Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vendepunktet

Oprindelig forfatter Scoc

I mere end 22 måneder lå de svenske tropper uden for København. Regulære tropper, studenterkorps, væbnede borgere og håndværkere forsvarede voldene, alt imens svenske „gloende kugler” regnede ned over byen. De for ind gennem vinduerne, havnede i folks senge og brændte sengehalmen af, slog en student ihjel, der stod og så på sine kammerater, der spillede brætspil, rev låret af en kvinde, der tappede øl bag slottet, raserede bispens bolig og antændte adskillige huse.

Men københavnerne fik også ram på en del af belejrerne. De lagde miner ud, forbundet med løbekrudt, og de svenskere, der kom for nær, blev sprængt i stumper og stykker. Eller de blev ramt af skud fra voldene.

 Maleri af D. Vertangen af stormen på København natten mellem den 10. og 11. februar 1659. De svenske tropper marcherer over isen. I midten Københavns Slot, hvor hovedangrebet blev sat ind. Til højre kæmpes der om Christianshavn.

Maleri af D. Vertangen af stormen på København natten mellem den 10. og 11. februar 1659. De svenske tropper marcherer over isen. I midten Københavns Slot, hvor hovedangrebet blev sat ind. Til højre kæmpes der om Christianshavn.

Frygten for et svensk stormangreb red byen som en mare. Nytårsdagsmorgen 1659 bredte der sig blandt kirkegængerne et rygte om, at svenskerne var trængt ind i byen. Midt under prædikenen søgte folk i panik ud af kirkerne. Nogle maste sig gennem dørene, andre kom ud ad vinduerne. Under tumulterne mistede kvinderne deres kåber og muffer og huer, mændene deres hatte og kapper.

Annonce

Men det var falsk alarm. Først natten mellem den 10. og 11. februar gik svenskerne til angreb. Det blev krigens vendepunkt. Karl Gustavs forsøg på at erobre København mislykkedes. Hans soldater kom aldrig over de isbelagte volde.

Når det lykkedes at afværge det svenske angreb og udholde belejringen, der fortsatte i mere end et år efter erobringsfor-søget, skyldtes det ikke alene københavnernes sammenhold, men også hjælp udefra. Svenskerne kunne ikke forhindre, at der kom forsyninger fra Amager, og at en nederlandsk hjælpeflåde, som flot passerede det svenskbesatte Kronborgs kanoner og en større svensk øresundsflåde, bragte mad og våben og hjælpetropper.

 Jens Kofoed, Bornholms „befrier”, malet som 55-årig i 1683. Kofoed blev efter opstanden mod svenskerne udnævnt til kaptajn af Frederik 3. I 1687 gav Christian 5. ham en gård frit og kvit for livstid. Jens Kofoed døde i 1691.

Jens Kofoed, Bornholms „befrier”, malet som 55-årig i 1683. Kofoed blev efter opstanden mod svenskerne udnævnt til kaptajn af Frederik 3. I 1687 gav Christian 5. ham en gård frit og kvit for livstid. Jens Kofoed døde i 1691.

Nederlandenes hjælp var udtryk for, at de bestemt ikke var interesseret i et svensk rige, der rakte fra Nordkap til Elben. Og Brandenburg, Polen og kejseren var af samme mening. Allerede i slutningen af september 1658, måneden efter Karl Gustavs ankomst uden for Københavns volde, rykkede brandenburgske, polske og kejserlige tropper ind i Slesvig-Holsten, og inden årets udgang havde de fordrevet svenskerne fra Jylland.

