Bejlerfærd. Kalkmaleri i Ørslev Kirke ved Skælskør. Kvinderne modtager de fremmede uden for borgen med en drik.

.

Jomfru Maria med barnet på et rejsealter af elfenben fra ca. 1340. Alteret, der måler kun 11x15 cm, stammer fra den store franske produktion af kunsthåndværk i elfenben og vidner om tidens store religiøsitet. På fløjene ses Den hellige Dominicus til venstre og Den hellige Frans til højre. At have et rejsealter var et privilegium for de fornemme. Det krævede pavelig tilladelse og indebar at man måtte have en præst i rejsefølget.

.

Fred og god åring, 1300-årene var borgens århundrede. Fra de første år af Erik Menveds regering havde det været en fæstningskrig der førtes mellem de mange der kæmpede om magten i riget. Og i de betingelser der blev opstillet da Christoffer 2. skulle være konge i 1320 og Valdemar 3. i 1326 indgik der en bestemmelse om at kongelige borge skulle rives ned. Der står også, at ingen tysk må sidde i kongens råd.

1300-årenes fæstningskrige havde medført en styrkelse af kronens borge, og i tiden indtil Valdemar Atterdags regering igen gjorde dagligdagen sikker, var der dukket mange private borge op i hele riget. I nogle sogne var der indtil flere borge.

Under Valdemar Atterdag og Margrete rejste kongen og regeringen omkring mellem de store borge og kronens mange mindre anlæg. Kong Valdemar havde måttet erobre mange af rigets borge. Det var nødvendigt, for uden borgene kunne der ikke regeres. Fra dem blev riget administreret. Detmar skrev om dronning Margrete, at hun sendte fogeder fra borg til borg. Som en abbed sender munke fra kloster til kloster.

Erik Klipping havde mødt sine drabsmænd i det åbne land. Det hørte med til fyrsters og stormænds liv, at de stadig tilbragte megen tid på rejse under lidt tilfældige vilkår. De gik også meget på jagt, og som landskab og bebyggelsestætheden var, kunne det let føre til overnatning i lader eller primitive gæstehuse. Det vidste de mennesker, der i 1300-årene nedskrev de sene beretninger om kongemordet i 1286, og deres forklaring har været umiddelbart forståelig i samtiden. Ved at lade det grumme mord finde sted i en lade og ikke f.eks. hos en eller anden stormand, fritager traditionen jo også en eventuel vært for et ansvar.

I 1396 forbod dronning Margrete opførelsen af private borge, og målet var naturligvis med tiden at få fjernet alle private anlæg. Med paragraffen om borgbyggeri hævder hun kronens eneret til landets forsvarsmidler, og på det punkt er der tale om en endelig og total genskabelse af kronens magt, som den havde været fra Arilds tid og under de store Valdemarer, „før kronen faldt af de danskes hoved”, og „fyrsterne holdt gilde ved daggry”, mens „landets konge var et barn”. Hele forordningen er udtryk for, at kronen igen er på sin tinde, med og uden borge. Ufredens år er til ende, og nu skal landet blomstre, og borgene blev forladt og revet ned.

Det var en gerning i fredens tjeneste. Samme forordning gør det til et overordnet og indledende bud at der skal holdes bedre fred blandt undersåtterne end det hidtil er sket, alle arter af fred, kirkefred, kvindefred, husfred, gårdfred, plovfred og tingfred er dem der først nævnes, og det er uden videre klart hvilken art af fred hvert enkelt udtryk dækker. Freden er, at der hersker det forhold mellem undersåtterne at stridsspørgsmål afgøres af retten. Ingen må huse fredløs mand eller andre ugerningsmænd.

Forordningen har sin baggrund i at de kongelige borge nu var stærke, og at de ikke tænktes nedrevet. Men formålet var det samme som bonden altid havde haft for øje, fred og god åring, at der i fremtiden kunne høstes korn på de afsvedne marker.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Fred og god åring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig