Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

„Har bønderne ikkun noget …”

Oprindelig forfatter Scoc

Nogle år efter krigens afslutning i 1633, tog kongen tanken op igen. Atter en gang blev han mindet om, at godt nok kunne bønderne finde på at love vel meget, men når det kom til stykket, skulle der umage til at få det lovede: Kongen vidste selvfølgelig, at det forholdt sig således, men slap de for det tyngende hovarbejde, ville de få mere ud af deres eget, og – som kongen udtrykte det – „har bønderne ikkun noget, kan man letteligen få det fra dem”. Heller ikke denne gang eller den tredje gang, kongen forsøgte sig, lykkedes hoveriafløsningen. Det var i 1637, hvor kongen endog på grund af det stadigt voksende behov for statslige indkomster havde fået rigsrådets velsignelse, selv om det blev foreholdt ham, at arbejdspengene i sidste ende ville blive ham til mere skade end gavn.

 Udsnit af Christian 4.s egenhændige brev af 29. oktober 1633 til rentemestrene, administratorerne af rigsfinanserne, hvori han meddeler, at han agter at lade bønderne i Frederiksborg len betale arbejdspenge i stedet for at yde hoveri. Om protesterne mod en sådan omlæggelse af bøndernes ydelser skriver kongen: „At man uille siige, laa [ja] Bønderne loffuer uell megid vd, mens naar man skall haffue ded aff dennom, daa uill der wmage til. Derymod Er leet [let] at Suare, Haffuer bønderne yckun nogiid, man kan letteligens faa ded fraa dem.” Kongen bruger u, hvor man på nudansk bruger v, v og w, hvor man i dag bruger u, og undertiden y i stedet for i.

Udsnit af Christian 4.s egenhændige brev af 29. oktober 1633 til rentemestrene, administratorerne af rigsfinanserne, hvori han meddeler, at han agter at lade bønderne i Frederiksborg len betale arbejdspenge i stedet for at yde hoveri. Om protesterne mod en sådan omlæggelse af bøndernes ydelser skriver kongen: „At man uille siige, laa [ja] Bønderne loffuer uell megid vd, mens naar man skall haffue ded aff dennom, daa uill der wmage til. Derymod Er leet [let] at Suare, Haffuer bønderne yckun nogiid, man kan letteligens faa ded fraa dem.” Kongen bruger u, hvor man på nudansk bruger v, v og w, hvor man i dag bruger u, og undertiden y i stedet for i.

Når Christian 4.s forsøg på at forøge kronens indtægter gennem en hoveriafløsning mislykkedes, skyldtes det en blanding af bøndernes manglende ydeevne, adelens modvilje mod at omordne lensstyrelsen og pengeøkonomiens beskedne udbredelse inden for landbosamfundet. Men oveni kom bøndernes angst for forandringer. I ulvetider forsvarede de sig mod en forværring af deres kår ved at henholde sig til sædvanen. Hovpligterne, især de utålelige ægter, bød dem naturligvis imod, og de prøvede gang på gang at undgå dem og indimellem ligefrem at sabotere dem, men de foretrak arbejdspligten frem for en afløsningsordning, de ikke kunne overskue, og som de af gode grunde kun kunne opfatte som endnu et forsøg på at lægge nye byrder på deres skuldre.

De var naturligvis ikke bekendt med, hvad man kunne kalde Christian 4.s andet valgsprog, at „har bønderne ikkun noget, kan man letteligen få det fra dem”, men de kendte det fra praksis, fra det daglige slid for herremanden, han være sig adelig eller kongelig.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benito Scocozza: „Har bønderne ikkun noget …” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307681