Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den europæiske koncert

Oprindelig forfatter Scoc

Da Christian 4. og rigsrådet udsendte kirketugtforordningen i marts 1629, havde det danske folk netop gennemlevet en krig, der rystede samfundet fra øverst til nederst. Forordningens ophavsmænd så selv kirketugtens nødvendighed i lyset af krigen. Det var Gud den Almægtiges vrede og straf, der havde ramt den danske konges lande og riger, og Han ville sikkert true med nye landeplager, såfremt det ikke lykkedes at komme det ugudelige levned og den falske overfladiske kristendom til livs.

De Årslev-bønder, der en oktoberdag 1627 blev overfaldet og udplyndret af tyske tropper, mindedes sikkert det Herrens år 1600, hvor de selv eller deres forældre på engen ved Alling Å havde set såre høje og tykke mænd fare omkring og stikke til hinanden, mens en himmelsk advarende røst tordnede „Ve! Ve! Ve!” for at minde om de sidste tiders komme. Selv om deres velbyrdige herremand, den lærde Holger Rosenkrantz, ikke denne gang var til stede og kunne udlægge deres grumme skæbne, thi han var stukket af til Sverige, var de næppe i tvivl om, at varslerne fra dengang nu gik i opfyldelse.

 Lejesoldater, der plyndrer og voldtager, er et motiv, der til stadighed optræder i det krigshærgede 1600-tals flyveblade. Stikket er fra det tyske „Bonde-Fadervor” fra o. 1620.

Lejesoldater, der plyndrer og voldtager, er et motiv, der til stadighed optræder i det krigshærgede 1600-tals flyveblade. Stikket er fra det tyske „Bonde-Fadervor” fra o. 1620.

Det var naturligvis den jyske bonde velbekendt, at hans konge havde besejret svensken halvandet årti tidligere. Og han havde vel også hørt et og andet om, at kongen var draget til Tyskland for at bekæmpe de ugudelige papister. Men når selvsamme papister nu pludselig befandt sig i det midtjyske, kunne det næppe skyldes andet end Guds straffende vilje. For hvad kendte en Årslev-bonde til den højst verdslige kappestrid mellem de europæiske fyrster og regeringer, der var den egentlige baggrund for, at krigen nu så ubarmhjertigt lagde hans hjemegn øde?

Annonce

I 1600-tallet var det, man i dag kalder udenrigspolitik, en forvirret blanding af stridigheder om territorier, handelsveje og fyrsteret. Lærde humanister kunne prædike nok så meget om fredens velsignelser, men de talte for døve øren, når den danske konge ville erobre tyske territorier for at forsørge sine sønner, når den svenske konge ville kæmpe sig fri af den dansk-norske omklamring, og når de nederlandske købmænd ville forhindre, at deres profit blev forringet gennem en opskruning af øresundstoldsatserne.

 Kort over Glückstadt – Lykkens By – som Christian 4. grundlagde ved Elben i 1617. Staden skulle som de øvrige af kongens bygrundlæggelser først og fremmest tjene militære formål. Glückstadts massive bastioner og voldanlæggene bestemmer byens udformning. Den ældste del, halvcirklen med et centraltorv, fra hvilket gaderne udgår i stråler, er udtryk for samtidens forestillinger om den ideale by, således som man mente, den havde set ud i antikken. Christian 4. håbede, at Glückstadt ville blive en stor stad, mens konkurrenten Hamburg ville blive en liden landsby. Kortet her, der er fra 1652, viser, at kongen ikke fik sit ønske opfyldt.

Kort over Glückstadt – Lykkens By – som Christian 4. grundlagde ved Elben i 1617. Staden skulle som de øvrige af kongens bygrundlæggelser først og fremmest tjene militære formål. Glückstadts massive bastioner og voldanlæggene bestemmer byens udformning. Den ældste del, halvcirklen med et centraltorv, fra hvilket gaderne udgår i stråler, er udtryk for samtidens forestillinger om den ideale by, således som man mente, den havde set ud i antikken. Christian 4. håbede, at Glückstadt ville blive en stor stad, mens konkurrenten Hamburg ville blive en liden landsby. Kortet her, der er fra 1652, viser, at kongen ikke fik sit ønske opfyldt.

1600-tallets europæiske befolkninger skulle for alvor sande det evigtgyldige fyndord, at politik er krig uden blodsudgydelse, mens krig er politik med blodsudgydelse. Men det var ikke menig almue forundt at spille med i den europæiske koncert. Statens forhold til andre stater blev afgjort af et tyndt toplag af fyrster og statstjenere, som etablerede skiftende udenrigske alliancer, skabte og løste konflikter gennem diplomatiske forhandlinger eller lod våbnene tale.

