Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kaperkrig i Østersøen

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

Sejren over Albrecht af Mecklenburg i slaget ved Åsle må have været en af de største begivenheder i dronning Margretes liv. Siden hen dvælede hun ved mindet om hvad Vorherre havde ladet ske med „disse tre riger” på Den hellige apostel Mathias' dag. Den tilfangetagne kong Albrecht løslod hun foreløbig ikke, og hans mecklenburgske slotshøvedsmænd i Sverige opgav deres slotte til Margrete kort efter slaget. Nu stod alene Stockholm til mecklenburgerne. Og Margrete og de svenske råder belejrede denne stærke fæstning der havde en driftig handelsby liggende omkring sig, et af centrerne i Norden for de hanseatiske købmænds interesser.

Rostock og Wismar som var de mecklenburgske hovedbyer i hanseforbundet påtog sig at udruste flåder til proviantering af det belejrede Stockholm. De to mecklenburgske stæder har været under stærkt pres fra hertugmagtens side, og de fik ingen støtte i forehavendet fra deres hanseatiske søsterbyer. Flåderne udrustedes og bemandedes med forhåndenværende midler. Der var ingen hanseatisk pundtold til at dække omkostningerne, så provianteringen af Stockholm hvilede på en art kaperi, andre magters skibe blev plyndret hvis det var muligt. Flåderne førtes af mecklenburgske adelsmænd og skibene bemandedes med de folk der kunne skaffes. De blev sammensluttet i et broderskab og kaldtes „fetaljebrødrene”, af fetalje, viktualier, dvs. proviant.

Margrete havde ladet spørgsmålet om hanseaternes privilegier henstå så længe tronfølgen efter Olufs død ikke var fuldstændig afklaret. Hun har sandsynligvis ladet Lübeck forstå at man kunne være tjent med at vente, og foreløbig klare sig med de privilegier der var udstedt af Oluf. Dem havde Margrete ikke erklæret døde og magtesløse, som hun i sin tid havde gjort det efter kong Håkons død, og hanseaterne havde i øvrigt også privilegier af Albrecht af Mecklenburg. Vente kunne de altså.

Annonce

 Den store cistercienserkirke i Doberan nær Rostock hvor dronning Margrete Sambiria af Danmark er begravet, er et af Østersøområdets fineste gotiske bygningsværker. Den påbegyndtes 1294, men stod først færdig og kunne indvies i 1368. Her begravedes også den svenske kong Albrecht af Mecklenburg og hans dronning Richardis som var af Schwerin. Hun døde 1377, altså endnu medens han var konge af Sverige. Han levede til 1412.

Den store cistercienserkirke i Doberan nær Rostock hvor dronning Margrete Sambiria af Danmark er begravet, er et af Østersøområdets fineste gotiske bygningsværker. Den påbegyndtes 1294, men stod først færdig og kunne indvies i 1368. Her begravedes også den svenske kong Albrecht af Mecklenburg og hans dronning Richardis som var af Schwerin. Hun døde 1377, altså endnu medens han var konge af Sverige. Han levede til 1412.

Fetaljebrødrenes togter udartede imidlertid til rent sørøveri, hanseflåder der anså sig for helt uskyldige i det nordiske politiske mellemværende blev plyndrede, og Margrete udrustede selv kaperskibe til at imødegå mecklenburgernes aktivitet. Fetaljebrødrene satte sig fast på Gotland, og ikke alt hvad de erobrede eller kaprede tjente klart hensynet til Stockholms proviantering. Margretes egen kapervirksomhed var i øvrigt delvis en tilbagevenden til en virksomhed hun før havde ladet sine fogeder foretage, og som hendes fader havde ladet dem gøre før hende, nemlig at opbringe forskellige hanseatiske skibe under et eller andet påskud, hvilket i hanseatiske diplomatiske skrivelser altid udtrykkelig betegnes som sørøveri. Dronningens officielle holdning var altid afstandtagen fra sine adelsmænds plyndringer og løfte om at virke for at de blev bragt til ophør. Medens hansestæderne ofte havde hende, som i sin tid hendes fader, mistænkt for i al hemmelighed at være med til at dele byttet bagefter. Nu forelå der i krigstilstanden en undskyldning der kunne holde i nogen tid, og som blev suppleret med udsigten til, at privilegierne blev fornyet på fordelagtig måde når der blev fred. Her har Margrete draget stor fordel af at hun med forleningen af Sønderjylland til de holstenske grever 1386 havde bragt dem på sin side, således at Mecklenburg var isoleret. Hverken holstenerne eller de almindelige hansestæder rørte en finger for Mecklenburg.

 Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg og hans dronnings gravmæle i klosterkirken i Doberan.

Den svenske konge Albrecht af Mecklenburg og hans dronnings gravmæle i klosterkirken i Doberan.

Men i det uendelige kunne denne situation naturligvis ikke trækkes ud, og forliget i 1395 på Lindholm Slot i Skåne hvor Albrecht på dette tidspunkt sad fangen, er udtryk herfor. Både hansestæderne og Den tyske Orden var repræsenteret, og her blev Stockholm overladt til hanseaterne som et pant på løsesummen for Albrecht af Mecklenburg, og som stædernes garanti for at der ville komme gunstige privilegiefornyelser ud af det, når der engang kom fred. Den tyske Orden blev også inddraget. Den udøvede herremagten over de preussiske stæder og de var for deres vesteuropæiske handel overordentlig interesserede i at kaperkrigen kom til en afslutning og at der blev afklaring på Stockholms tilhørsforhold. I øvrigt var de preussiske stæder på dette tidspunkt blevet de vendiske stæders stærke modpol i hanseforbundets politik. Deres direkte handel på Vesteuropa svækkede Lübecks handelsmæssige førerstilling. Medens kaperkrigerne sloges på Østersøen, og medens der blev truffet bestemmelser om at hansestæderne igen for årene 1398, 1399 og 1400 skulle opkræve en pundtold til bekostning af det fælles forsvar, gravede lübeckerne mellem Trave og Elben den såkaldte Stecknitz-kanal der munder ud i Elben et godt stykke før Hamburg. Den skulle trække trafik fra Østersøen mod Vesteuropa til Lübeck ved at lette transporten mellem Lübeck og Hamburg hvor varerne hidtil havde skullet læsses på vogne for at komme frem.

Kaperkrigen endte med at Margrete fik Stockholm i 1398 og at Gotland, hvor fetaljebrødrene havde sat sig fast og mecklenburgsk herredomme dermed stadig gjaldt, blev erobret af og givet i pant til Den tyske Orden. Margretes indløsningsret til denne vigtige besiddelse var dermed noget der højst kunne forhandles om, og det begyndte hun på samme efterår i København. Hensigten var at opnå „en evig fred” med Ordenen og at markere, over for hele omverdenen, hvor stærke de nordiske riger, nu forenet, var. Rimkrøniken fra 1400-årenes sidste halvdel formidler måske ikke Margretes egne ord, men rammer hendes tankegang præcist: „Den snor der lægges af strenge tre / den brister fuld næppelige /. Det siger vismand foruden spe / om hun lægges lempelige”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Kaperkrig i Østersøen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307299