For jyderne betød det nye byrder. Ud for året 1659 skrev præsten i Grimsted i sin kirkebog: „De døde kan ved dag og datum ikke noteres, både for min egen sygdoms skyld, så og for den farlig grasserende død og sognefolkenes adspredelse for de umilde krigsfolk mod svensken med Danmark den tid allierede.” Det var Danmarks forbundsfæller, der hærgede og plyndrede, brandskattede og lagde hele landsbyer øde. De frarøvede bønderne deres kvæg og korn. De tog deres får, geder og svin. De brød ind i husene og ranede kister, skrin, sengetøj og så meget husgeråd, de kunne slæbe med sig. De smadrede dørene til kirkerne og røvede de ejendele, sognefolkene havde søgt at skjule. Og de dræbte dem, der kom i vejen for dem. Desuden bragte de med sig en pest, der let fængede i en befolkning, der i forvejen havde så lidt at stå imod med.

I sommeren 1659 lå København som den sidste danske ø i et land, hvis ene halvdel var besat af svenskerne, og hvis anden halvdel blev ruineret af tyske og polske tropper.

 Sølvfund fra Balle på Djursland, fundet 1968. Drikkekanden, der rummer 1 1/2 liter, bægeret, den forgyldte kæde med kors, det store bælte, bæltespænderne, krogene og mønterne, i alt 12.121 stykker, mest danske, hvoraf den yngste er fra midten af 1650'erne, blev gravet ned under Karl Gustav-krigene for at forhindre, at enten svenskerne eller de tropper, der kom Danmark til hjælp, ranede værdigenstandene. Hvem der i sin tid ejede skatten, vides ikke, men det har næppe været en adelig, eftersom der ikke findes indgraveringer, der peger i den retning. Over hele landet er der gjort tilsvarende fund, men skatten fra Balle er den største og kostbareste.

Sølvfund fra Balle på Djursland, fundet 1968. Drikkekanden, der rummer 1 1/2 liter, bægeret, den forgyldte kæde med kors, det store bælte, bæltespænderne, krogene og mønterne, i alt 12.121 stykker, mest danske, hvoraf den yngste er fra midten af 1650'erne, blev gravet ned under Karl Gustav-krigene for at forhindre, at enten svenskerne eller de tropper, der kom Danmark til hjælp, ranede værdigenstandene. Hvem der i sin tid ejede skatten, vides ikke, men det har næppe været en adelig, eftersom der ikke findes indgraveringer, der peger i den retning. Over hele landet er der gjort tilsvarende fund, men skatten fra Balle er den største og kostbareste.

Men beretningerne om Københavns tilbagevisning af det svenske stormangreb gav håb. Nederlændernes flådestøtte gav håb. Franske, engelske og nederlandske bestræbelser på at få en fredsmægling i gang gav håb. Og små partisangrupper opererede i de svenskbesatte områder, især i Nordsjælland, i Sydøstsjælland og i Skåne. Beretningerne om snaphanerne, der gjorde det af med fjendtlige ryttere og soldater, blev sikkert blæst op, når de gik fra mund til mund, men de forvandlede håb til tro på befrielse og fred.

Og endelig var der bornholmerne, der havde befriet deres ø fra svenskerne. I december 1658, kort efter at Karl Gustav havde genoptaget krigen mod danskerne, sammensvor Hasleborgeren Jens Kofoed sig med præsten Poul Ancher og en række andre mod den ikke særligt talstærke svenske troppestyrke, der var indkvarteret på fæstningen Hammershus. Da den svenske kommandant Printzensköld den 8. december red fra fæstningen til Rønne, lå Kofoed og hans folk på lur og fangede kommandanten, der blev dræbt af Kofoeds svoger. Et stort antal bønder sluttede op om oprøret, og svenskerne på Hammershus overgav sig uden at løsne et skud. Den 29. december overdrog udsendinge fra Bornholm øen til Frederik 3. Den historie styrkede det danske folks modstandsvilje.

I november 1659 lykkedes det en forenet dansk-nederlandsk styrke at erobre Fyn fra svenskerne. 13. februar 1660 døde Karl Gustav. Et svensk indfald i Norge mislykkedes. Belejringshæren lå stadig væk uden for København, men byen holdt stand trods dyrtid og skærmydsler mellem soldater, der ikke fik deres sold, og borgere, der blev overfaldet af de sultne tropper.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Vendepunktet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307599