Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Indkomstpolitik

Oprindelig forfatter Scoc

Efter gammel sædvane var det kun de bønder, hvis fæstegårde lå i nærheden af hovedgården, der var hoveripligtige. De skulle mindst én gang om ugen selv møde eller sende en karl til gratis arbejde for herremanden, det være sig den adelige godsejer eller lensmanden, der bestyrede kronens gods. Disse ugedagsbønder var fra gammel tid skattefrie. Det havde adelen betinget sig, vel vidende at pålæg af skatter oven i hovbyrden ville anstrenge ugedagsbønderne ud over deres ydeevne.

Fra 1600-tallets begyndelse udvidedes kategorien af ugedagsbønder til også at omfatte fæstere i de landsbyer, der lå længere væk fra hovedgården. Samtidig med at hoveriet således vandt større udbredelse, blev der også skabt et pres på fæstebøndernes folkelønninger. Selv om folketallet tilsyneladende voksede i perioden, så der opstod et overskud af arbejdskraft, var besidderne af denne arbejdskraft ikke villige til at sælge den for enhver pris. Prisstigninger og møntforringelser skabte dyrtid, således at afstanden var ringe mellem lave lønninger og det usle udkomme, tiggeri og vagabondering kunne afkaste. Mange arbejdsføre karle strejfede hellere om, hvis gårdmændene ikke ville give dem en ordentlig løn, og det tvang gårdmændene til at sætte folkelønningerne op.

 Maleri fra o. 1650 af bønder, der sår, harver og pløjer med hjulplov med studeforspand. De arbejder på ladegårdsmarken uden for Møgeltønderhus, det nuværende Schackenborg i Sønderjylland. Til højre for ladegården ses Tønder by og til venstre Møgeltønder landsby. Maleriet findes i dag på Skokloster Slot uden for Stockholm, hvor der opbevares en stor samling krigsbytte, som svenskerne hjembragte fra deres besættelser af Danmark i midten af århundredet.

Maleri fra o. 1650 af bønder, der sår, harver og pløjer med hjulplov med studeforspand. De arbejder på ladegårdsmarken uden for Møgeltønderhus, det nuværende Schackenborg i Sønderjylland. Til højre for ladegården ses Tønder by og til venstre Møgeltønder landsby. Maleriet findes i dag på Skokloster Slot uden for Stockholm, hvor der opbevares en stor samling krigsbytte, som svenskerne hjembragte fra deres besættelser af Danmark i midten af århundredet.

I 1606 valgte kongen at komme de betrængte gårdmænd til hjælp. Den 1. april udstedtes en kongelig indkomstpolitisk forordning, som lagde loft over tjenestefolkenes lønninger. I første omgang gjaldt forordningen kun for Jylland, men i 1608 blev den udstrakt til at gælde i hele det danske rige. Det hjalp tilsyneladende lidet, hvorfor kongen efter en forhandling med rigsrådet i 1619 udsendte en detaljeret lønpolitisk lov.

Annonce

Begrundelsen for loven var ikke til at misforstå. Tjenestefolkene understod sig i at begære og oppebære en ubillig og fast højere løn, end der tilkom dem og deres husbonder evnede. Derfor agtede kongen og rigsrådet at fastsætte et øverste dalerbeløb. Desuden skulle det være forbudt ledige og ugifte karle at nedsætte sig i landsbyerne som karle på dagløn. De skulle i stedet lade sig antage som tjenestekarle et halvt eller helt år ad gangen, og ønskede de at forlade jobbet, skulle de opsige det med mindst otte ugers varsel. På den måde ville staten forhindre, at tjenestekarlene kun tog arbejde ved høsttid og i andre spidsbelastningssituationer, hvor de kunne udnytte den store efterspørgsel efter arbejdskraft.

Eftersom maksimumslønnen blev sat til omkring halvdelen eller højst to tredjedele af, hvad der ifølge forordningens ordlyd tilsyneladende var almindeligt, er det ikke besynderligt, at kongen og rigsrådet „befrygtede, at en stor del af samme tjenestefolk hellere skulle sig ved lediggang og andet påfund behjælpe end med billig løn …” Fik myndighederne færten af sådanne lediggængere, skulle de straks indfange dem og ved dom afgøre, hvor mange år de skulle være pligtige udi jern som fanger at arbejde.

Forordningen afrundedes med en bandbulle mod såvel de husbonder som de karle, der sad den overhørig. Den præst, foged eller bonde, som hemmeligt eller åbenlyst udlovede mere, end det bestemtes i forordningen, det være sig penge, sæd, varer, skattefrihed eller gildesøl, skulle betale en bøde til herskabet. Og skete det mere end én gang, blev husbonden pålagt en højere bøde, mens tjenestekarlen skulle straffes med ét års arbejde i jern.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: Indkomstpolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307678