Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sømmet i foden

Oprindelig forfatter Scoc

Den store pestilens var en forsmag på de store ulykker, der ramte Danmark i slutningen af 1650'erne.

Den tabte krig i midten af 1640'rne sad det danske folk og den danske regering i blodet. Østersøherredømmet var gået tabt, Halland var besat af svenskerne, og store dele af Norge var afstået. Trediveårskrigene var i 1648 blevet afsluttet med en omfattende fredsaftale, hvor Sverige havde høstet den største fordel. Naboen havde fået anerkendt besiddelsen af fyrstendømmerne Bremen og Verden, og det havde opnået fast fodfæste i Pommern. Mens Sverige i begyndelsen af århundredet endnu havde været klemt inde af Danmark-Norge, var bøtten nu vendt. Sverige omringede Danmark, truede det sydfra, beherskede store dele af den baltiske kyst og var nordfra ved at æde sig ind på Skåne og Blekinge.

Det krigstrætte danske folk havde intet andet ønske end fred, fred og atter fred. Men kunne freden holde? Var Sverige tilfreds med det vundne? Eller havde Danmark ligefrem en mulighed for at genvinde det tabte? Det var hovedtemaerne i 1650'ernes udenrigspolitik. For regeringen stod valget mellem at skabe alliancer med andre stater til sikring af de inddæmmede riger eller at føre en offensiv politik, der stilede mod revanche.

Annonce

 Karl 10. Gustav, Sveriges konge fra 1654 til 1660. Som det tydeligt fremgår af stikket, som pryder den tyske retslærde Samuel Pufendorfs skildring af Karl Gustavs heltegerninger, blev den svenske konge først og fremmest opfattet som krigeren, her i romersk imperatorstil. Han har hjelmen på hovedet, mens kronen ligger ved siden af på busteopsatsen. I sin korte regeringstid var Karl Gustav det meste af tiden optaget af krigsførelse og fortsatte dermed inden for det håndværk, han helt siden sin ungdom havde beskæftiget sig med. Pufendorfs værk er fra 1696.

Karl 10. Gustav, Sveriges konge fra 1654 til 1660. Som det tydeligt fremgår af stikket, som pryder den tyske retslærde Samuel Pufendorfs skildring af Karl Gustavs heltegerninger, blev den svenske konge først og fremmest opfattet som krigeren, her i romersk imperatorstil. Han har hjelmen på hovedet, mens kronen ligger ved siden af på busteopsatsen. I sin korte regeringstid var Karl Gustav det meste af tiden optaget af krigsførelse og fortsatte dermed inden for det håndværk, han helt siden sin ungdom havde beskæftiget sig med. Pufendorfs værk er fra 1696.

Men det var vanskeligt at manøvrere i den europæiske politik. Forbandt Danmark sig med Nederlandene, kom det i modsætning til England. Konkurrencen mellem de to lande, hvis styrke mere og mere var baseret på deres internationale søhandel, blev til stadighed skærpet. Søgte Danmark forbund med den tyske kejser, der ikke brød sig om den svenske indflydelse i Nordtyskland, stred det mod Frankrigs og en række tyske småfyrsters interesser.

I begyndelsen af 1650'erne så det en overgang ud til, at den svenske regering, der betragtede Danmark som „et søm i foden”, overvejede et nyt angreb på de dansk-norske riger. Corfitz Ulfeldt gjorde sin indflydelse kraftigt gældende ved det svenske hof. Det var hans, Leonora Christinas og den øvrige detroniserede Munkfamilies store drøm, at de ved svensk hjælp kunne genvinde deres tabte positioner. Til formålet lånte Ulfeldt den svenske regering flere hundrede tusinde daler til rustninger.

I juni 1654 abdicerede den regerende svenske dronning, Kristina, og overlod tronen til sin fætter, der fik kongenavnet Karl 10. Gustav. Den nye konge valgte at lade Danmark i fred for i stedet at koncentrere sig om at konsolidere det svenske herredømme i den indre Østersø. Rusland var ved at være en trussel mod svenskerne, og polakkerne pønsede på et opgør med Sverige, der beherskede østersøhavnene.

