Pavestolens interesse i et politisk fællesskab med fyrstendømmerne i kristenhedens randområder var klar. Den stod i forbindelse med ønsket om et kirkeligt verdensherredømme som havde været pavernes bestræbelse fra midten af 1100-årene. En bestræbelse som ganske vist var magtpolitisk, men samtidig gjaldt troens udbredelse blandt hedningene. Korstogssagen blev en af løftestængerne i pavernes greb efter magten. Den kunne give anledning til at unge kristne fyrstendømmer modtog pavelig hjælp og opmuntring i troens anliggender og i bestemte politiske forehavender, eventuelt begunstigelser på grænsen af hvad der efter regler og sædvaner var muligt, uden at der skulle ydes andet til gengæld end udtryk for deres ubegrænsede underdanighed over for Guds tjeneres tjener som paven altid kaldte sig i sine breve.

 En grav fundet i Holbæk i 1986 indeholdt to Ibskaller, tegnet på at en pilgrim havde rejst den lange vej til Sankt Jakob i Compostela.

En grav fundet i Holbæk i 1986 indeholdt to Ibskaller, tegnet på at en pilgrim havde rejst den lange vej til Sankt Jakob i Compostela.

1200-årenes kirke var en kirke i krise, kendetegnet af fundamental religiøs usikkerhed. Tiden vrimlede med folkereligiøse, halvkætterske bevægelser der gjorde krav på at være sandere udtryk for kristendommen end den etablerede kirke. Med en afvigende teologi eller en anti-kirkelig agitation truede de kirken på selve dens eksistens. Kristendommens udbredelse er altid en kritisk og risikabel virksomhed, men i 1200-årenes Europa var der en særlig ophedet stemning. Årvågne øjne var parate til at se Kristus virksom i hver anden eremit eller prædikant. Mange ventede at dommedag var nær. Og den etablerede kirke stod i et vanskeligt valg mellem hvad den skulle fordømme, og hvad den skulle forsøge at indlemme i kirkens officielle trosliv. Holdningen over for tiggerordenerne, Den hellige Dominicus' og Den hellige Frans' orden, er karakteristisk for situationen. Pavestolen accepterede lynhurtigt disse bevægelser, til trods for at de med deres indstilling egentlig udgjorde en trussel. Men pavestolen tillod dem nu at få en omdannende indflydelse i kirkens liv. Kampen mod det religiøse sværmeri blev frem for alt lagt i deres hænder, og nu kunne i det mindste alle andre fritvoksende religiøse bevægelser fordømmes som kætterske.

Annonce

Paverne i Rom formidlede en forbindelse tilbage til oldkirken. Kirkens etablering i Romerriget havde fundet sted i 300-årene, med at kejseren Konstantin den Store var blevet kristen. Det romerske bispedømme var grundlagt på kejserlig jord, og pavedømmet overtog mange træk af Romerrigets tradition i sin forvaltning og i sit ceremoniel. Da Konstantin noget senere forlagde den kejserlige residens til Bvzans, det „nye” Rom, var paven ene om at repræsentere kontinuiteten i Rom.

Juledag år 800 blev frankerkongen Karl den Store kronet af paven i Peterskirken, og kejserdømmet i Vesten kunne anses for at være genoprettet. At det foregik på apostlen Peters grav, og ikke i Roms domkirke, Laterankirken, markerer den verdenspolitiske betydning af dette skridt. Karl den Stores kroning er udgangspunktet for det middelalderlige vesteuropæiske kejserdømme, grundlag for verdensordenen, men ganske vist også anledning til mange stridigheder mellem kejser- og pavemagt.

Paverne i 1200-årene var militært svage, men de nød en betydelig autoritet i verdenspolitiske anliggender som ellers vanskeligt kunne tages under behandling. Som voldgiftsdomstol i stridigheder mellem fyrster, og som instans der kunne dispensere fra kirkelige regler der ellers var ufravigelige, fik pavestolen i 1200-årene en stor teoretisk eller formel indflydelse. Baggrunden er bl.a. det førerskab i korstogssagen som paverne havde påtaget sig siden 1000-årenes slutning, og hvorved paven stod som repræsentant for den samlede vestlige kristenhed. Men også pavestolens indsats for at bringe orden i den kirkelige jura fortjener at nævnes.

