Vadstena 1399 og 1400

Norge deltog kun sparsomt i de første års unionsforhandlinger. Rigerne var forbundne, men dog adskilte, og for det norske rigsråd har Erik af Pommern først og fremmest været Norges arvekonge. Sverige lagde på sin side megen vægt på at det svenske råds forhandlinger med kongemagten foregik i Vadstena Kloster, hvad der markerede tilhørsforholdet til kredsen omkring Bo Jonsson. Han lå begravet i Vadstena, og det var hans testamentseksekutorer der havde indkaldt Margrete. Det måtte ikke glemmes.

Men til Margretes held havde Vadstena også stor betydning for hende. Det var hendes svigerfader kong Magnus Eriksen der i sin tid havde skænket en kongsgård til Birgitta for at den kunne blive et fristed for kristendommen, Margretes opdragelse havde været præget af den birgittinske fromhed og af det gamle svenske hofmiljø den oprindelig udgik fra. Og hun havde været aktiv i at opnå pavelige begunstigelser for Vadstena Kloster. Første søndag i fasten 1389 havde hun selv været i Vadstena sammen med biskoppen af Linköping, andre biskopper og mange af det svenske riges stormænd for at overvære optagelsen af nye brødre og søstre.

Nu kom Margrete igen til Vadstena i august 1399, „ved tiden for Vor Frue Himmelfart” (15. august), ifølge klosterets op-tegnelsesbog. Mariæ Himmelfart var en af kirkeårets store festdage. Optegnelserne, der er skrevet noget ind i 1400-årene, meddeler her at dronningen kom „til klosteret sammen med biskopper og rigsråder i den hensigt at lægge landsbyen Vadstena i skat til kronen. Men Den almægtige Gud vendte dette forehavende til sin modsætning”, som der står, „fordi bisperne og råderne, straks de kom der, blev omvendt fra dette forslag”. Teksten fortsætter med at fortælle at landsbyen derpå blev tildømt klosteret på sådan en „dag” som på folkesproget hedder retterting. Dens tilfredshed med det nederlag dronning Margrete her skal have lidt til det svenske rigsråd er ikke til at tage fejl af.

Vadstena Kloster har været det centrum der kunne samle det svenske aristokrati i denne første fase af hvad der blev til unionstiden. Men vadstenateksten er et tydeligt udtryk for den mistillid der mødte dronningen her. Klosteret var forlenet med al den åndelige kraft tidens religion kunne mønstre. Dets indretning var en legemliggørelse af de 13 apostle og de 72 disciple. Ordensreglen var stadfæstet af paven, men den var givet af Kristus. Den svenske adelsfrue Birgittas anseelse var i disse år meget stor, hun stod som selve den der havde fået paven tilbage til Rom. Samtidig blev Vadstena Kloster et centrum for svensk verdslig aristokratisk politik.

I 1400 holdtes i Vadstena det rådsmøde der konstaterede at Erik af Pommern som fuldmyndig nu kunne overtage den fulde regeringsmagt i Sverige og efter gammel skik ride sin „Eriksgata”, den ceremonielle rejse gennem landet hvormed kongerne tog deres rige i faktisk besiddelse. Optegnelsesbogen fra Vadstena meddeler denne oplysning og tilføjer „indtil da, men i øvrigt også siden, blev de tre riger regeret af dronning Margrete, kong Valdemar af Danmarks datter”.