Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De københavnske købmænd

Oprindelig forfatter Scoc

Det var København, det danske riges største købstad, der under svenskekrigene havde været det sidste tilflugtssted for det endnu frie Danmark. I en kort historisk stund blev fremtiden for det danske samfund, hvis altdominerende grundlag var landbruget med dets godsdrift og bondebrug, afgjort af begivenhederne i og omkring en købstad. Københavns skæbne blev rigets skæbne.

Med sine omkring 30.000 indbyggere var København det dansk-norske riges eneste storstad. Under Christian 4. var den begyndt at ligne en hovedstad. Her fandtes de store handelshuse, den nyskabte børs, flådebasen og universitetet. Og den fornemme adel havde huse i byen, så den kunne være nær hoffet og regeringsforretningerne, hvoraf stadig flere blev varetaget fra København.

 Værtshusmiljø fra København o. 1660, malet af den døvstumme tyske maler Wolffgang Heimbach, der efter borgerlig nederlandsk smag yndede genrebilleder og virkelighedstro motiver.

Værtshusmiljø fra København o. 1660, malet af den døvstumme tyske maler Wolffgang Heimbach, der efter borgerlig nederlandsk smag yndede genrebilleder og virkelighedstro motiver.

Det var en stærkt klassedelt by. Tiggere og arbejdsløse fattigfolk satte deres præg på købstaden med dens snævre gyder og smalle stræder. Arbejdsfolk med sæsonjob, bådsmænd, tyende og småhandlende formåede lige at klare dagen og vejen. Mens håndværkerne med deres svende og lærlinge havde en rimelig levestandard, beskyttet af lavene mod armod og alderdoms elendighed.

Annonce

Det var købmændene, som udgjorde overklassen. De havde eneretten til den store handel, de optrådte som pengeudlånere, de ejede store dele af stadens udlejningsejendomme, og de alene beklædte borgmester- og rådmandsposterne.

Det var denne overklasse, der kun talte godt 200 medlemmer, som i slutningen af 1650'erne kom til at spille en afgørende politisk rolle. Det var ikke noget nyt, at det københavnske storborgerskab så skævt til det herskende adelsregimente. Som købmænd kunne de tjene på leverancer til adelen, og når de forvandlede sig til pengeudlånere, var der altid adelige, der havde brug for rede penge. Men drejede det sig om politisk indflydelse, var døren lukket, og når der skulle ydes skatter, slap adelen, der af arild havde været skattefri, mens købmændene skulle betale. Og fik pengeudlånerne pant i adeligt gods, når herremanden lånte penge af dem, skulle de slippe det inden år og dag, for kun adelige måtte eje gods. Allerede den jyske borgerbevægelse havde i 1629 anket over denne urimelighed.

 Rigshofmester Joachim Gersdorff, stukket af kobberstikkeren Albert Haelwegh efter maleri af hofmaleren Abraham VVuchters. Gersdorff stammede fra en tysk adelsslægt, der havde erhvervet sig jordegods i Jylland. Fra 1623-29 gik han på Sorø Akademi, hvor han traf den senere Frederik 3. Som andre adelssønner tog han derefter på en længere udenlandsrejse, hvorefter han trådte i den udvalgte prins Christians tjeneste. I 1648 udnævnte Frederik 3. ham til rigsråd på adelens indstilling. I 1649 blev han Københavns statholder og 1652 rigshofmester. I 1658 var han med til at undertegne Roskildefreden. Han døde som 49-årig i 1661.

Rigshofmester Joachim Gersdorff, stukket af kobberstikkeren Albert Haelwegh efter maleri af hofmaleren Abraham VVuchters. Gersdorff stammede fra en tysk adelsslægt, der havde erhvervet sig jordegods i Jylland. Fra 1623-29 gik han på Sorø Akademi, hvor han traf den senere Frederik 3. Som andre adelssønner tog han derefter på en længere udenlandsrejse, hvorefter han trådte i den udvalgte prins Christians tjeneste. I 1648 udnævnte Frederik 3. ham til rigsråd på adelens indstilling. I 1649 blev han Københavns statholder og 1652 rigshofmester. I 1658 var han med til at undertegne Roskildefreden. Han døde som 49-årig i 1661.

Selv om København politisk ikke for alvor havde vist tænder siden Grevens Fejde i 1530'rne, vidste adelen, at byen var et arnested for den adelsfjendtlighed, rigsrådet havde klaget over i 1640'rne. I november 1650 var den slået ud i lys lue. Kongen og rigsrådet havde i august vedtaget en forordning, der pålagde dansk øl og dansk brændevin, som forhandledes i købstæderne, en afgift, der skulle gælde fem år. Fritaget for accisen, som spiritusafgiften kaldtes, var adel, gejstlighed og kongelige tjenere. Accisepålægget blev højtideligt oplæst for byens borgere på rådhuset den 19. november, og det fik 139 københavnere, købmænd, lavsoldermænd og menige håndværkere til dagen efter at rette en henvendelse til borgmestre og rådmænd.

I henvendelsen protesterede de 139 mod spiritusafgiften. Den stred ikke alene mod de privilegier, København havde fået af Christoffer af Bayern 200 år tidligere, men også mod Christian 4.s løfter og mod Hans Majestæts egen håndfæstning, der tilsagde enhver stand sine rettigheder. Desuden havde borgerne allerede ydet så meget af deres formue til Hans Majestæts salige fader, at det snart faldt dem umuligt „hustru og børn at ernære”, og den nu pålagte afgift ville gøre dem „fuldkommen til betlere”. Og de kunne ikke begribe, hvorfor adelen og gejstligheden og de kongelige tjenere, „der landsens indkomst og stor formue indehaver”, skulle forskånes for afgiften. Der var her tale om „den største ulighed … både for Gud og alverden uforsvarlig”.

De 139 bad magistraten – borgmestrene og rådmændene – om at forelægge kongen sagen, og det gjorde den i en skrivelse samme dag. Og magistraten gav den en ekstra tand, idet den på de protesterende borgeres vegne fremførte det synspunkt, at „de, som mest … har mellem hænderne og mest kunne aflade, de og mest måtte tilkomme at udgive, og borgerskabet, som byrden i fejdens tid mest båret og udstået har, og ej har andet end det, de med stor pericul [fare] og eventyr eller med deres svedige arbejde fortjener, de nu i fredstid så vidt muligt måtte forskånes”.

Rigsrådet blev opbragt. Christen Skeel talte ligefrem om oprør, men mente, at man „i disse tider” burde fare med lempe. Københavns statholder, Joachim Gersdorff, kaldte derpå de to øverste borgmestre til sig. Disse undskyldte sig nu. Det var det menige borgerskab, der havde presset dem. Og magistraten ilede med at udarbejde en underdanig undskyldning for sin fremturen. Men rigsrådet fandt det formålstjenligt at spille Frederik 3. ind på scenen, så kongen i egen person kunne irettesætte de to borgmestre. I Gersdorffs nærværelse gav kongen så de to en næse, fordi de havde sendt ham bønskrivelser, der var stilede på en sælsom og utilbørlig maner, ikke mindst med deres henvisninger til håndfæstningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: De københavnske købmænd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307602