 Rydårbogens begyndelse efter det ældste af de bevarede håndskrifter. Det findes i Hamburg Stadtbibliothek og stammer fra tiden omkring 1300. I dette håndskrift følger Rydårbogen efter et tysk historisk arbejde, de såkaldte Hamburg-annaler, og begynder efter afsnittet nederst på bagsiden af blad 15 (til venstre). Indledningen til denne danmarkshistorie på latin fra 1200-årenes slutning lyder i oversættelse:

Rydårbogens begyndelse efter det ældste af de bevarede håndskrifter. Det findes i Hamburg Stadtbibliothek og stammer fra tiden omkring 1300. I dette håndskrift følger Rydårbogen efter et tysk historisk arbejde, de såkaldte Hamburg-annaler, og begynder efter afsnittet nederst på bagsiden af blad 15 (til venstre). Indledningen til denne danmarkshistorie på latin fra 1200-årenes slutning lyder i oversættelse: "Her begynder fortællingen om det danske folkeslags historie, således som den er overleveret i gamle historiebøger, dvs. om det folks konger og deres bedrifter, fra Dan, den første konge, til de nuværende, hvilke krige de førte, hvilke triumfer de fejrede og hvorledes de endte deres liv, alt sammen summarisk fortalt i forkortet form, med anførte årstal for det vi har kunnet finde skrevet under bestemte år. Danskerne kom, som gamle historieskrivere bevidner, på Saruchs, Abrahams oldefaders, tid ind i det rige som nu kaldes Danmark fra goternes land. Og goterne stammer, som Papias siger, fra Japhets søn Gog. Når nogen så siger at danskerne stammer fra danäerne, dvs. grækerne, så er det ikke i alle henseender sikkert, men det er sandsynligt …"

Kirkeretten havde sådan set altid været studeret. Den hvilede på Bibelen selv og på vedtagelserne på oldkirkens møder af biskopperne i hele kristenheden, koncilierne, hvis vedtagelser hed canones (hvoraf navnet kanonisk ret). 11100-årene opstod der ved den store retsskole i Bologna et seriøst videnskabeligt studium af kirkeretten, frem for alt med det formål at opløse og forklare de tilsyneladende modsætninger der forelå i kirkeretten således som den var overleveret. Fra magister Gratians „Dekret” 1140 til pave Gregor 9.s supplerende samling af kirkeret (Dekretaler) 1234 foregik der et rydnings- og ordnings-arbejde inden for kirkeretten, under pavernes direkte opsyn, som satte kirkeretten i stand til at blive en juridisk og forvaltningsmæssig norm i kirkens tilværelse for al fremtid. Tillige hævedes kirkeretsstudiet ved Bolognas universitet, Europas førende retsskole, op til samme niveau som gjaldt for studiet af romerretten, civil-retten, der med kejserdømmets genoprettelse i Vesten på ny kunne tillægges international gyldighed og i vid udstrækning fungere som overordnet norm for de nationale lovgivninger.

Paverne gav deres autoritet til samlinger af kirkeretten så at de kunne lægges til grund for undervisning deri ved universiteter i Europas forskellige riger. Og paverne overtog en gammel romersk kejserlig beføjelse til at beskikke „notarer”, praktisk arbejdende jurister der stadfæstede retshandeler ved en art tinglysning, ved at offentliggøre dem under overholdelse af bestemte formalia. Om sådanne notarer havde pavelig eller kejserlig autorisation blev i løbet af middelalderen en ren formssag.

 Søvejen fra Norden til Jerusalem gik i 1200-årene langs det europæiske fastlands vestkyst helt til Gibraltar. Derfra fortsatte ruten over Sevilla og Barcelona til Marseille, velsagtens for at man kunne fortsætte i følgeskab med en af de store flåder der i disse år udgik fra havnene ved Rhôneflodens udløb i Middelhavet. Vejen videre gik over Sardinien til Messina på Sicilien hvorfra Det hellige Land nåedes

Søvejen fra Norden til Jerusalem gik i 1200-årene langs det europæiske fastlands vestkyst helt til Gibraltar. Derfra fortsatte ruten over Sevilla og Barcelona til Marseille, velsagtens for at man kunne fortsætte i følgeskab med en af de store flåder der i disse år udgik fra havnene ved Rhôneflodens udløb i Middelhavet. Vejen videre gik over Sardinien til Messina på Sicilien hvorfra Det hellige Land nåedes "på fjorten dage og lige så mange nætter". En variant af ruten, af interesse for dem der ikke havde eget skib, var at finde befordring til en havn i Flandern og derfra drage over land til en af middelhavshavnene. Formodentlig har nordiske korsfarere også endnu en tid kunnet benytte vikingernes gamle rute østpå fra Balticum, ad Düna'en eller Neva'en og videre ad de russiske floder til Bvzans.

Verdslig magt havde paverne aldrig mere af end hvad de fik tillagt fra den ene situation til den anden. Men pavestolen rådede siden folkevandringstiden over et betydeligt område af Mellemitalien som gav indtægter og gjorde paverne til faktorer i den italienske territorialpolitik. Kejser Frederik 2.s død i 1250 udioste en vældig magtkamp og sønnen Manfred opnåede ikke kejserværdigheden. Fra hans død i 1266 befandt pavestolen sig i en voksende afhængighed af den franske kongemagt og af fyrstehuset Anjou der nu etablerede sig i Neapel og på Sicilien.

For Danmarks vedkommende var pavernes voksende afhængighed af verdslig fyrstemagt en fordel. Det skabte grundlag for at den danske konge i sine anliggender kunne opnå pavelige tilladelser til at regulere på kirkens forhold i Danmark, uden at skulle yde meget andet til gengæld end ærbødighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Romerkirken og Danmark i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307189