Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lutter am Barenberg

Oprindelig forfatter Scoc

I foråret 1626 stod kredsoberst Christian over for to store fjendtlige hære, den ene ledet af general Tilly, den anden anført af den katolske bøhmiske lejeknægtfører, adelsmanden Wenzel Albrecht Eusebius von Wallenstein. Det var Christian 4.s plan at besejre Tilly, før dennes og Wallensteins tropper blev forenet til én stor armé. Og den danske konge var optimistisk. Han skrev hjem, at Tillys hær ikke var meget bevendt.

Det danske rigsråd så mindre lyst på situationen. Mens kongen endnu var ved godt mod, måske nærmere overmod, erklærede rådet, at det ville sætte alt ind på at sikre flåden til landets beskyttelse, eftersom den „udi denne tid er næsten det eneste værn næst Guds hjælp og bistand, som riget kan have ved sig at trøste …” ja, det ville overhovedet, selv om „denne krig rigerne i sig selv ellers ikke angår”, anstrenge sig til det yderste for at skaffe midler til rigets forsvar, dersom det skete, at kongen blev nødt til at trække sig tilbage til sine riger og lande med fjenden i hælene.

Christian 4. var naturligvis ikke imod, at rigets forsvar blev forstærket. Det havde han altid selv pukket på, mens rigsrådet havde været tilbageholdende. Men han agtede fortsat at slås i Tyskland, thi han kunne ikke se, „hvordan Vi med god reputation kan komme derfra”. Desuden ville en tilbagetrækning fra den tyske front blot drage Danmark krigen endnu nærmere på halsen.

Annonce

Kongen fortsatte sin krig i det tyske, og endnu i begyndelsen af august skrev han til kansleren, at „ville kejseren tænke sig om, da var det på høje tid, at han foretog sig det, som til fred og rolighed tjener, thi det er muligt, at han af dette værk skal have liden fordel”.

Ti dage efter afsendelsen af dette brev mødtes kongens og Tillys hære uden for fæstningen Lutter am Barenberg i udkanten af Harzen. De kejserlige troppers sejr var total. Kongen måtte flygte over hals og hoved med resterne af sit rytteri. Under flugten styrtede hesten under kongen, men en af hans tro mænd gav ham sin hest, så han kunne komme i sikkerhed.

„Sloges vi med fjenden og mistede slaget”, noterede kongen kort i sin skrivekalender om katastrofen ved Lutter am Barenberg. Men han mistede mere end et enkelt slag. Han mistede de få forbundsfæller, han havde. Endnu holdt han skansen ved Elben, men i efteråret 1627 faldt Slesvig-Holsten, og de kejserlige tropper rykkede op i Jylland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Lutter am Barenberg i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307559