Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kalmar sommeren 1397

Oprindelige forfattere KHoer og RAO

På den svenske kyst ved et af Østersøens vigtigste farvande, sundet mellem Øland og fastlandet, ligger Kalmar Slot der var en af det svenske riges stærkeste fæstninger. Her satte Margrete i juni 1397 stormændene fra de tre nordiske riger stævne for at træffe vigtige beslutninger, og her lod hun den 17. juni, på Hellig Trefoldigheds Søndag, den unge kong Erik krone til fælles konge over de tre nordiske riger. Konge af Norge havde han været siden 1389, og i Sverige og Danmark var han blevet valgt i 1396. Nu blev han ved en kroning rigernes fælles konge.

Margretes politiske talent var blandt andet hendes evne til at lade tiden arbejde for sig. Der var, i kraft af Lindholmtraktaten 1395, tre år at arbejde i. Så længe skulle Stockholm stå i pant til hansestæderne og kong Albrecht have mulighed for at betale en løsesum. Så længe gjaldt den politiske formalitet at Albrecht endnu på en måde var konge af Sverige, selv om hans stilling ikke kunne bruges til andet end at udtrykke en begrænsning i Margretes, rådernes og den unge kong Eriks magt. Det var allerede et fremskridt at Erik 1396 blev gjort til svensk konge, begyndelsen til at fratage kong Albrecht – eller hvem der ville bruge ham – det lidet han havde at forhandle med. Da kroningen i Kalmar var gennemført, var Lindholmtraktaten fuldkommen udhulet, hvad enten Albrecht betalte løsesummen eller ikke, hvad enten hanseaterne beholdt eller opgav Stockholm, var sagen i alt væsentligt afgjort. Det er helt forståeligt at kong Albrecht protesterer mod valget og kroningen, og han har ganske ret i at fremgangsmåden var helt utraditionel for ikke at sige ulovlig. Det nyttede blot ikke at sige fra.

Hvad der skulle lægges i begivenhederne i Kalmar i juni og juli 1397, hvilke fremtidsvisioner de repræsenterede, har også dengang været usikkert. Nordmændene var svagt repræsenteret på mødet. Kroningen foretoges af den danske og den svenske ærkebiskop i fællesskab. Den norske ærkebiskop var ikke til stede, og det er højst sandsynligt at der har eksisteret en norsk opinion som har ment, at hvad kongen var ud over at være arvekonge af Norge kom ikke dette rige ved.

Annonce

 Det ene af unionsdokumenterne fra Kalmarmødet 1397. Kroningsdokumentet er et pergamentsbrev med 67 hængende segl. Kroningsdokumentet er en højtidelig og i sin form endelig bekræftelse på at kroningen af Erik af Pommern trinitatis søndag har fundet sted og at Margretes foreløbige regering er kommet til ophør. Det er udstedt den 13. juli, knap en måned efter kroningen der var foregået den 17. juni.

Det ene af unionsdokumenterne fra Kalmarmødet 1397. Kroningsdokumentet er et pergamentsbrev med 67 hængende segl. Kroningsdokumentet er en højtidelig og i sin form endelig bekræftelse på at kroningen af Erik af Pommern trinitatis søndag har fundet sted og at Margretes foreløbige regering er kommet til ophør. Det er udstedt den 13. juli, knap en måned efter kroningen der var foregået den 17. juni.

Mødets forløb kendes kun gennem to aktstykker der er blevet til under selve forhandlingerne. Det ene er et stort pergamentsbrev med hængende segl, den udformning der normalt brugtes til de mest forpligtende dokumenter, det andet er skrevet på papir og har påtrykte segl, en form der er mindre entydig og svarer dårligt til tekstens indhold fordi denne faktisk er affattet med formularer der kun bruges til pergamentsbreve med hængende segl. Det mest sandsynlige er at det er en koncept til et dokument der aldrig er blevet udstedt, et faldet forslag eller et udkast der er stillet i bero.

Det fornemme pergamentsbrev gør vitterligt, ved 67 udstedere, at kong Erik er blevet kronet i Kalmar trinitatis søndag 1397 „til én fælles kronet konge at være over alle tre riger”. Det plejer at kaldes „kroningsdokumentet” og er udstedt næsten en måned efter at kroningen har fundet sted.

Papirbrevet har eftertiden kaldt „unionsbrevet”. Det har 17 udstedere, men kun ti segl, og de er så dårligt bevaret at det end ikke med sikkerhed kan afgøres om det drejer sig om ti af de sytten, og i så fald om hvilke ti. På bagsiden har en middelalderlig arkivar skrevet „Huru thet war thalet i Kalmarn” (dvs. dette er hvad der blev aftalt i Kalmar), og det har tjent til at identificere akten i arkivet hvor den blev opbevaret omhyggeligt. Arkivaren kunne have vundet eftertidens taknemmelighed ved at fortælle hvorledes disse ord skulle forstås hvis han har vidst det. Men mere står der ikke.

Pergamentsbrevet er dokumentationen af at kroningen har fundet sted. Det er ført i pennen med mange snørkler og sving, men indholdet er kun dette. Hvorledes rigerne skal regeres i fællesskab står der ikke andet om end hvad der ligger i dette at kong Erik nu er én fælles kronet konge over dem alle. Unionsbrevet der er udstedt næsten samtidig med kroningsdokumentet er derimod en unionsforfatning, med udgangspunkt i kroningen, dvs. bestemmelser om hvad dette præcis skulle medføre i rigernes fremtidige regering.

Først og fremmest, hedder det, skal rigerne fortsat efter kong Eriks død have samme konge. Men da der ikke står noget om hvorledes rigerne skal bære sig ad med det, må det formodes at hvert af dem skal følge sin egen sædvane på tronfølgens område, og at aktstykket blot er en politisk aftale om at disse forskellige fremgangsmåder hvad personen angår skal føre til samme resultat. Dette var hvad der var sket ved Erik af Pommerns egen tronbestigelse. Den fælles kronede konge var jo nemlig forinden tiltrådt som konge over hvert af de tre riger for sig. Det nye der ligger i kroningen er alene dette „fælles”.

Af unionsbrevets øvrige indhold er navnlig to bestemmelser vigtige. Den ene er at det ene riges ret ikke skal „drages ind” i det andet, men at hvert af rigerne skal blive ved sin gamle ret. Den anden går ud på at rigernes indbyggere skal have deres „frie bjærgning”, dvs. handelsvirksomhed og anden økonomisk aktivitet, i alle tre riger hen over landegrænserne.

Den linedans dokumentet opfører går altså ud på at rigerne nu og i fremtiden skal have samme konge, men uden at rigernes indre opbygning eller grundlag skal ændres. De skal forbindes med hinanden, ikke forenes. Og årsagen til at dette skal ske ligger lige for, i den øjeblikkelige politiske og militære situation. En af de klareste konsekvenser af denne fælles kroning, er at rigerne i tilfælde af angreb udefra skal være som ét. Angreb på ét rige skal uden videre anses for at være angreb på dem alle. De kongelige magtbeføjelser med hensyn til rigernes krigsmagt der trådte i kraft umiddelbart ved et foreliggende angreb er nu brugbare i alle tre riger. Den fjende hvis silhuet tegner sig i horisonten ligner ganske tydeligt Albrecht af Mecklenburg.

Mecklenburgeren var også, når det drejede sig om tronfølgen i de tre nordiske riger, en person der kunne være farlig. Erik af Pommerns norske kongemagt hvilede alene på at det norske rigsråd med sin erklæring havde diskvalificeret mecklenburgeren på grund af dennes gamle fjendskab mod Norge, og ladet tronfølgen udgå fra Margretes person. Det var hendes nærmeste arving Erik var. Hvis der kunne ses bort fra det gamle fjendskab – og det var måske blot et politisk argument -var kong Albrecht af Sverige en nærmere arving til den norske trone end Erik.

Unionsbrevet er en kladde. De ti påtrykte segl ved foden af papiret betyder at de ti har godkendt ordlyden af det pergamentsbrev med hængende segl som de 17 har skullet udstede. Der har yderligere efter unionsbrevets ordlyd skullet udstedes seks pergamentsbreve af samme indhold og gives et til kongen og et til rådet i hvert af de tre riger. Det er bare aldrig blevet til noget. Men tanken med det er klar. Rigerne skulle være adskilte, skønt forbundne.

 Det andet af unionsdokumenterne fra Kalmarmødet 1397. Unionsbrevet er en akt på papir der har, eller snarere har haft, ti påtrykte segl under teksten. Sporene af dem er nu så få og svage at det ikke kan afgøres med sikkerhed hvilke segl der har været tale om. Unionsbrevet, men ikke kroningsdokumentet, er dateret på Den hellige Margretes dag. Det kan være samme dato som kroningsdokumentets, men det kan også være en uge senere, dvs. den 20. juli. Vigtigere er det måske at valget af helgen kan udgøre en hentydning til den afgående „fuldmægtige Frue og Husbonde”. Unionsbrevets papir er stærkt og godt. Det er skrevet af en øvet kancellihånd. Der er ikke tale om en løst henkastet notits. Tekstens ordlyd angår et pergamentsbrev, udstederne slutter med at erklære at de „hænger” deres segl „neden for” dette brev. Men brevet er på papir. Der kendes ingen pergamentsudfærdigelse af denne tekst. I 1425 tog Erik af Pommern en afskrift af brevet. Da lå det på Kalundborg i unionskongens arkiv.

Det andet af unionsdokumenterne fra Kalmarmødet 1397. Unionsbrevet er en akt på papir der har, eller snarere har haft, ti påtrykte segl under teksten. Sporene af dem er nu så få og svage at det ikke kan afgøres med sikkerhed hvilke segl der har været tale om. Unionsbrevet, men ikke kroningsdokumentet, er dateret på Den hellige Margretes dag. Det kan være samme dato som kroningsdokumentets, men det kan også være en uge senere, dvs. den 20. juli. Vigtigere er det måske at valget af helgen kan udgøre en hentydning til den afgående „fuldmægtige Frue og Husbonde”. Unionsbrevets papir er stærkt og godt. Det er skrevet af en øvet kancellihånd. Der er ikke tale om en løst henkastet notits. Tekstens ordlyd angår et pergamentsbrev, udstederne slutter med at erklære at de „hænger” deres segl „neden for” dette brev. Men brevet er på papir. Der kendes ingen pergamentsudfærdigelse af denne tekst. I 1425 tog Erik af Pommern en afskrift af brevet. Da lå det på Kalundborg i unionskongens arkiv.

Den godkendte koncept blev henlagt i unionskongens arkiv, og herved er den blevet bevaret til vore dage, med sin tvetydige bagsidepåtegning „Huru thet war thalet i Kalmarn”, hvad der var blevet aftalt i Kalmar.

Der kan rekonstrueres både en kongelig politik og en rigsrådspolitik der svarer til at unionsbrevet blev henlagt og sagen standset. Margrete kan have konstateret at kroningen i sig selv var sejr nok, og at det var bedre at stå frit uden at have lovet råderne alt for megen hensyntagen til deres interesser. Den stærke kongemagt og den effektive regering var altid ledestjerne i hendes politik og hun havde aldrig noget imod at der manglede regler på et eller andet område, hvis dette gav hende mulighed for at skrive reglerne selv eller handle som hun ville. Men det er også muligt at rigsråderne har standset renskrivningen fordi de har anset løftet om fremtidigt kongefællesskab for at være en opgivelse af rigets selvstændighed, folkets ret til selv at vælge sin konge og, i valgsituationen, tolke regler og traditioner således som det til enhver tid kunne skønnes at være i rigets interesse.

Under alle omstændigheder var unionsbrevet en vigtig sag selv om den ikke var afsluttet. Den godkendte koncept blev henlagt og opbevaret, netop ikke kasseret. Regeringen byggede nu på kroningsdokumentet, dvs. på selve kroningens kendsgerning, men hvad der skulle ske på dette grundlag var ikke præcist foreskrevet. Og ikke alt hvad kroningsdokumentet indeholder er et gyldigt udtryk for virkeligheden, således dets erklæring om at Margretes personlige regeringsførelse nu var kommet til sin afslutning, selv om rådernes tak til hende er smukt formuleret, „Gud give hende Himmerige for det hun haver med os omganget og nær os været”, står der. Men den hensigt der ligger i disse ord, udover at udtrykke en højtidelig taksigelse, nemlig at Margretes foreløbige regeringsudøvelse skal komme til ophør, blev ikke opnået foreløbig, faktisk ikke nogen sinde i Margretes levetid. Kong Erik var rigernes fælles, kronede konge, men det var Margrete der regerede.

Kroningen i Kalmar er den direkte forudsætning for at Albrecht af Mecklenburgs svenske kongedømme fra 1398 forsvinder fra realiteternes verden. Han kapitulerer og trækker sig ud af nordisk politik, og Margrete kan begynde sit møjsommelige arbejde med at opbygge en stærk fællesnordisk kongemagt. Foreløbig havde hun kun et udgangspunkt og mange vanskeligheder foran sig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kai Hørby, Rikke Agnete Olsen: Kalmar sommeren 1397 i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307290