Margrete Valdemarsdatter som hun er fremstillet i et udkast til hendes gravstatue, udført i alabast og bevaret i Lübecks St.-Annen-Museum. Der er en revne i godset og det er måske den der har forhindret at der blev arbejdet videre med denne blok, men udkastet har været for godt til at det er blevet kasseret. Margrete var tres år da hun døde, men kunstnerens opgave har været at fremstille hende som ung. Portrætlighed kan måske ikke ventes af tidens fyrstelige gravmæler, og strengt taget står det ingen steder at det virkelig er hende, men det er overvejende sandsynligt at dette lydhøre ansigt tilhører Kalmarunionens grundlægger.

.

Efter indgåelsen af ægteskabet mellem Margrete og Håkon i København den 9. april 1363 gik der vistnok et par år før Margrete blev ført til Norge for at opfostres ved sin ægtemands hof. Men at dette skulle ske, var på forhånd givet. Hun mistede ikke forbindelsen til sin egen slægt, men hun fik en værge i sin ægtemand der svarede for hende så længe han levede, også i forholdet til hendes egen familie. Hun havde været ti år gammel da ægteskabet blev indgået, medens Håkon var 22. Dronningens norske opdragelse var en del af hendes forberedelse til ægteskabet.

Hendes residens blev den stærke fæstning Akershus ved Oslo, dyster og formentlig uindtagelig. Hoffet var det svenske folkungehof i eksil. Drømmene der drømtes angik revanche over de svenske stormænd der havde afsat Magnus Eriksen. Håbet var at vinde over Albrecht af Mecklenburg og genskabe det gamle svenske kongedømme. Det skulle vise sig at dette skulle komme i stand alt sammen ved den lille dronnings hånd, men at hun da sejren vandtes var helt alene om den.

Det var tydeligt nok et meget beskedent fyrsteligt hof der førtes på Akershus. De få vidnesbyrd der er bevaret – især et brev fra dronningen til kong Håkon under en af hans rejser -taler et temmelig klart sprog. Det handler om mangler i den daglige husholdning som skal kunne dækkes ved at tage penge til låns hos en tysk købmand i Oslo. Hun kan ganske vist samtidig melde om resultatet af sine forhandlinger med en guldsmed, så helt elendigt har det nok ikke været, men guld kan ikke spises.

Brevet viser tillige en uskyldig oprigtighed der må hvile på et fortrolighedsforhold mellem de to. Hun har i kongens fravær handlet efter konduite i nogle dagligdags regeringsforretninger og forventer kongens godkendelse deraf. Rådvildhed var aldrig en egenskab hos kong Valdemar Atterdags yngste datter.

Margretes hofmesterinde blev Merete Ulfsdatter, en datter af Den hellige Birgitta, som ganske vist ikke delte moderens politiske sympatier på dette tidspunkt. Ved de to ægtemænd fru Merete fik, stod hun fast på den kongelige side af konflikten i Sverige. Margrete blev opdraget sammen med hofmesterindens egen datter Ingegerd, der var nogle år yngre end Margrete, og Merete Ulfsdatter brugte riset ligeligt på dem begge, som det fremgår af den tradition der senere optegnedes i Vadstena Kloster. Her indtrådte Ingegerd i 1375 da hun var 18 år gammel.

Margretes opvækst på Akershus må have bibragt hende en dyb fortrolighed med Den hellige Birgittas forestillingsverden, der var andet og mere end hvad den fra tid til anden blev brugt til i politisk propaganda og historieskrivning.

Der har muligvis også i selve indretningen af den husholdning hvori Margrete voksede op, været lighedstræk med Birgittas kloster i Vadstena, for dette var oprindelig blevet til i nær forbindelse med de svenske hofkredse i Magnus Eriksens dage. Og ved det lille hof på Akershus må nogle af traditionerne fra kong Magnus' tid have været holdt i live.

Der har været kongelige kapellaner til at læse messe for hende daglig som det var skik i tidens fyrstelige miljøer. Studerede mænd kunne lære hende noget om verden og menneskelivet, om troen og moralen. Der har måske også været en enkelt ældre hofmand der kunne fortælle hertug Eriks og hertuginde Ingeborgs historie ud fra Erikskrönikan – „inden vi går til bords” – og således bidrage til at traditionen om Folkungeslægtens skæbne blev holdt ved lige.

Omkring 18 år gammel fødte Margrete sit første og så vidt vides eneste barn, sønnen Oluf.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Barnedronningens opvækst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig