Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Optakten til Trediveårskrigene

Oprindelig forfatter Scoc

Tre måneder efter sammenstødet mellem kongen og rigsrådet om Bremen-politikken indtraf en begivenhed, der blev indledningen til en periode på 30 år, hvor krigsguden martrede Europa med sine myrderier, plyndringer og afbrændinger af byer og afgrøder.

Den tyske katolske kejser var herre over Böhmen, men hans regime var forhadt af landets protestantiske og tjekkisksprogede undersåtter. Den 23. maj 1618 demonstrerede repræsentanter for det undertrykte folk deres modvilje mod kejserens folk ved simpelt hen at gå op på slottet i Prag og smide kejserens to statholdere ud ad vinduet. De fine herrer slap forholdsvis helskindet fra den ublide nedtur, fordi de landede i en affaldsdynge, men vinduesudsmidningen udløste borgerkrig i Böhmen.

En række protestantiske fyrster støttede halvhjertet de oprørske böhmere, men først året efter fik borgerkrigen for alvor europæiske konsekvenser. Böhmerne nægtede at anerkende valget af hertug Ferdinand af Steiermark til kejser. I stedet indsatte de kurfyrst Frederik af Pfalz, der var calvinist og leder af protestanternes tyske forbund, som konge af Böhmen.

Annonce

For Christian 4. var det bøhmiske kongevalg interessant, eftersom Frederik af Pfalz var gift med hans niece, Elisabeth.

Hun var datter af kongens søster, dronning Anna, der var gift med Jakob 1. af England. Dertil kom, at valget af Frederik blev opfattet som et tilspidset udtryk for den nu hundrede år gamle modsætning mellem katolikker og protestanter.

Men slægt og religion måtte vige for taktiske overvejelser. Christian 4. var ikke selv interesseret i en uforberedt konfrontation med kejseren, Spanien og andre stærke katolske magter, der straks forenede sig i kampen mod kætteren i Prag. Da kong Frederik anmodede om dansk bistand, bad Christian 4. rigsrådet om en udtalelse, men ganske uden at udfolde den hidsige lidenskab, der ellers prægede hans henvendelser til rådet, når han var tændt på et udenrigsk anliggende. Og rådet svarede, at katolikkerne i virkeligheden slet ikke var ude efter at undertrykke den sande religion. Den bøhmiske sag handlede udelukkende om, hvem der var den retmæssige regent, så Kongelig Majestæt var ikke forpligtet til at gribe ind.

Et halvt år efter disse sagtmodige overvejelser besejrede en kejserlig hær böhmerne og gav sig til at slagte løs på civilbefolkningen, ikke alene for at bekæmpe kætteriet, men for én gang for alle at udrydde den tjekkiske nationalitet, der i sidste ende havde dannet grundlaget for oprøret mod kejseren.

Den bøhmiske konge måtte gå i landflygtighed. Og som det blev fremstillet i et samtidigt jesuitisk skuespil havde han fået al den hjælp, han behøvede, nemlig 100.000 sild fra Danmark, 100.000 oste fra Nederlandene og 100.000 ambassadører fra England. Men de tre evangeliske broderlande kom snart til at fortryde deres passivitet, for katolikkernes hære benyttede lejligheden til at trænge frem i Tyskland. På denne baggrund blev nederlænderne nu mere og mere interesseret i en aktiv dansk indgriben i Nordtyskland og opfordrede direkte Christian 4. til at stille sig i spidsen for en stor antikatolsk alliance.

Foreløbig førte den tysk-spanske offensiv kun til, at Danmark og Nederlandene og Danmark og England indgik forsvarstraktater, og det lykkedes den politisk styrkede danske konge at få hertug Frederik indsat som koadjutor, ærkebispens medhjælper, i Bremen, og som bisp i Verden.

Disse diplomatiske resultater var en fjer i hatten på den danske konge; men samtidig satte den svenske konge en hel fjerbusk i sin hjelm, da han i september 1621 erobrede Riga, den østlige Østersøs vigtigste handelsby. Med denne sejr begyndte det hidtil så klemte Sverige at ligne en stormagt, og i årene derefter indledtes en veritabel diplomatisk konkurrence mellem Danmark og Sverige om, hvilken af de to stater, der skulle spille førsteviolin i det protestantiske forbund, den katolske militære offensiv nødvendiggjorde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Optakten til Trediveårskrigene i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307557