Holsten og Sønderjylland

Fra Margrete fik de skånske slotte tilbage, gik alting i hendes politik fremad. Hendes første skridt var at normalisere forholdet til de holstenske grever. „Det bragte dronningen i stand med stor klogskab”, står der i Detmar-krøniken fra Lübeck. Så snart hun havde fået slottene i Skåne der havde „stået ude” til hansestæderne i 15 år, drog hun over til jyderne og holdt et møde med sine undersåtter greverne af Holsten. „Hun forligte sig fuldstændig med dem til en evig fred og hun og hendes søn forlenede dem med hertugdømmet Slesvig, for dem at besidde, og for deres børn efter dem, således at de havde modtaget det som et len af riget og skulle gøre kongen tjeneste og mandskab deraf, når han fordrede det”. – Hvad Detmar mener med at dette bragte hun i stand med stor klogskab, har han ikke udtrykkelig sagt, men det skal nok forstås på den måde, at nu hvor holstenerne var i færd med fuldstændig at bemægtige sig Sønderjylland, var det klogt at holde greverne fast på at hertugdømmet var et len af riget og den danske konge altså hertugernes lensherre.

Forleningen foregik i august 1386 i Nyborg, i henhold til en holstensk historiker fra 1400-årene der plejer at kaldes „Holstenerpræsten”. Han kan fortælle at af grev Gerhards sønner var Claus nu alene tilbage, og med ham udsonede Margrete sig personligt, inden forleningen med lensfanens nedsænkning foretoges til brodersønnen grev Gerhard. Et aktstykke om forleningen er ikke bevaret, og det er muligt at dronningen allerede har haft til hensigt at løbe fra aftalen. Det er måske, hvad Detmar tænker på med „klogskaben”, for blandt hanseaterne blev Margrete og hendes fader allermindst husket for deres ordholdenhed.

Normaliseringen af de holstenske grevers besiddelse af Sønderjylland var nødvendig på grund af deres forhold til det mecklenburgske fyrstehus. De havde støttet den mecklenburgske tronkandidatur efter Valdemar Atterdags død, og det havde været nødvendigt for dronningen at acceptere at Olufs kongeværdighed havde modstandere, så længe hun ikke havde større magt at sætte bag ham. Men nu, efter Skånes frigivelse, hvor Olufs kongemagt skulle gøres gældende i praksis, måtte de fyrster der rådede for Sønderjylland bringes ind under loyaliteten til kong Oluf. Måske består klogskaben i selve det at Oluf i fuld offentlighed kaldte greverne „sine” undersåtter. Når de nu tog Sønderjylland i forlening af kong Oluf, kunne de ikke samtidig virke for at en anden blev konge i Danmark. Udsoningen med holstenerne er et led i sikringen af Olufs kongemagt.