Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det kristne folk og dets historie

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Det var nu godt to hundrede år siden kristendommen havde sejret i Danmark, at dømme efter indskriften på den store Jellingsten om den Harald der vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Den hedenske tid var ikke glemt, men det danske folks selvforståelse var nu blevet kristen.

Nu var det forskellige historiske værker der var bærende i det danske folks bevidsthed om sig selv. Saxo havde grundlagt en tradition som siden blev ført videre af andre. Han havde henlagt Kristi fødsel til Frode Fredegods tid, hvad der var god mening i, de kristne historikere i oldtiden havde altid hæftet sig ved at Kristus kom til verden i den store fredsperiode under kejser Augustus. Og nu havde Saxo i årene omkring 1200 skrevet det danske folks kristne historie indtil kong Valdemar den Store og hans søn Knud, samt den hedenske forhistorie nøje afpasset dertil. Saxos krønike var måske et værk der ikke blev læst så meget som der blev fortalt fra det, for middelalderens litterære kultur var for en stor del mundtlig. Det gjaldt sikkert ikke mindst for historieskrivningen og -fortællingen at den til stadighed var beregnet på at blive givet videre i mundtlig form. Det talte ord når vidt omkring og høres af både høj og lav.

 Kvinderne ved Kristi grav. Relief af træ fra ca. 1250 i Nationalmuseet. Det er uvist, hvorfra relieffet stammer, men forbilledet er antagelig fransk, og kunstneren har måske ladet sig inspirere af et lille elfenbensrelief, som en landsmand har haft med sig fra Frankrig.

Kvinderne ved Kristi grav. Relief af træ fra ca. 1250 i Nationalmuseet. Det er uvist, hvorfra relieffet stammer, men forbilledet er antagelig fransk, og kunstneren har måske ladet sig inspirere af et lille elfenbensrelief, som en landsmand har haft med sig fra Frankrig.

Historiefortællere har formodentlig særlig haft deres publikum i kongens gård, i forsamlinger af hans krigere, hoffolk, klerke og embedsmænd. Men der har også kunnet berettes om folkets glorværdige fortid, når ledingsflåden samledes eller når der holdtes marked eller ting, byens, herredets eller landets ting. På købmandsfærd eller pilgrimsrejse, ved folkelige fester og kirkelige højtider har fortællere og sangere også kunnet samle et publikum, selv om de måske ikke alle har været sagamænd og digtere på det højeste niveau. Folket havde, som folk, et behov for at kende sin fortid. Det måtte fortælles hvad der var dette danske folks særpræg, hvorfra det kom og hvilke kår det havde haft under tidernes gang.

Annonce

Historikerne vidste at fortælle at danskerne var kommet til deres land på en af Abrahams forfædres tid. Hermed var forbindelsen knyttet mellem folkets historie og Bibelens ældste fortællinger. Dette ræsonnement er selve udgangspunktet og det hviler på en af middelalderens store forfattere, Den hellige Isidor, biskop af Sevilla omkring år 600, som skrev en art universalvidenskabeligt leksikon som dannede grundlag for både sprogvidenskaben, historieforskningen og retsvidenskaben. Efter Saxo fortalte man at danskernes første konger var Dan og Angel, Humbles sønner, og de regerede altså på Det gamle Testamentes tid over dette danske folk hvis bestemmelse det naturligvis var på et tidspunkt at blive kristent. Et folk er ikke en tilfældig menneskemængde, prisgivet naturens kræfter. Et folk har levet så længe på et bestemt sted, som de har haft i deres faste besiddelse, at de – yderst ude -alle er i slægt med hinanden. Folket ledes af sin konge der bærer sit ansvar over for den store himmelske hersker. Et folk har både en nutid, en fortid og en fremtid.

