Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Uden stands forskel

Oprindelig forfatter Scoc

To år efter var tiden inde til at afprøve Københavns og dermed kreditorklikens styrke. Den 2. august 1660, to måneder efter fredsafslutningen og svenskernes rømning af lejren på Brønshøj, indkaldte kongen på rigsrådets foranledning til et stændermøde, der skulle bevilge penge til en genrejsning af riget og til gældens afbetaling. I begyndelsen af september mødte rigsråder, menig adel, gejstlige og repræsentanter for købstæderne op i København. Hovedstaden selv havde valgt to borgmestre og to andre borgere. Bønderne var ikke repræsenteret.

Mandag den 10. september samledes stænderrepræsentanterne i den store sal på Københavns Slot. På kongens vegne og i kongens nærværelse holdt rigshofmester Joachim Gersdorff en tale, hvor han lagde skylden for krigens skæve gang hos officererne og „viktualiernes defekt, endog fjenden fandt nok for sig”, mens han priste Hans Majestæts store årvågenhed og tapperhed under belejringen, ligesom han hyldede „Københavns flid og troskab, hvorfor den havde et berømmeligt navn af al verden”. Efter denne vidtløftige tale kom han til sagen: Hvordan skulle Hans Majestæt og det kongelige hus forsørges? Hvordan kunne man holde fæstningerne, militæret og flåden ved lige? Og hvordan skulle man betale rigets gæld, så det bevarede sin kreditværdighed hos fremmede nationer? Det var det, stændermødet var indkaldt til at overveje.

 Den københavnske vinhandler Knud Olufsen Gamborg med kone og børn, malet o. 1660. De hævede vinglas og druerne i fruens skød signalerer husfaderens erhverv. Det velhavende borgerskabs selvbevidsthed stråler ikke kun ud af billedet selv, men fremgår også af valget af billedkunstneren, der var ingen ringere end hofmaleren Karel van Mander.

Den københavnske vinhandler Knud Olufsen Gamborg med kone og børn, malet o. 1660. De hævede vinglas og druerne i fruens skød signalerer husfaderens erhverv. Det velhavende borgerskabs selvbevidsthed stråler ikke kun ud af billedet selv, men fremgår også af valget af billedkunstneren, der var ingen ringere end hofmaleren Karel van Mander.

De følgende dage var præget af hektisk mødevirksomhed, hvor de tre stænder både forhandlede hver for sig og indimellem samledes til fællesmøder. Til afhjælpning af rigets elendige finanser foreslog regeringen en afgift på stemplet papir og en konsumtionsskat, en otte procents forbrugsafgift på en række dagligdags varer.

Annonce

Den 15. september sagde både borgerne og de gejstlige ja til konsumtionsafgiften, dog på den betingelse, at alle stænder med lige hjælp „ville gribe Hans Majestæt under armene”. Hertil sagde adelen nej. Den ville bevare sin skattefrihed for sine herregårde på landet.

Borgerne og de gejstlige henvendte sig da til rigsrådet og bad det tage affære, men da man mødtes til fællesmøde den 19. september, var man lige langt. Adelen sagde fortsat nej, og da rigsråd Otte Krag gav borgerne og gejstligheden skylden for, at stændermødet ingen vegne kom, svarede den københavnske borgmester Hans Nansen, at det tværtimod var adelen, der var skyld i forsinkelsen. Otte Krag gjorde da Nansen opmærksom på, at ingen skulle foreskrive adelen noget. Men så enige blev de tre stænder dog, at de vedtog en konsumtionsafgift, om end til en reduceret takst på tre procent. Kravet om, at adelen også skulle betale, blev henvist til Kongelig Majestæts afgørelse.

 Prospekt af Århus fra o. 1640 med Århus Å i baggrunden, domkirken til venstre og Vor Frue Kirke til højre i billedet. I begyndelsen af 1600-tallet fik Århus andel i de gode handelskonjunkturer, men fra 1620'rnes slutning kom købstaden til at lide under de stadige krige, besættelser og den almindelige nedgang for provinshandelen. Under enevælden regnedes byen fortsat som en af Danmarks ni største købstæder, der måtte have to borgmestre og handle på udlandet. Men havn og handelsflåde forfaldt, og enevældens favorisering af København ramte Århus såvel som de øvrige provinskøbstæder.

Prospekt af Århus fra o. 1640 med Århus Å i baggrunden, domkirken til venstre og Vor Frue Kirke til højre i billedet. I begyndelsen af 1600-tallet fik Århus andel i de gode handelskonjunkturer, men fra 1620'rnes slutning kom købstaden til at lide under de stadige krige, besættelser og den almindelige nedgang for provinshandelen. Under enevælden regnedes byen fortsat som en af Danmarks ni største købstæder, der måtte have to borgmestre og handle på udlandet. Men havn og handelsflåde forfaldt, og enevældens favorisering af København ramte Århus såvel som de øvrige provinskøbstæder.

