Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valdemar Atterdags død

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

En dag i oktober 1375 mødte en delegation af hanseatiske rådmænd op på Gurre Slot for at få kongen i tale. De kom fra Skåne og var ledsaget af hr. Henning Podebusk som de havde ført forhandlinger med om de skånske slottes indtægter og forvaltning. Med ham havde de opsat en ny aftale om hans bestyrelse af deres to tredjedele af slottene. Den var dateret 25. oktober 1375 og nu skulle de have foretræde for kongen inden de skulle rejse hjem.

Der var tale om en række af hansestædernes mest fremtrædende politikere. Stæderne havde sendt deres bedste folk, for sagen var vigtig, ikke kun fordi hr. Henning var en dreven modpart, men også fordi alt hvad der her blev aftalt uundgåeligt havde betydning for det indbyrdes forhold mellem de forskellige afdelinger af hanseforbundet. Det var nødvendigt at forhandlerne var de mænd som lagde hovedlinierne i forbundets politik i disse år.

Da delegationen kom til Gurre fik de imidlertid ikke foretræde for kongen. I stedet trådte råderne frem, ærkebispen af Lund, bispen af Roskilde, hr. Henning Podebusk, hr. Oluf Bjørnsen, hr. Peder Grubbe, hr. Evert Moltke, hr. Anders Jakobsen, hr. Tue Galen, og væbneren Richmannus van der Lanken. Også danskerne stillede med deres bedste folk på dette tidspunkt.

Annonce

De sagde, står der i indberetningen – og det må have været en officiel, mundtlig erklæring de afgav – at de desværre havde en syg herre, og at han desværre var så syg og afmægtig at han ikke på nogen måde kunne forhandle om slotte eller lande eller noget jordisk gods. Hvis han med Guds hjælp blev rask, sagde de, ville han gerne holde alt hvad der var aftalt mellem dem, og „hvis han døde, sagde de os på rigets vegne, at de selv som ærlige folk ville holde alle de aftaler med os som de havde beseglet, det måtte vi ikke tvivle om. Dermed tog vi afsked med dem”.

 Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Kirke er af sort belgisk marmor og endnu bevaret, mens dens udsmykning i alabast er gået til grunde, bortset fra et relief af en bispefigur. Nu kendes den kun gennem dette stik fra 1600-årene. På låget ligger kongens gravstatue. Den fremstiller kongen under en baldakin og med fødderne på en lille løve. På siderne er der to rækker af relieffer. Øverst apostle, nederst biskopper. På gavlen ses Kristi himmelfart.

Valdemar Atterdags sarkofag i Sorø Kirke er af sort belgisk marmor og endnu bevaret, mens dens udsmykning i alabast er gået til grunde, bortset fra et relief af en bispefigur. Nu kendes den kun gennem dette stik fra 1600-årene. På låget ligger kongens gravstatue. Den fremstiller kongen under en baldakin og med fødderne på en lille løve. På siderne er der to rækker af relieffer. Øverst apostle, nederst biskopper. På gavlen ses Kristi himmelfart.

Da delegationen forlod Gurre, var kong Valdemar sandsynligvis allerede afgået ved døden. Den hanseatiske indberetning som er bevaret i original, er meget nøjeregnende med datoerne, og den henlægger besøget på Gurre til dagene efter udstedelsen af brevet af 25. oktober. Men Valdemar Atterdag døde den 24. oktober. Det er den dag han siden hen blev mindet både i Næstved Sankt Peders Kloster, som han havde givet gaver til, og ved Lunds Domkirke, hvor Margrete straks hun kom til magten indstiftede en sjælemesse for ham. Datoen for sjælemesser sjuskes der ikke med. Kongen må have været død, da råderne afgav deres højtidelige erklæring til de hanseatiske sendebud.

På denne baggrund falder der et særligt skær af politik over de ordvekslinger indberetningen siden anfører. Råderne har først og fremmest bedt hanseaterne om hjælp. Sendebudene skal forelægge spørgsmålet om kongens sygdom hjemme i deres råd, og de danske rigsråder er bange for at „hvis kongen dør, vil det komme til at stå slet til i riget”, og „der kan blive uro på havet til næste sommer”. Råderne fra hansestæderne lover at gøre deres bedste hjemme – hvis kongen skulle dø – og under alle omstændigheder har de rigsrådernes personlige løfte om at holde alt det aftalte under alle omstændigheder.

 Oktober måned i Næstved Sankt Peders Klosters (Skovklosters) dødebog. Dødsnotitsen over Valdemar Atterdag findes nederst på højresiden, ud for datoen den 24. oktober. I modsætning til indskriften i Næstved Sankt Peders Kirke er det latinske vers intakt her.

Oktober måned i Næstved Sankt Peders Klosters (Skovklosters) dødebog. Dødsnotitsen over Valdemar Atterdag findes nederst på højresiden, ud for datoen den 24. oktober. I modsætning til indskriften i Næstved Sankt Peders Kirke er det latinske vers intakt her.

Det er højst sandsynligt at de hanseatiske rådssendebud har været indviet i at kongen allerede var død, og at de har set deres fordel i at hjælpe det danske rigsråd i denne situation. Stralsundfreden gav hansestæderne et ord med at sige i valget af ny konge i Danmark, som en naturlig følge af at den skånske landsdels pantsættelse i så fald måtte knyttes til en ny herre og vilkårene stadfæstes på ny. Men hvad hr. Henning Podebusk bad stæderne om, var egentlig kun at de intet foretog sig.

Det gjorde stæderne virkelig ikke. De udsatte deres stillingtagen fra det ene møde til det andet til langt hen på forsommeren. Skønt kejseren og mecklenburgerne vedblivende krævede en afgørelse og kun fik henholdende svar, blev Lübeck og de vendiske stæder aldrig nødt til at blotlægge motiverne i denne politik. Den fremmede valget af Margretes søn Oluf til ny dansk konge, men det blev en afgørelse stæderne kunne nøjes med at tage til efterretning da den forelå i maj 1376. – Stæderne havde, ved intet at foretage sig, opnået at den svageste af de to mulige kandidater havde besteget tronen i Danmark.

Sådan set havde det mecklenburgske arvekrav, for hr. Albrecht af Mecklenburg, søn af prinsesse Ingeborg og hertug Henrik, været det stærkeste, frem for alt fordi Ingeborg var en ældre datter af kong Valdemar end Margrete. Men valget blev indirekte afgjort af hansestæderne, der nødig så samme fyrstehus herske på begge sider af Øresund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Valdemar Atterdags død i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307292