Pilgrimsveje til Santiago de Compostela, som beskrevet i en pilgrimsvejledning, der er udarbejdet i 1100-årene af præsteskabet ved Jakobskirken i Compostela. Den indeholder råd og advarsler til dem der vil gøre denne rejse, beskriver folkeslag og natur, levevis og klædedragt, mad og drikke i de egne der skal passeres, og foreskriver hvilke helligsteder der skal besøges undervejs. „Der er fire Jakobsveje, der forenes i Puente la Reina i Spanien. Den ene kommer fra Sankt Ægidius (Saint-Gilles), Montpellier, Toulouse og Somportpasset. Den anden kommer fra Den hellige Jomfru i Le Puy, Den hellige Fides i Conques, og Sankt Peter i Moissac. Endnu en kommer fra Den hellige Maria Magdalene i Vézelay, Den hellige Leonardus i Limoges og byen Périgueux. Og den sidste fra Sankt Martin i Tours, Sankt Hilarius i Poitiers, Den hellige Johannes i Angély, Sankt Eutropius i Saintes og byen Bordeaux.” De tre vestlige veje forener sig i Ostabat og går sammen over Pyrenæerne ved Ronceval-passet. Den sydøstlige af vejene benytter et østligere pas og når først frem ved Puente la Reina. Om vejen fra Jomfru Maria i Le Puy hedder det, at den særlig benyttes af burgundere og teutoner (dvs. tyskere). Langs vejene vrimler det med fremstillinger af Kongernes tilbedelse. De hellige tre Konger var da også de allerførste lægfolk der nogen sinde havde tilbedt Kristus. En anden, men lignende betydning har Maria Magdalene, opstandelsens første vidne.

Pilgrimsveje til Santiago de Compostela, som beskrevet i en pilgrimsvejledning, der er udarbejdet i 1100-årene af præsteskabet ved Jakobskirken i Compostela. Den indeholder råd og advarsler til dem der vil gøre denne rejse, beskriver folkeslag og natur, levevis og klædedragt, mad og drikke i de egne der skal passeres, og foreskriver hvilke helligsteder der skal besøges undervejs. „Der er fire Jakobsveje, der forenes i Puente la Reina i Spanien. Den ene kommer fra Sankt Ægidius (Saint-Gilles), Montpellier, Toulouse og Somportpasset. Den anden kommer fra Den hellige Jomfru i Le Puy, Den hellige Fides i Conques, og Sankt Peter i Moissac. Endnu en kommer fra Den hellige Maria Magdalene i Vézelay, Den hellige Leonardus i Limoges og byen Périgueux. Og den sidste fra Sankt Martin i Tours, Sankt Hilarius i Poitiers, Den hellige Johannes i Angély, Sankt Eutropius i Saintes og byen Bordeaux.” De tre vestlige veje forener sig i Ostabat og går sammen over Pyrenæerne ved Ronceval-passet. Den sydøstlige af vejene benytter et østligere pas og når først frem ved Puente la Reina. Om vejen fra Jomfru Maria i Le Puy hedder det, at den særlig benyttes af burgundere og teutoner (dvs. tyskere). Langs vejene vrimler det med fremstillinger af Kongernes tilbedelse. De hellige tre Konger var da også de allerførste lægfolk der nogen sinde havde tilbedt Kristus. En anden, men lignende betydning har Maria Magdalene, opstandelsens første vidne.

Historikerne var kongens og kirkens, og det historiesyn der ligger til grund for deres fortælling er det officielle. Hvad enhver har tænkt i sit stille sind, er altid en sag for sig. Men sit officielle historiesyn kunne Danmark i grundtrækkene dele med ethvert folkeslag i kristenheden på dette tidspunkt. Også her havde korstogstanken magt, nu var folkene under våben, anført af deres tapre og gudfrygtige konger, under pavernes åndelige styrelse. For at bekæmpe hedningene, udbrede kristendommen og sikre kirken måtte det enkelte kristne folkeslag være sig sin identitet bevidst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Det kristne folk og dets historie i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307188