Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gustav Adolfs skygge

Oprindelig forfatter Scoc

I slutningen af 1628 accepterede Christian 4. nødtvungent, at det kom til fredsforhandlinger med fjenden. De startede i januar 1629 i Lübeck, og i begyndelsen af marts fremlagde de kejserlige deres fredsbetingelser. Christian 4. skulle afstå Slesvig-Holsten, stille Jylland til rådighed som pant for kejseren, indtil denne havde afviklet en kæmpegæld til den saksiske kurfyrste, give afkald på de nordtyske stifter og betale en klækkelig krigsskadeserstatning.

Ud fra styrkeforholdet med Jylland besat var kravene ganske vist ikke ejendommelige, men konge og rigsråd kunne hurtigt blive enige om at afvise den lemlæstelse af riget, fredsbetingelserne indebar.

En nok så betydningsfuld joker kom imidlertid Danmark til hjælp. Når de kejserlige forhandlere så godt som fra starten antydede, at de ville give afkald på kravene om landafståelser, skyldtes det efterretningerne om et topmøde mellem den svenske og danske konge, der afholdtes fra den 23. til den 26. februar i Ulvsbäck præstegård på den svenske side af grænsen mellem Småland og Skåne.

Annonce

 Sveriges kong Gustav Adolf rider på dette propagandablad fra 1632 under valgsproget „Med Gud og de sejrende våben” og med en kæmpende hær som baggrund fra sejr til sejr.

Sveriges kong Gustav Adolf rider på dette propagandablad fra 1632 under valgsproget „Med Gud og de sejrende våben” og med en kæmpende hær som baggrund fra sejr til sejr.

Politisk sad Gustav Adolf på den høje hest over for det halve kongeriges Christian 4., der næppe fandt det særlig morsomt at være tvunget til at søge støtte hos den kollega, der var hans rival i striden om herredømmet ikke alene over Østersøen, men over hele Norden. Men den danske konge havde selv fået mødet i stand vel vidende, at Gustav Adolfs magt indgød de tyske fjender respekt.

Beretningerne fra Ulvsbäck-mødet fortæller om en sur, tvær og fåmælt Christian 4., der måtte lytte til en veloplagt Gustav Adolf, der med stor veltalenhed udkastede en gigantisk plan om et fælles dansk-svensk fremstød mod kejseren. Og der var ikke megen tid at spilde. Gjorde man det ikke i tide, ville det ende med, at vi alle „skulle blive henført til Amerika for at syde sukker”. Gustav Adolf ville selv stille med broderparten af tropper og penge, og der kan næppe herske tvivl om, at han så sig selv som alliancens store leder.

Christian 4. afviste alle Gustav Adolfs forslag. Han havde allerede indledt fredsforhandlinger med de kejserlige og satte ellers sit håb til Gud. Da den svenske konge således ikke kom nogen vegne med Christian 4., henvendte han sig hen over hovedet på sin kongelige kollega til de danske rigsråder og advarede dem om at tage deres sag i god agt. Denne appel, der fandt sted, efter at „Deres Majestæter havde stået en stund på gulvet og drukket stærkt”, fik den danske konge til at spørge Gustav Adolf, hvad han havde at gøre i Tyskland, og hvad han egentlig havde imod den tyske kejser.

 Randtegning af soldat i salmebog fra Budolfi Kirke, Ålborg. Salmebogen har været brugt af latinskoledrengene fra Ålborg Katedralskole.

Randtegning af soldat i salmebog fra Budolfi Kirke, Ålborg. Salmebogen har været brugt af latinskoledrengene fra Ålborg Katedralskole.

Det fik af gode grunde Gustav Adolf til ganske at miste besindelsen. Christian 4. skulle vel nok kende til kejserens planer, og i øvrigt bedyrede han den danske konge, ledsaget af eder og forbandelser, at hverken kejser eller konger, fyrster eller republikker eller hvem tusinde djævle det måtte være skulle komme ham nær, thi „vi skulle så tage hverandre ved ørerne, at håret skal ryge derved”.

Med denne kongelige ophidselse var mødet reelt forbi. Der kom ingen aftale i stand mellem de to konger – og i øjeblikket var Gustav Adolf mere end forvirret. Han mente, at den danske konge måtte have været beskænket, da han foreslog mødet. Men allerede tre dage efter topmødet skrev han til en af sine venner, at det efterhånden var gået op for ham, at Christian 4. blot havde været ude på at „demonstrere sit venskab med Sverige i håb om, at han derved kunne skaffe sig bedre vilkår ved freden med de kejserlige”.

Virkeligheden bekræftede Gustav Adolfs sene erkendelse. Da freden mellem de kejserlige og Danmark blev sluttet i Lübeck den 12. maj 1629, fik Christian 4. alle de besatte områder igen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Gustav Adolfs skygge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307561