Christian 4.s forsøg på at erobre Sverige i 1611 var slået fejl. Og den sejr, han trods alt vandt over den onde nabo, skulle snart vise sig at være en pyrrhussejr. Nederlandene var utilfredse med, at den danske konge havde blokeret for deres handel på Sverige og forhøjet Sundtolden, og forenede sig med den gamle hansestad Lübeck i en alliance, der skulle sikre østersøhandelen mod fremtidige overgreb. Af forståelige grunde sluttede Sverige sig til dette forbund, samtidig med at det søgte at udvide sin indflydelsessfære gennem erobringer i den østlige og sydlige Østersø. Dermed kom den danske konge til at stå over for et farligt trehovedet uhyre: et ekspanderende Sverige, Nederlandene, der var Europas stærkeste handelsnation, og Lübeck, hvis magt ganske vist var på retur, men fortsat ikke uden betydning.

Kongen og rigsrådet var langtfra enige om, hvad man skulle stille op med den udenrigske situation. Rigsrådet ønskede – som for Kalmarkrigen – en defensiv politik. Det vigtigste middel hertil var en tilnærmelse til Nederlandene. Men Christian 4. havde andre planer. Gennem en offensiv politik i Nordtyskland ønskede han at presse Nederlandene og komme Sverige i forkøbet, før arvefjenden havde sikret sig politiske og militære støttepunkter Østersøen rundt. Det var kongens agt at få sin næstældste søn, Frederik, valgt til ærkebiskop i Bremen og biskop i Verden, et stift, der lå sydøst for Bremen. Baggrunden for denne bestræbelse var ikke, at den syvårige kongesøn var udset til at blive Guds fromme tjener. De gejstlige titler var intet andet end formelle rester fra den katolske tid. Bispedømmerne var i praksis for længst blevet almindelige fyrstendømmer.

Ved at få den lille Frederik placeret som fyrstebiskop i de to store nordtyske stifter kunne kongen ikke alene få sønnen forsørget på standsmæssig vis, men også klemme Hamburg og opnå kontrollen over de to store floder Elbens og Wesers udmundinger. Og for at sætte trumf bag sin sydvendte politik anlagde Christian 4. i 1617 fæstningen Glückstadt på Holstens sydkyst, hvorfra han kunne beherske indsejlingen til Hamburg.

Det var Bremen, der skulle blive prøvestenen for, om den danske konge havde held med sin stiftspolitik. I 1618 tydede alt på, at han havde lykken med sig. Nederlandene var ved at blive føjelige, efter at Christian 4. var begyndt at tilnærme sig Spanien. I anden halvdel af 1500-tallet havde Nederlandene været underlagt Spanien, men handelsrepublikken havde kæmpet for sin frihed, og 1609 var det kommet til en 12-årig våbenstilstand mellem republikken og det spanske monarki. Så da tiden for stilstandens udløb nærmede sig, havde Nederlandene ikke ligefrem brug for en dansk-spansk alliance, og de så derfor med mildere øjne på Christian 4.s stiftspolitik.

De ændrede politiske konjunkturer gav den danske konge blod på tanden. Men i sine bestræbelser på at erhverve Bremen for sin søn stødte han på ét væsentligt problem. Den siddende ærkebiskop i stiftet ønskede ikke prins Frederik til efterfølger. Christian 4.s svar var at hverve en større hærstyrke. Det fik det danske rigsråd til at slå bremserne i. For dets skyld måtte Christian 4. gerne vinde Bremen for sin søn, men det ville ikke acceptere, at kongen greb til militære midler. I en betænkning erklærede rådet den 15. februar 1618, at det var mere end betænkeligt „noget med gevalt at foretage, besynderlig udi fyrstelig nådig hertug Frederiks unge umyndige år og alder, anseendes om hans fyrstelige nåde herforinden” skulle gå bort „(det Gud nådeligen afvende), da havde man forgæves indladt sig udi en ganske vidtløftig, besværlig og farlig handel for lande og riger, hvorpå man ikke letteligen kunne se eller vide nogen udgang”.

Denne rådets måde at ræsonnere på var typisk for dets hele holdning til udenrigspolitikken. Stillet over for kongens aktivistiske politik pegede det bestandigt på de værst tænkelige konsekvenser. Tænk, hvis Frederik døde af kopper eller andet, mens kongen eventyrede hær og riger i sit forsøg på at få sønnen placeret i Bremen Stift.

Kongen blev naturligvis rasende over rådets holdning, men rigsråderne var ubøjelige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Den europæiske koncert i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307556