I juni 1655 angreb Karl Gustav Polen; to måneder efter erobrede de svenske tropper Warszawa og i oktober Krakow. Den danske regering åndede lettet op, men da Karl Gustav yderligere befæstede sine positioner ved den polsk-prøjsiske kyst, begyndte Nederlandene at overveje forbund med Sverige. De toneangivende kredse i handelsrepublikken ønskede frem for alt at holde fred med dem, der havde magten over handelsvejene.

Set fra København var det fint, når Karl Gustav holdt sig fra Danmark, men i virkeligheden var det et lige så stort problem, når det gik Karl Gustav godt i Polen og Preussen. Så under alle omstændigheder måtte den danske regerings sikkerhedspolitik gå ud på at isolere Sverige i videst muligt omfang, og mulighederne for alliancer med andre europæiske magter voksede da også i takt med Sveriges militære succeser. Efterhånden groede da den tanke frem, at Danmark på én og samme tid skulle skaffe sig flest mulige allierede og forberede en angrebskrig mod Sverige.

Den 10. september 1656 spurgte Frederik 3. rigsrådet, hvad det ville tilråde i en position, hvor Danmarks udenrigspolitiske situation var gunstig, „eftersom os fra adskillige steder store traktater tilbydes”. Tilbudene kom fra stater, der „har våben i hænderne og derfor med større myndighed kan tale end vi, som i ingen beredskab findes …” Kongen mente derfor, at det ville være nyttigt og rådeligt at påbegynde en større oprustning.

Rigsrådet svarede henholdende, ikke mindst fordi der just indløb efterretninger om, at Sverige og Nederlandene atter en gang havde forhandlet sig til en indbyrdes aftale. Men kongen satte sin lid til andre magter. Den 22. december foreslog han på ny rigsrådet, at der blev skaffet penge til rustninger. Han nævnte kejseren, Polen og Rusland som mulige forbundsfæller.

Rigsrådet var denne gang mere på linie med kongen, men fremhævede, at traktaterne med de magter, der var Danmark venligtsindede, først skulle være i hus, før man foretog sig noget drastisk. Desuden burde der indkaldes til stændermøde for at skabe bred opbakning og for at skaffe stændernes samtykke til de store bevillinger, der var nødvendige for at rejse en slagkraftig hær.

Magnus Dureel, den svenske gesandt, der var nøje underrettet om kongens og rigsrådets overvejelser, var ikke i tvivl om, at der blev slået på krigstrommerne. Han førte godt nok forhandlinger med den danske regering om en traktat med Sverige, men han vidste, at danskerne kun forhandlede på skrømt. Den danske regering håbede, at Sverige kunne isoleres, at det ville komme til antisvenske oprør i Bremen, og at Halland let kunne vindes for Danmark, „da alle indbyggerne er bedre danske end svenske”. Og Karl Gustav stod svagt i forhold til Danmark, fordi han samtidig var i krig med både Polen og Rusland. Derfor, mente Dureel, ville den danske regering gribe en lejlighed, der måske aldrig kom igen, for at få de tabte lande tilbage og for at opnå en position, der gjorde, at Danmark ikke længere, som i de sidste 11 år, behøvede at leve på Sveriges nåde.

Gesandt Dureel var en klarsynet mand, der forstod den danske regerings vurdering af, at situationen ikke just var til fordel for Sverige. Men han trøstede sig med, at selv om lejligheden bød sig for et dansk felttog mod svenskerne, manglede Danmark midler til planens udførelse. Den danske krone var håbløst forgældet, hæren var i en elendig tilstand, der fandtes ingen duelige officerer, flåden manglede kanoner, fæstningerne var slet vedligeholdte. Dertil kom, at stænderne ikke kunne enes, at borgere og bønder ikke gik af vejen for at tage imod fremmede tropper uden sværdslag, at bønder, borgere og gejstlige var utilfredse med adelen, at kongen ikke stolede på adelen, og at adelen frygtede, at kongen ville bruge et stærkt militær, der var under hans kommando, til at gøre sig enevældig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Sømmet i foden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307597