Slagsmålet om, hvem der skulle betale forbrugsafgiften, var imidlertid ren skyggeboksning. Det var ligheds princippet, det handlede om. I et adelsindlæg fra midten af september blev det sagt ligeud, at konsumtionsafgiften var en „besværlig og tung afgift, mere for navnets skyld, end for udgiftens skyld, idet den skærer så dybt i privilegierne”.

Allerede den 17. september havde borgerstanden da også barslet med et forslag, der indeholdt så mange samfundsforandrende punkter, at stændermødet i virkeligheden stod over for at forvandle sig fra at være en skattebevilgende myndighed til at blive en forsamling, der skulle drøfte dybtgående reformer. 17. septemberforslaget fandt konsumtionsafgiften både utilstrækkelig og uretfærdig. For at bringe riget på fode måtte lenenes indtægter gå direkte og ubeskåret til kongen, og de rigsråder og fornemme ministre, der hidtil havde haft lensindtægter som betaling for deres embeder i statens tjeneste, skulle for fremtiden lønnes med en årlig pension i rede penge. Dermed ville de gode herrer også kunne fritages for „en stor del af den besværing, lenene medfører og dermed andre rigens forretninger dem falde des lettere”. Gav en sådan lensreform ikke penge nok i kassen, kunne man overveje en bortforpagtning af lenene. Og blev man tilmed nødt til at gå så vidt, at kronen måtte sælge noget af sit gods, skulle det udbydes til alle landets undersåtter uden stands forskel. Det blev også foreslået, at den jord, der lå til ladegårdene og blev drevet af hovbønder og landarbejdere, blev udloddet til fæstebønder. Det kunne tjene til, at landbruget opsugede flere folk og skaffede kronen øgede fæsteafgifter.

Til disse forslag vedrørende lenene og krongodset, føjedes en vifte af finansreformer. Det foreslog en arveafgift på to procent, en pengeafløsning af vornedskabet og af bøndernes ægtforpligtelser samt en plovskat, der skulle pålignes både adel og bønder. Og statens kreditorer burde af hensyn til fædrelandets elendige situation nedskrive deres fordringer.

Forslagsstillerne kom også med ideer til besparelser. En række kongelige betjente, der tjente ved tøjhuset, bryggeriet, på slottet og ved lenene, skulle fyres, flåden skulle udrustes på en sådan måde, at skibene samtidig kunne bruges som handelsskibe, og militæret skulle baseres på frivillige soldater, der skulle aflønnes af penge, som kom ind fra bønderkarle, der frikøbte sig for militærtjeneste. Det militære beredskab skulle suppleres med en folkevæbning og alliancer med udenlandske magter.

Til disse økonomiske forslag lagdes en række krav, der skulle varetage købstædernes særlige interesser. Tolden mellem landsdelene skulle fjernes, kongen skulle forbyde borgerne at flytte fra købstæderne uden øvrighedens minde og tilladelse, lensmændenes myndighed ved indsættelse af borgmestre og rådmænd skulle afskaffes, købstæderne skulle have eneret på al handel, og der skulle ikke gives bestemte købstæder særlige handelsmonopoler. Og kronen skulle for fremtiden handle med dem, der solgte til den laveste pris, uden persons anseelse.

For at sikre købstædernes politiske indflydelse slog forslagsstillerne til lyd for, at hver provins burde have en fuldmægtig, der havde fri adgang til Kongelig Majestæt og rigens råd, at der årligen blev afholdt et provinsborgermøde i Roskilde, og „eftersom en del af provinserne på 30 års tid 4 gange har været overfaldet af krig, om hvis årsag de lidet eller slet ikke har været underrettet”, skulle intet vigtigt „det gemene bedste antreffende” besluttes uden samtlige stænders samtykke.

Ifølge forslaget selv blev det enstemmigt vedtaget af stændermødets borgerlige delegerede. Hvem der tog initiativet til dets udfærdigelse, vides ikke. Men i sit indhold bærer det præg af provinsborgerskabets interesser, og dets repræsentanter udgjorde da også det overvældende flertal i den borgerlige del af stænderforsamlingen.

17. septemberforslaget betød ikke et brud med stændersamfundet i sig selv. Alligevel indeholdt det så omfattende samfundsændringer, at det ikke alene var en trussel mod adelens velerhvervede rettigheder, men også mod kronens handlefrihed. Det var naturligt, at forslaget i en tid, hvor riget var på bankerottens rand, pegede på besparelser, men angrebet på de overflødige kongelige betjente, „der ikke gør daglig fornøden tjeneste”, og på lensmændene, der indirekte blev beskyldt for at drive den af, genspejlede den flittige borgers ældgamle modvilje mod dem, der snyltede på samfundets fedme. Og deri lå også en slet skjult kritik af den ekstravagante hofholdning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Uden stands forskel i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307605