Hertug Christians krig

Uheldigvis for Danmark var det Christian 4., der vandt kapløbet. Det var England, der spillede ud. Efter at have sikret sig en alliance med Frankrig, der frygtede en spansk-tysk omklamring, sendte Jakob 1. gesandter til Danmark og Sverige for at få etableret et stort forbund mellem England, Nederlandene, Sverige og Danmark med Frankrig som passiv støttestat. Gustav Adolf slog straks til og udviklede en gigantisk militær plan med sig selv som øverstkommanderende. Vestmagterne brød sig ikke om den svenske konges forslag, der ville genere Christian 4., men for at presse den danske konge lod de, som om de var interesserede.

Christian 4. hoppede da også – og med glæde – på limpinden. Han tilbød en fælles optræden mellem England og Danmark. Begge lande skulle stille tropper til et tysk felttog, hvis officielle formål var at genindsætte den uheldige fordrevne bøhmiske konge, dog ikke som konge i Prag, men som kurfyrste i det Pfalz, de kejserlige tropper også havde forjaget ham fra.

Christian 4. mente, han stod stærkt. Han var allieret med England og Nederlandene og vidste, at kejseren blev chikaneret af Frankrig. Da krigen skulle foregå i Tyskland, måtte han imidlertid også vinde de nordtyske fyrster for sagen. Tyskland var opdelt i kredse, i hvilke de lokale fyrster skulle sikre landefreden. Og som holstensk hertug kunne Christian prøve at opnå valg til kredsoberst, militær øverstkommanderende for den nedresaksiske kreds, der omfattede en række nordvesttyske fyrste- og hertugdømmer.

Kort efter nytår 1625 sendte den danske konge til sine nordtyske fyrstekolleger en række personlige breve, hvori han opfordrede dem til at bistå ham med indkaldelsen af en kredsdag, der kunne vælge ham til oberst. Formålet var ikke til at tage fejl af. Han havde, skrev han således til hertugen af Gottorp, opnået støtte fra adskillige potentater til at søge den nedresaksiske kreds' forståelse for en genindsættelse af den pfalziske kurfyrste, hvor ugerne han end ville gøre det. I brevet står der ganske vist „gerne”, hvilket ikke sprogligt er rimeligt i sammenhængen, men måske er det lille u smuttet, da kongen langt om længe stod foran virkeliggørelsen af sin store drøm: som en af Europas mægtigste herskere agtede han som stridsmand for den rette protestantiske tro at udfordre selve den tysk-katolske kejser. At Frankrig, der støttede ham, var katolsk og Frederik af Pfalz en ussel calvinsk afviger, har næppe bekymret ham. I sin selvforståelse forenede han i hine dage i begyndelsen af året 1625 sin luthersk-kristne overbevisning med sine magtpolitiske visioner, der måske tilmed i mere overstadige stunder har fået ham til at drømme om kejserkronen. Og det lunede naturligvis yderligere, at han og ikke Gustav Adolf havde erobret førerskabet i det store felttog mod det tysk-spanske papistiske djævelskab.

Det var kongen selv, som egenmægtigt havde udstukket den udenrigspolitiske konfrontationskurs. Han vidste, at rigsrådet ville være imod den. Først i begyndelsen af februar, da det ikke længere var muligt at standse hans engagement, fik rådet planen forelagt, og det tog som ventet kraftigt afstand fra den. Det troede ikke et øjeblik på, at den mægtige alliance, kongen så for sig, ville kunne holde. Englænderne og franskmændene ville lade ham i stikken, og så ville kongen være alene om krigen mod den stærke kejserlige magt, „hvilket kunne blive hans kongelige majestæt og hans kongelige majestæts lande og undersåtter til allerhøjeste fordærv og undergang …” Dertil kom, at svenskerne, hvis kongen ikke havde heldet med sig, kunne benytte lejligheden til at angribe kongens lande.

For så vidt var rådets nej uden nogen som helst betydning. Det forhandlede i realiteten ikke med den danske kong Christian 4., men med den holstenske hertug Christian, der ikke behøvede rådets godkendelse til sin krig. I marts drog kongen da også uden at tage hensyn til rådets anfægtelser til Tyskland, hvor han med nød og næppe blev valgt til kredsoberst mod at forpligte sig til kun at anvende den bevilgede militære magt defensivt. Genindsættelsen af Frederik af Pfalz blev ikke omtalt med et ord.

Og det gik med forbundsfællerne, som rigsrådet havde forudset det. De nordtyske protestantiske fyrster holdt sig pænt tilbage for ikke at udfordre kejseren; englænderne og nederlænderne, som Christian 4. ikke havde indgået konkrete aftaler med, forholdt sig lunkne; og Frankrigs indsats bestod i det væsentligste af 100.000 galante tilsagn.

Dér stod den tyske kredsoberst således nok så alene med sin militære opmarch, om hvis formål den kejserlige general Tilly på kejserens vegne venligst spurgte Christian. Men – som kongen skrev hjem – „ham udi slig måde regnskab at gøre syntes mig ikke fornøden”.

Selv om Christian var mere eller mindre ladt i stikken af sine forbundsfæller, tog kejseren hans tilstedeværelse i Tyskland alvorligt. Kongen af Danmark blev med rette anset for at være en rig fyrste, der nok skulle være i stand til at stable en så stærk hær på benene, at den kunne udgøre en trussel mod de kejserlige magtpositioner. Så kejseren, der havde lige så ustabile allierede som Christian 4., tog gerne – efter nogle sammenstød mellem de kejserlige og den danske konges tropper – imod et tilbud fra den saksiske kurfyrste om fredsmægling. Men samtidig havde han sikret sig militært gennem hvervningen af store troppekontingenter.

Mæglingsbestræbelserne løb ud i sandet, ikke mindst fordi nederlænderne efterhånden fandt den tyske situation så faretruende, at de tog initiativet til et dansk-engelsk-nederlandsk forbund. De to vestmagter lovede at støtte Christian 4. med betragtelige pengesummer, så han kunne skaffe sig en virkelig slagkraftig hær. Det gav den danske konge blod på tanden, men – skulle det vise sig – ikke de mange penge i krigskassen, vestmagterne havde lovet.